Folketinget vedtog den 21. november 2023 lov nr. 38/2023, der skal implementere Rådets direktiv 2021/2018 af 24. november 2021 om ændring af direktiv 2009/103/EF om ansvarsforsikring for motorkøretøjer og kontrollen med forsikringspligtens overholdelse.
Vi har i sommeren 2022 omtalt direktivet på vores hjemmeside - se mere her
I modsætning til de ”forudsigelser” i relation til betydningen af direktivet for ændringer i færdselsloven, så har lovgiver valgt en implementering af direktivet, der er udtryk for en ”minimumsløsning”. Der ændres således grundlæggende ikke på ansvarsnormeringen efter færdselsloven for skader forvoldt af motorkøretøjer (skader, der udspringer fra motorkøretøjers anvendelse som transportmiddel). Således ændres der ikke på formuleringen af færdselslovens §§ 101-103.
I færdslovens § 105 indsættes efter ordene ”motordrevne køretøjer” i stk. 1, 1. pkt. følgende ord: ”som på ulykkestidspunktet anvendes på en måde, der er i overensstemmelse med køretøjets funktion som transportmiddel”. Endvidere tilføjes der efter ordet ”skal” i stk. 1, 1. pkt. (om ansvarsforsikringens dækning) følgende ord: ”uanset om skaden forvoldes inden for lovens anvendelsesområde som fastlagt i § 1”.
Dermed bringes bestemmelsen i overensstemmelse med direktivets artikel 1 litra b, der indsætter et nyt pkt. 1a i 5. motorkøretøjsdirektiv, hvorefter begrebet færdsel med køretøj (der skal dækkes af den lovpligtige motoransvarsforsikring) defineres som følger: ”Færdsel med køretøj på en måde, der er i overensstemmelse med køretøjets funktion som transportmiddel på ulykkestidspunktet, uanset køretøjets karakteristika og uanset det terræn, hvorpå motorkøretøjet anvendes og om det er stationært eller i bevægelse.”
Direktivets specifikation af dækningsområdet for motorkøretøjer skete – som tidligere beskrevet – for at imødekomme den praksis, som var etableret af EU-domstolen siden afsigelsen af Vnuk-dommen, og herunder at motoransvarsforsikringen også skal dække skader forvoldt uden for de områder, som medlemsstaterne har defineret som færdselslovens område. Dette tilsvarer det konkrete resultat i Højesterets afgørelse i ”Brandbil-sagen” (U 2023.3994H), idet bemærkes, at forarbejderne til færdselsloven sandsynligvis ville have ført til et tilsvarende resultat uanset den konkrete tolkning af betingelserne, der blev foretaget af Højesteret. Transportministeret har da også i forarbejderne til lovforslaget (pk. 2.16.2) angivet, at motoransvarsforsikringer allerede i dag dækker uden for færdselslovens område.
Herefter implementeres direktivets artikel 5, stk. 4 i et nyt § 105, stk. 2, hvorefter ”stk. 1, 1. pkt., ikke finder anvendelse, hvis det motordrevne køretøj udelukkende anvendes eller opbevares uden for lovens anvendelsesområde som fastlagt i § 1”. Med andre ord omfatter forsikringspligten ikke køretøjer, der alene opbevares og anvendes uden for færdselslovens område. Af forarbejderne til lovændringen fremgår, at der her tænkes på f.eks. ”motorredskaber, der kun anvendes på områder, som ikke benyttes til almindelig færdsel, traktorer eller andre landbrugsmaskiner, der kun benyttes på marker, som ikke benyttes til almindelig færdsel, eller motordrevne køretøjer, der alene anvendes sæsonbetonet og derfor er afregistreret dele af året.”
Af Transportministeriets bemærkninger til forslaget (pkt. 2.16.2) fremgår, at man anser det for byrdefuldt at pålægge obligatorisk ansvarsforsikring for køretøjer, der anvendes uden for færdselslovens område, hvorfor det er valgt at benytte undtagelsesbestemmelserne i motorkøretøjsforsikringsdirektivets artikel 5, stk. 4 og 5, hvorefter skaderne forvoldt af sådanne køretøjer skal dækkes på samme måde, som hvis en ansvarsforsikring forelå. Dette indebærer, at lovgiver har valgt at erstatning for sådanne skader skal dækkes af DFIM. Dette vil tillige gælde skader, ”der forvoldes uden for færdselslovens anvendelsesområde, hvis køretøjet på ulykkestidspunktet har været brugt på en måde, der er i overensstemmelse med køretøjets funktion som transportmiddel, jf. direktivets artikel 3, stk. 1, jf. artikel 1, nr. 1 a.”
Det angives så herefter, at Transportministeriet i tilknytning til ændringen af færdselslovens § 105 vil ændre bekendtgørelsens regler om DFIM´s almindelige dækningsforpligtelse i forhold til uforsikrede og ukendte køretøjer, således at dækningsforpligtelsen ”også vil komme til at omfatte skader forvoldt uden for færdselslovens anvendelsesområde af motordrevne køretøjer, for hvilke der er forsikringspligt”.
Lovændringerne træder i kraft den 23. december 2023, som er seneste dato for implementering i national ret i henhold til direktivet. Link til loven som vedtaget kan ses her
Kommentar
Lovændringerne er udtryk for en absolut minimumsimplementering af direktivet, idet lovgiver har valgt den mindst indgribende løsning i forhold til at indføre forsikringspligt for f.eks. arbejdsredskaber.
Det kan imidlertid undre, at der ikke fra Transportministeriets side er fundet anledning til at overveje afgrænsningen af det objektive ansvar efter færdselslovens § 101, stk. 1, uanset at det er korrekt, når det i bemærkningerne til lovforslaget angives, at ansvarsspørgsmålet reguleres i national ret. Imidlertid er det ved EU-domstolens dom i Linea Directa-sagen (C-100/18) af 20. juni 2019 fastlagt, at en brand, der udsprang fra en parkeret bil pga. kortslutning og forvoldte skade på en bygning, måtte anses for forvoldt ved bilens naturlige brug som motorkøretøj (uanset at bilen havde været parkeret i mere end 24 timer, da branden indtraf). Dommen førte efterfølgende til, at Norges Højesteret ved dom 19. april 2021 foretog en direktivnær fortolkning af den norske færdselslov og anså en brandskade forvoldt af en bil, der var parkeret i en carport, for omfattet af bilens objektive ansvar.
Efter færdselslovens § 101, stk. 1 omfatter det objektive ansvar (fortsat) alene skader, der udspringer fra et køretøjs anvendelse som motorkøretøj ved færdselsuheld eller eksplosion og brand, der udspringer af brændstofanlægget. Det er umiddelbart svært at se en begrundelse for, at alle brande, der udspringer fra køretøjet, ikke skulle være dækket af det objektive ansvar, jf. herved også den norske Højesterets-dom, hvilket også må anses for stemme overens med den praksis fra EU-domstolen, der har fundet udtryk i direktivet, nemlig at alle skader, der udspringer fra køretøjets almindelige brug tom transportmiddel, skal være dækket af ansvarsforsikringen. Det forhold, at der (principielt) skal være dækning for alle skader, der udspringer fra køretøjet, men ikke (objektivt) ansvar for alle brandskader opstået fra køretøjet, synes svært at gøre foreneligt med formålet bag direktivet i forhold til ansvarsforsikringens dækningsomfang.
Comments