Søg
  • ARK Advokatpartnerselskab

ØLD af 15/4/2020 - Krav mod tidligere advokat var forældet under ny advokats sagsbehandling

Østre Landsret har i en sag, som på mange måder var bemærkelsesværdig i sit (langvarige) forløb, frifundet to advokater for erstatningsansvar i anledning af, at advokaterne undlod (rettidigt) at anmelde et krav under Offererstatningsloven til Erstatningsnævnet.


Sagens baggrund


Skadelidte A kom til skade ved et færdselsuheld i 2006 som fører af egen bil, da hans (jaloux) kæreste B greb i bilens rat, hvorved bilen kørte ind i et træ og pådrog sig skader på underbenet. Kæresten B blev i oktober 2006 idømt (betinget) fængselsstraf for overtrædelse af straffelovend § 252.


A havde forinden straffesagen hyret advokat C til at bistå med erstatning for skaderne på sin bil. Advokat C blev ikke beskikket som bistandsadvokat. Det var for landsretten (modsat byretten) ubestridt, at A ikke var til stede under retsmødet i straffesagen, hvor A var opfordret til at fremsætte erstatningskrav mod B. Advokat C angav efterfølgende, at han ikke var bekendt med, at B var blevet dømt under straffesagen ligesom han ikke var bekendt med selve straffedommen.


Advokat C blev i november/december 2006 anmodet om at bistå A med fremsættelse af krav for erstatning for personskade. Advokat C kontaktede B og forespurgte, om hun havde en privatansvarsforsikring, men fik telefonisk af B’s far oplyst, at forsikringen ikke ville dække et tilfælde, hvor B havde forvoldt skaden ved brug af et motorkøretøj.


Sagen overgik herefter i februar 2007 til advokat D, der samtidig ansatte A til at udføre forefaldende arbejde. Advokat D var i korrespondance med bilens motoransvarsforsikring, der ligeledes afviste dækning, idet A’s skade var pådraget ham, mens han var fører af bilen. Herefter skrev advokat D til B’s privatansvarsforsikring og fik afslag på forsikringsdæknng med henvisning til, at skader forvoldt ved anvendelse af et motorkøretøj var undtaget fra dækning. Privatansvarsforsikringen refererede ikke til, at skader forvoldt med forsæt tillige er undtaget fra dækning i privatansvarsforiskringen.


I september 2010 overgik sagen til advokat E, der forespurgte, om der var rettet krav mod B’s privatansvarsforsikring. Brevet blev ikke besvaret af advokat D ud over, at advokat D sendte sagens akter til advokat E.


I december 2010 anlagde advokat E på vegne A sag mod skadevolder B med påstand om, at hun var erstatningsansvarlig for A’s personskade. Under retssagen mod B blev det af B’s advokat under et telefonretsmøde i december 2012 oplyst ,at B’s ansvarsforsikring havde afslået dækning.


Advokat E anmeldte herefter i sommeren 2013 sagen til Erstatningsnævnet, der ved afgørelse i august 2013 afviste anmeldelsen med henvisning til, at ansøgning om erstatning var indgivet mere en to år efter straffesagens afslutning, jf. Offererstatningslovens § 13, samt med henvisning til, at A ikke havde fremsat erstatningskravet mod B under retsmødet i straffesagen, jf. Offererstatningslovens § 10.


I november 2015 anlagde advokat E på vegne A sag mod advokat C og D med påstand om, at advokaterne var solidarisk erstatningsansvarlige for A’s tab ved ikke rettidigt at have anmeldt sagen til Erstatningsnævnet. Sagerne blev sambehandlet med den af A anlagte retssag mod B, der havde haft et meget langvarigt forløb som følge af forelæggelse for Retslægerådet og AES mv.


A forhøjede påstanden under retssagen mod B i påstandsdokumetet til ca. kr. 2,4 mio. A ændrede samtidigt sin påstand til en fuldbyrdelsespåstand overfor advokaterne C og D herunder med påstand om forrentning at erstatningskravet skulle forrentes efter EAL § 16 subsidiært fra anlæg af sagen mod B.


Byrettens dom


Byrettens dom (på mere end 80 sider) fandt – ikke overraskende – B erstatningsansvarlig for A’s skader. Uanset domfældelsen for overtrædelse af straffelovens § 252 blev B’s erstatningspligt – under hensyn til hendes økonomiske forhold mv. - lempet med halvdelen til ca. kr. 1,2 mio., jf. EAL § 24.


Advokat C blev frifundet med henvisning til, at det ikke fandtes godtgjort at han havde handlet erstatningspådragende. Retten lagde herved vægt på, at det ikke var dokumenteret, at han var anmodet om at bistå eller rådgive A i forbindelse med fremsættelse af personskadekrav under straffesagen (og at han ikke var beskikket som bistandsadvokat).


Advokat D fandtes at have handlet ansvarspådragende ved undladelsen af at foretage anmeldelse til Erstatningsnævnet (indenfor 2 års fristen fra straffesagens afslutning). Idet Erstatningsnævnet imidlertid havde afvist anmeldelsen bl.a. med henvisning til, at A ikke under retsmødet i straffesagen i 2006 havde fremsat krav mod B, jf. Offererstatningslovens § 10, fandtes det ikke af A godtgjort, at Erstatningsnævnet (ved rettidig anmeldelse) overhovedet ville have behandlet sagen. Dermed fandtes A ikke at have sandsynliggjort et tab, hvorved advokat D blev frifundet.


Sagen for landsretten


A ankede alene dommen overfor advokat C og D med en foreløbig begrænset påstand på kr. 500.000, idet A ikke i første omgang havde fået fri proces til anken. Fri proces blev efterfølgende bevilget, hvorefter A forhøjede påstanden under ankesagen til ca. kr. 2,4 som for byretten. Advokat C og D protesterede herimod, men ved kendelse af 23. september 2019 (optrykt i U2019.4086Ø) tillod landsretten påstandsforhøjelsen bl.a. med henvisning til, at en nægtelse af påstandsforhøjelsen ville risikere at kunne medføre et uforholdsmæssigt tab for A.


A ankede ikke dommen over for B, og undlod at forfølge kravet over for B via fogedretten. Der var under landsretssagen udenretlige drøftelser mellem parterne og B’s advokat i forhold til spørgsmålet, om der mellem A og B kunne opnås et forlig i forhold til B’s betaling af en del af domsbeløbet. Disse forhandlinger førte ikke til et forlig før hovedforhandlingen Derimod blev der mellem A og advokat C og D indgået endelig aftale om erstatningskravets størrelsesmæssige opgørelse, hvorved A reducerede sin påstand til ca. kr. 2 mio.


Under landsretssagen gjorde advokat C og D imidlertid gældende, at A maksimalt kunne opnå dom for differencen mellem påstanden for landsretten (ca. kr. 2 mio.) og domsbeløbet, som B var blevet pålagt at betale i den upåankede byretsdom (ca. kr. 1.2 mio) som følge af, at A ikke havde sandsynliggjort, at der var forsøgt foretaget inddrivelse hos B. Derved ville A (ved en domfældelse af advokaterne C og D i overensstemmelse med påstanden på ca. kr. 2 mio.), kunne blive beriget og overkompenseret.


Landsretttens dom


Landsretten angav indledningsvis, at selvom dommen ikke var anket over for B, så fandt landretten ”under disse omstændigheder og efter indholdet af A’s processkrifter i øvrigt, at det er tilstrækkeligt klart, at der ikke kræves erstatning, der overstiger det påståede tab som følge af færdselsuheldet.


I overensstemmelse med almindelige erstatningsretlige grundprincipper må det således antages, at der i mangel af anden angivelse er solidarisk hæftelse mellem skadevolderne.” Dermed fandt landsretten ikke grundlag for at begrænse A’s påstand over for advokat C og E.


Derefter fandt landsretten, at advokat C, der ikke havde givet en skriftlig bekræftelse over for A, ikke alene ved sin egen forklaring herom havde bevist, at hans opdrag (forud tor retsmødet i straffesagen i 2006) begrænsede sig til behandling af tingsskaden. Landsretten fandt endvidere, at advokat C burde have taget et forbehold for at rejse et personskade krav under straffesagen, og ved at undlade dette havde advokat C handlet ansvarspådragende.


Landsretten anførte så om advokat D, at han efter egen forklaring havde fravalgt at foretage ansøgning til Erstatningsnævnet som følge af, at kravet i § 10 var overtrådt, idet der ikke var fremsat krav under straffesagen. Landsretten anførte videre, at det måtte påhvile A at bevise, at Erstatningsnævnet ville have givet dispensation, hvis kravet havde været rettidigt anmeldt af advokat D, og at dette bevis ikke var løftet. Landsretten fandt det i den forbindelse ikke godtgjort, at Erstatningsnævnets afgørelse og afvisning af at give dispensation fra § 10 var fejlbehæftet, hvorfor det ikke fandtes bevist, at advokat D havde handlet ansvarspådragende.


Herefter tager landsetten stilling til, om et krav mod advokat C (som ophørte som advokat for A mere end 8½ år før sagsanlægget) var forældet.


Landsretten anførte hertil, at advokat E ved sin overtaelse af sagen i september 2010 selv anførte, at spørgsmålet om dækning under B’s ansvarsforsikring var et forhold, der skulle undersøges nærmere. Derfor burde advokat E på et væsentligt tidligere tidspunkt end den 9. november 2012 (3 år forud for sagsanlægget mod advokat C) have afklaret dette spørgsmål, og dermed også før det på telefonretsmødet i sagen mod B blev oplyst i december 2012, at B’s privatansvarsforsikring ikke ydede dækning. Derved burde advokat E tillige på et tidligere tidspunkt end 3 år forud for sagsanlæg have afklaret, om der var grundlag for et krav mod advokat C. Herefter anfører landsretten følgende:


”Da A i denne henseende må identificeres med advokat E, der var antaget til at foretage en fornyet vurdering af sagen, finder landsretten, at kravet mod advokat C var forældet ved sagsanlægget den 9. november 2015.”

Kommentarer Sagen har – som det fremgår - haft et bemærkelsesværdigt og langt forløb.


Det burde tidligt have været klart, at der ikke er eller ville være dækning under hverken bilens motoransvarsforsikring eller under B’s privatansvarsforsikring for skaderne pådraget af A, og at den reelt eneste mulghed for A for at opnå erstatning ville have været ansøgning til Erstatningsnævnet eller ved opnåelse af eksegibel dom (og reel betaling) fra B personligt.


Landsretten angivelse af, at advokat C – som ikke skriftligt havde bekræftet rammerne for sit opdrag – burde have taget forbehold for, at der efterfølgende ville kunne gøres et personskadekrav gældende mod B i forbindelse med fremsættelsen af tingsskadekravet under straffesagen i oktober 2006, forekommer på dette grundlag korrekt.


Tilsvarende forekommer det korrekt, at advokat D blev frifundet med henvisning til, at advokat D faktisk havde gjort sig overvejelser om ikke at fremsætte krav overfor Erstatningsnævnet, når kravet ikke oprindelig var fremsat under straffesagen. Endvidere er by- og landsrettens betragtninger i forhold til manglende bevis for, at Erstatningsnævnet (ved rettidig anmeldelse) ville have dispenseret for kravet i Offererstatningslovens § 10 korrekt, når Erstatningsnævnet i afgørelsen i 2013 rent faktisk direkte angav, at der ikke kunne dispenseres fra betingelsen om, at kravet skulle have været fremsat mod B under straffesagen i 2006.


Endvidere forekommer det oplagt rigtigt, når landsretten finder, at A’s krav mod advokat C er forældret mere end 3 år forud for sagsanlægget. Advokat E’s angivelse af, at forældelsen skulle være suspenderet frem til december 2012, hvor det under telefonmødet blev oplyst at B’s privatansvarsforsikring ikke ville yde dækning, er med rette blevet tilsidesat af landsretten, ligesom landsretten – med rette – har tilsidesat anbringendet om, at der ikke i forældelsesmæssig henseende kunne ske identifikation mellem advokat E’s viden eller burdeviden særligt i forhold til spørgsmålet, om skaden kunne være dækket under B’s privatansvarsforsikring. Landsretten synes herved at tage afstand fra Bo von Eybens betragtninger bogen ”Forældelse”, side 415f af, at der som udgangspunkt ikke kan ske identifikation mellem klientens og advokatens viden eller burde-viden i forældelssmæssig henseende.


Sagen er for landsretten ført af advokat Mikkel Bruun Larsen for advokat C’s ansvarsforsikrer og af advokat Jesper Ravn for advokat D’s ansvarsforsikrer.


Læs landsrettens dom her


OBS vi har undladt at sætte et link til byrettens dom, som er på mere end 80 sider.



© 2020 ARK Advokatpartnerselskab. Alle rettigheder forbeholdes.