Søg
  • ARK Advokatpartnerselskab

ØLD af 18/6/2021 - Fortolkningen af 5. motorkøretøjsdirektivs art. 3 og Vnuk-dommen i dansk ret


Østre Landsret afsagde den 18. juni 2021 den første dom i Danmark om forståelsen af EU-domstolens banebrydende dom af 4. september 2014 i sag C-162/13 (Vnuk), der fastslog, at artikel 3, stk. 1 i motorkøretøjsforsikringsdirektivet indebar, at en personskade forvoldt af en traktor på en gårdsplads skulle dækkes af en lovpligtig motoransvarsforsikring, idet traktoren forvoldte skaden, mens den blev anvendt i sin naturlige brug som et motorkøretøj (og ikke et arbejdsredskab).


Vnuk-dommen er efterfølgende fulgt op af Rodrigues de Andrade-dommen (EU-Domstolens dom af 28. november 2017 i sag C-514/16), Torreiro-dommen (EU-Domstolens dom af 20. december 2017 i sag C-334/16) samt Línea Dirette-dommen (EU-Domstolens dom af 20. juni 2019 i sag 100/18), hvor de to sidstnævnte bl.a. fastslår, at skader forvoldt uden for færdselslovens område og skader forvoldt ved, at en parkeret bil bryder i brand pga. en kortslutning skal omfattes af køretøjets lovpligtige ansvarsforsikring, jf. direktivets artikel 3, stk. 1. Heroverfor fandt domstolen i de Andrade-dommen, at en traktor, der faldt ned af terrasserne på en vinmark som følge af et jordskred, der skyldtes, at traktorens motor var tændt, så traktoren kunne pumpe ukrudtsmiddel ud, hvilket førte til opfugtning af jorden, ikke skulle dækkes af traktorens motoransvarsforsikring, da traktorens funktion på skadetidspunktet i det væsentligste var at fungere som et arbejdsredskab (motoren var drivmiddel for pumpen).


I den konkrete sag deltog en brandbil i slukningen af en markbrand. Under brug af brandbilens vandkanon bakkede brandbilen på marken og påkørte en brandmand, der afgik ved døden.


Topdanmark Forsikring betalte - som motorkøretøjsforsikringsselskab for brandbilen -forsørgertabserstatning til brandmandens enke, og rettede herefter krav mod Gjensidige Forsikring, der havde tegnet erhvervsansvarsforsikring for brandvæsenet med henvisning til, at skaden skulle dækkes under erhvervsansvarsforsikringen, idet skaden indtrådte, mens brandbilen var i brug som et arbejdsredskab.


Gjensidige anerkendte, at ulykken efter hidtil gældende retspraksis skulle dækkes under erhvervsansvarsforsikringen, men henviste til, at efter EU-Domstolens fortolkning af Motorkøretøjsforsikringsdirektivets artikel 3, stk. 1 i Vnuk-dommen og de efterfølgende domme, kunne denne retspraksis ikke opretholdes, således at skaden skulle dækkes under motoransvarsforsikringen. Dette gjaldt uanset, at der var enighed om, at marken, hvor ulykken skete, var uden for færdselslovens området.


Topdanmark anlagde herefter sag, der blev henvist til landsretten som 1. instans.


ØSTRE LANDSRETS DOM


Landsretten fastslog indledningsvis, at parterne – som angivet ovenfor – var enige om, at ulykken var sket uden for færdselslovens område, jf. lovens § 1, hvorefter landsretten anførte, at da ikke andet er bestemt ”i relation til færdselslovens §§ 101 og 105, gælder disse bestemmelser alene for færdsel på vej, som benyttes til almindelig færdsel af en eller flere færdselsarter, jf. lovens § 1”. Landsretten konkluderede herefter, at ulykken utvivlsomt ikke var ”omfattet af færdselslovens bestemmelser om lovpligtig ansvarsforsikring for motordrevne køretøjer, jf. §§ 101 og 105”.


Herefter fastslog landsretten at forpligtelsen i 5. motorkøretøjsforsikringsdirektiv artikel 3, stk. 1 om lovpligtig forsikring af erstatningsansvaret for motorkøretøjer måtte forstås således, at forsikringen skulle dække enhver anvendelse af køretøjet i overensstemmelse med dette køretøjs almindelige brug, jf. herved præmisserne for Vnuk-dommen.


Landsretten gennemgår herefter dommene afsagt af EU-domstolen efter ”Vnuk”, herunder særligt Rodrigues de Andrade- dommen, der var påberåbt af Topdanmark, hvorefter en ulykke forvoldt af en landbrugstraktor ikke skulle være omfattet af en lovpligtig motoransvarsforsikring, ”når dens vigtigste funktion på tidspunktet for ulykkens indtræden ikke var at tjene som transportmiddel, men bestod i som arbejdsmaskine at generere den drivkraft, der var nødvendig for at aktivere pumpen på en ukrudtsmiddelsprøjte (præmis 42)”.


Endvidere gennemgik landsretten i præmisserne Núñez Torreiro-dommen, hvor domstolen udtalte, at direktivets artikel 3, stk. 1 var til hinder for ”en national ordning, som giver mulighed for at udelukke skade, der indtræder i forbindelse med kørsel med et motorkøretøj på veje eller områder, der ikke er ”egnet til færdsel”, fra den lovpligtige forsikringsdækning (præmis 32-34)”.


Endelig gennemgik landsretten præmisserne Línea Directa Aseguradora-dommen, hvor en brandskade på en bygning forvoldt af en kortslutning i en parkeret bil skulle dækkes under bilens motoransvarsforsikring, idet ”direktivets artikel 3, stk. 1, skal fortolkes således, at den pågældende situation var omfattet af begrebet »[færdsel med] køretøjer«, selv om køretøjet havde holdt stille i mere end 24 timer inden brandens opståen (præmis 48).”


Landsretten konkluderede herefter, at i lyset af motorkøretøjsforsikringsdirektivets artikel 3, stk. 1 og EU-domstolens praksis måtte et tilfælde som det foreliggende, hvor brandbilen under slukningsarbejdet forvoldte skaden under en bakkemanøvre anses for omfattet af direktivets artikel 3, stk. 1 og altså dermed pligten til at yde forsikringsdækning for skaden under en lovpligtig (motor-)ansvarsforsikring. Det forhold, at brandbilens vandkanon var i funktion under bakkemanøvren kunne ikke føre til andet resultat, hvorfor ulykken i henhold til artikel 3 i motorkøretøjsforsikringsdirektivet skulle være omfattet af dækningen under den lovpligtige motoransvarsforsikring tegnet hos Topdanmark.


Herefter angav landsretten herefter, at efter EU-Domstolens dom af 19. april 2016 i sag C-441/14 (Ajos), jf. Højesterets dom 6. december 2016 (U 2017.824) påhviler det som udgangspunkt alle myndigheder i medlemsstaterne, herunder også domstolene, at foretage direktivkonform fortolkning af national ret, ”for i videst muligt omfang at fortolke den nationale ret i lyset af det pågældende direktivs ordlyd og formål med henblik på at opnå det resultat, der tilsigtes med direktivet”. Dette begrænses imidlertid af generelle retsprincipper i medlemsstaten, og at direktivkonform fortolkning ”ikke kan tjene som grundlag for en fortolkning contra legem af national ret (præmis 32)”.


Landsretten konkluderer herefter, at ulykken utvivlsomt ikke er ”omfattet af færdselslovens bestemmelser om lovpligtig ansvarsforsikring for motordrevne køretøjer, da ulykken ikke indtraf på vej, som benyttes til almindelig færdsel af en eller flere færdselsarter, jf. lovens §§ 101 og 105, jf. § 1”.


Herefter fandt landsretten ikke, at det ved anvendelse af dansk rets almindelige fortolkningsprincipper var muligt at opnå et resultat, ”hvorefter færdselslovens §§ 101 og 105 også skal omfatte tilfælde, hvor færdslen foregår andre steder end på vej, som benyttes til almindelig færdsel af en eller flere færdselsarter, jf. færdselslovens § 1. Såfremt bestemmelserne skulle fortolkes således, at den lovpligtige ansvarsforsikring for motordrevne køretøjer også skulle dække tilfælde, der falder uden for færdselslovens område, ville det være en tilsidesættelse af færdselslovens klare bestemmelser og et brud på retssikkerheden og den forudsigelighed i rettens anvendelse, som må kræves. En sådan fortolkning ville således være contra legem af dansk ret og tillige betyde at EU retten blev tillagt direkte virkning i en tvist mellem to private parter.”


På dette grundlag fandt landsretten, at den hos Gjensidige tegnede erhvervsansvarsforsikring skulle yde dækning og ”refundere” den af Topdanmark udbetalte forsørgertabserstatning.


Kommentar


Dommen er – i sagens natur – både bemærkelsesværdig og principiel, derved at det er den første afgørelse i Danmark, der tager stilling til betydning af Vnuk-dommen fra 2014, som uden for Danmark har givet anledning til meget betydelig omtale. Betydningen af Vnuk-dommen og EU-domstolens, hvorefter i realiteten alle skader forvoldt at et motorkøretøj skal dækkes, hvis skaden er opstået som et naturligt led i eller i tilknytning til brugen af køretøjet netop som køretøj. Dette gælder uanset, om skaden indtræder uden for den nationale færdselslovs område, eller hvis skaden indtræder, mens køretøjet udfører en arbejdsopgave (i tilknytning til brugen som køretøj).


Dette er også det resultat, som landsretten når frem til, men landsretten finder, at det vil være ”contra legem” – altså i strid med dansk ret på en måde, så direktivet ikke kan fortolkes i overensstemmelse med dansk ret - at pålægge Topdanmark dækning under motoransvarsforsikringen for en skade indtrådt uden for færdselslovens område.


Man må nødvendigvis forstå landsrettens afgørelse således, at hvis ulykken var indtruffet under brandslukning, mens brandbilen havde befundet sig på færdselslovens område, så ville skaden skulle dækkes under motoransvarsforsikringen. Dette uanset, at en sådan skade traditionelt i dansk retspraksis ville være at anse som en skade forvoldt, mens brandbilen var i brug som et arbejdsredskab, hvorfor en sådan skade ikke skulle dækkes af motorkøretøjsforsikringen, men af erhvervsansvarsforsikringen.


Endvidere kan landsrettens afgørelse, hvis man følger princippet om contra legem, kun læses således, at den nugældende formulering af færdselsloven må anses for direktivstridig. Dommen bør derfor give anledning til en del panderynker i Justitsministeriet!


Afslutningsvis kan det oplyses, at Gjensidige ikke er enige i landsrettens angivelse af, at dækning under motoransvarsforsikringen er begrænset til færdselslovens område, hvorfor det er Gjensidiges opfattelse, at contra legem princippet ikke bør finde anvendelse ved fortolkningen af direktivet i forhold til dansk ret. I den forbindelse er det værd at notere sig, at Norges Høyesterett den 19. april 2021 (datoen, hvor denne sag blev hovedforhandlet i landsretten) nåede frem til en direktivkonform fortolkning af den norske færselslov. Omtale af dommen er her


Landsrettens afgørelse efterlader derfor – uanset landsrettens klare konklusion for så vidt angår, at ulykken efter artikel 3, stk. 1 i direktivet principielt skulle dækkes under motoransvarsforsikringen – en række spørgsmål, hvorfor dommen af Gjensidige nu er indbragt for Højesteret, som må forventes at træffe afgørelse i løbet af 2022.


Sagen er for Topdanmark ført af advokat Nicolai Clan og for Gjensidige af advokat Jesper Ravn.


Læs dommen her