Søg
  • ARK Advokatpartnerselskab

Østre Landsrets dom af 18/09/2020 – Erstatningskrav forældet ved udløb af suspensionsaftale

Sagens faktum


I 2008 var skadelidte impliceret i et færdselsuheld og anmeldte tre dage efter, at hun havde fået whiplash. Modpartens forsikringsselskab anerkendte i december 2008 erstatningspligten. Efter indhentelse af yderligere oplysninger udbetalte selskabet godtgørelse for svie og smerte samt erstatning for tabt arbejdsfortjeneste, idet der var enighed om, at vurdering af blandt andet erhvervsevnetabet måtte afvente yderligere kommunal udredning.


AES afgav udtalelse i 2013, som både tog stilling til det varige mén og erhvervsevnetabet, idet AES dog alene kunne vurdere det midlertidige erhvervsevnetab henset til, at skadelidte fortsat var under kommunal afklaring.


Parterne indgik herefter forlig om alle krav undtaget erhvervsevnetab. Parterne drøftede genoptagelsesmulighederne samt de lovfastsatte forældelsesregler, men indgik en suspensionsaftale med en fast frist. Da den kommunale afklaring trak ud, blev suspensionsaftalen flere gange forlænget, sidste gang med udløb den 1. december 2017.


Udsigten til en endelig kommunal afklaring blev flere gange drøftet mellem parterne. I oktober 2017 fremsendte skadelidtes advokat kommunale akter, men redegjorde ikke for indholdet eller betydningen heraf, ligesom der ikke blev fremsat noget krav.


I marts 2018 meddelte skadelidtes advokat, at sagsøger var tilkendt førtidspension, hvorfor den endelige vurdering af erhvervsevnetabet kunne foretages. Selskabets advokat meddelte straks herefter, at sagen var forældet ved udløb af suspensionsaftalen den 1. december 2017, hvorfor yderligere erstatningskrav afvistes.


Skadelidte udtog herefter stævning i november 2018, og gjorde bl.a. gældende, at den indgåede suspensionsaftale var ugyldig, men at forældelse uanset aftalens gyldighed ikke var indtrådt. Skadelidte angav bl.a. at de løbende drøftelser vedrørende status af den kommunale afklaring var udtryk for forligsforhandlinger, jf. FOL § 21, stk. 5.


Skadelidte gjorde endvidere gældende, at selskabet først ved den endelige afvisning i marts 2018 (med henvisning til suspensionsaftalens udløb) havde afbrudt den foreløbige afbrydelse af forældelsen, som indtræder, når skaden anmeldes til selskabet, jf. FAL § 29, stk. 5. Endeligt blev det gjort gældende, at skadelidte uanset hvad havde en berettiget forventning om, at selskabet ville behandle sagen, når den kommunale udredning forelå, og at U.2019.1093H indebar, at selskabet var forpligtet hertil.


Selskabet gjorde heroverfor gældende, at en suspensionsaftale med en fast frist indebærer, at forældelsesfristen udløber ved denne frists udløb, og at der ikke i tillæg hertil kan påberåbes øvrige, lovfastsatte forlængelser mv.


Rettens begrundelse


Ved dom af 27. maj 2019 fandt Retten i Odense, at skadelidtes krav var forældet, idet sagen først blev anlagt efter suspensionsaftalens udløb.


I begrundelsen – der var ganske udførlig – blev det anført, at den almindelige forældelsesfrist begyndte at løbe senest ved skadelidtes anmeldelse af skaden til selskabet tre dage efter ulykken, ligesom selskabets anerkendelse af, at der forelå en dækningsberettiget skade i december 2008, medførte, at den 3 årige forældelsesfrist efter FAL § 29, stk. 5, begyndte at løbe.


Da suspensionsaftalen var indgået efter den almindelige forældelsesfrist var begyndt at løbe, fandt retten, at aftalen var gyldigt indgået, jf. FOL § 26. Med henvisning til, at det i praksis er antaget, at en aftale om suspension af en forældelsesfrist i mangel af andre holdepunkter må forstås således, at forældelsesfristens udløb udskydes i aftaleperioden, fandt retten, at den indgåede suspensionsaftale var indgået med det formål at fravige forældelseslovgivningens deklaratoriske regler. Forældelsen indtrådte således ved suspensionsaftalens udløb den 1. december 2017.


Retten i Odense bemærkede hertil, at principperne i U.2019.1093H ikke kunne føre til et andet resultat, idet sagen ikke var begrundet i senfølger efter skaden fra 2008, men derimod alene afslutning af den oprindelige sag efter resultatet af den kommunale udredning.


Ved dom af 18. september 2020 stadfæstede Østre Landsret dommen af de af byretten anførte grunde.


Kommentar


Med stadfæstelsen af den ganske udførlige begrundelse fra Retten i Odense, understreger Østre Landsrets dom, at det må kræve faste holdepunkter, såfremt de deklaratoriske forældelsesregler skal finde anvendelse, når parterne har indgået en suspensionsaftale.


Dommen giver derudover et bidrag til fortolkningen af U.2019.1093H, da det understreges, at resultatet af Højesterets dom i hvert fald alene finder anvendelse ved anmeldelse af senfølger, hvorved forstås en nytilkommen skade. Dette var ikke tilfældet i denne sag, hvor der alene var tale om et nytilkommet krav, som følge af en endelig kommunal afklaring.


Sagen for selskabet blev i begge instanser ført af advokat Nanna Baade.


Læs Retten i Odenses dom her

Læs Østre Landsrets dom her




© 2020 ARK Advokatpartnerselskab. Alle rettigheder forbeholdes.