Den 7. marts 2023 omtalte vi dom afsagt den 1. februar 2023 af Retten i Glostrup, hvorefter ydelser i henhold til en endelig ASL-afgørelse truffet ”på bagkant” med et virkningstidspunkt ca. 5 år tidligere, alene skulle fradrages i erhvervsevnetabet og ikke – som skadelidte gjorde gældende – i tabt arbejdsfortjeneste for så vidt angik det beløb, der kunne henføres til perioden før skadelidte overgik til førtidspension. Omtalen kan (gen)læses her
Hændelsesforløbet var kort fortalt, at skadelidte kom til skade ved tre hændelser i juni og juli 2011 samt oktober 2012. Skadelidte havde efter de to første arbejdsulykker fået skånehensyn, men først i december 2012 blev hun sygemeldt pga. psykiske gener som følge af påvirkningerne på arbejdet. Hun blev siden afskediget, og i 2016 overgik hun til førtidspension.
Der blev i ASL-regi anerkendt tre forskellige arbejdsskader, og AES fastsatte i december 2015 i første omgang et midlertidigt erhvervsevnetab til 75% fælles for de to første ulykker. Virkningstidspunktet blev fastsat 12. december 2012, hvor skadelidte blev sygemeldt. Ulykken i 2012 blev vurderet til under 15%. Afgørelserne blev påklaget, og Ankestyrelsen hjemviste sagerne til fornyet behandling, herunder med henblik på at foretage nærmere undersøgelse af, om 2012-ulykken havde bidraget til uarbejdsdygtigheden.
AES traf herefter i marts 2018 afgørelse om, at ulykkerne i 2011 havde tegnet sig for 55% erhvervsevnetab, og 2012-ulykken havde medført 30%. Afgørelsen blev truffet som en endelig afgørelse med virkning fra 30. juni 2015, hvor det lægeligt stod klart, at skadelidte næppe ville være i stand til at arbejde igen, og at man burde overveje førtidspension.
Denne afgørelse blev også påklaget men stadfæstet af Ankestyrelsen i februar 2019. Selskabet rettede herefter henvendelse til Ankestyrelsen med anmodning om genoptagelse, idet det var selskabets opfattelse, at der var grundlag for at behandle forløbet som en erhvervssygdom i lyset af blandt andet hændelsernes ensartethed og den tidsmæssige udstrækning af påvirkningerne.
Ankestyrelsen genoptog sagen og traf herefter i august 2020 afgørelse om, at det fulde erhvervsevnetab på 85% kunne henføres til 2012-ulykken.
ARK bistod arbejdsgivers ansvarsforsikringsselskab, der havde anerkendt erstatningsansvaret for 2012-ulykken og oprindeligt afsluttet sagen uden at fastsætte erhvervsevnetab, idet det dengang blev lagt til grund, at uarbejdsdygtigheden var en følge af 2011-ulykkerne.
Efter Ankestyrelsens nye afgørelse blev der rejst krav om differencekrav, men parterne var uenige om, i hvilke poster, ASL-ydelserne skulle fragå. Det var skadelidtes opfattelse, at den del af erstatningen, der vedrørte perioden før førtidspensioneringen reelt havde karakter af midlertidig erhvervsevnetabserstatning og derfor skulle fragå i tabt arbejdsfortjeneste, og den del af erstatningen, der vedrørte perioden fra førtidspensioneringen og frem, kunne fratrækkes i erhvervsevnetabet. Det var blandt andet skadelidtes synspunkt, at afgørelser frem til dette tidspunkt ville have været truffet som midlertidige afgørelser, og at det ikke skulle lægge skadelidte til last, at arbejdsskademyndighederne havde truffet forkerte afgørelser i tidens løb.
Selskabet havde betragtet det fulde beløb for hele perioden som endeligt erhvervsevnetab og havde fratrukket det i EAL-erhvervsevnetabet.
Byretten frifandt selskabet, idet der ikke fandtes hjemmel til at lade ydelserne i henhold til Ankestyrelsens endelige afgørelse behandle efter andet end pålydende. Østre Landsret stadfæstede afgørelsen med følgende bemærkninger:
”Som anført af byretten følger det af erstatningsansvarslovens § 2, stk. 2, og arbejdsskadesikringslovens § 77, stk. 1, at ydelser i form af midlertidig erhvervsevnetabserstatning efter arbejdsskadesikringsloven fratrækkes i tabt arbejdsfortjeneste opgjort efter erstatningsansvarsloven, og at ydelser som følge af endeligt erhvervsevnetab efter arbejdsskadesikringsloven fratrækkes i erhvervsevnetabserstatning efter erstatningsansvarsloven.
Landsretten bemærker, at der er tale om en lovgivningsmæssigt funderet ordning. Landsretten finder, at hverken forarbejderne til ændringen af erstatningsansvars- og arbejdsskadesikringsloven i 2011, formålsfortolkninger med henvisning til almindelige erstatningsretlige grundsætninger eller reale hensyn giver tilstrækkelig støtte for eller kan begrunde, at de af arbejdsskademyndighederne endeligt fastsatte ydelser på erhvervsevnetab eller tidspunktet for tilkendelsen heraf efterfølgende i forholdet mellem skadelidte og en ansvarlig skadevolder kan omkvalificeres eller ændres med henblik på at påvirke opgørelsen af skadelidtes differenceerstatningskrav.
På denne baggrund og da erhvervsevnetabserstatningen fastsat ved Ankestyrelsens afgørelse af 28. august 2020 i medfør af arbejdsskadesikringsloven var beregnet ud fra en endelig vurdering af Y s erhvervsevnetab, finder landsretten, at Tryg Forsikring ved opgørelsen af Y s krav på erstatning for erhvervsevnetab i medfør af erstatningsansvarsloven var berettiget til som sket at foretage fradrag for dele af den endelige erhvervsevnetabserstatning i medfør af arbejdsskadesikringsloven.
Det, der i øvrigt er anført af Y – herunder om arbejdsskademyndighedernes sagsbehandling og tidligere afgørelser i forløbet – kan ikke føre til en anden vurdering.”
Kommentarer
Landsrettens resultat er – i tråd med byrettens afgørelse og ARK’s bemærkninger i vores tidligere nyhedsbrev – udtryk for en nødvendig konklusion på baggrund af lovens ordlyd.
Ydelser i henhold til en midlertidig afgørelse fradrages i tabt arbejdsfortjeneste, mens ydelser i henhold til en endelig afgørelse fradrages i erhvervsevnetabet. Der er ikke hjemmel til at ”krydse over” eller i øvrigt omdøbe ydelserne, der alene må behandles efter pålydende.
Uanset om Ankestyrelsens afgørelse kunne eller ville være truffet som en midlertidig afgørelse, hvis der havde været truffet løbende, korrekte afgørelser – hvilket selskabet dog bestred - er der til brug for beregning af differencekrav alene hjemmel til at udelade erstatningsbeløb, hvis de var tilkendt i henhold til en midlertidig afgørelse om erstatning for erhvervsevnetab efter lov om arbejdsskadesikring. Er en afgørelse truffet som en endelig afgørelse, skal alle ydelser i henhold til afgørelsen derfor fratrækkes i erhvervsevnetabet.
Dommen er efter ARK’s opfattelse udtryk for en korrekt fortolkning af EAL § 2, stk. 2, ASL § 29, stk. 2, og ASL § 77, og samspillet mellem disse, men resultatet synliggør dog også, at erstatningsopgørelsen i enkelte skadesager kan risikere at få et tilfældigt præg afhængigt af AES’ sagsbehandlingstid.
Det vides ikke, om der søges 3. instansbevilling.
Sagen er for by- og landsret ført af advokat Anja Hejde.
Comments