top of page
Søg
  • Forfatters billedeARK Advokatpartnerselskab

Østre Landsrets dom af 23/5/23 - Bagermester ikke ansvarlig for lærlings rygskade

Sagen for byretten


En lærling pådrog sig i april 2019 en rygskade i forbindelse med et løft af en dejkedel fra en røremaskine på et konditori. Lærlingen udtog herefter stævning mod konditoriet med påstand om betaling af godtgørelse for svie og smerte under henvisning til, at konditoriet som arbejdsgiver var ansvarlig for tilskadekomsten.


Retten i Lyngby frifandt ved dom af 11. februar 2022.


En mere detaljeret gennemgang af sagen for byretten kan ses her


Sagen for landsretten


Bevisførelsen for landsretten var i store træk den samme som ved byretten. Der blev af appellanten indkaldt et nyt vidne, som dog ikke havde arbejdet i selve konditoriet, men derimod havde været ekspedient i butikken, ligesom der blev fremlagt en videooptagelse af røremaskinens fødder, som viste tydelige rustaflejringer på gulvet under fødderne.


Appellanten gjorde for landsretten yderligere gældende, at vedkommende var lærling på skadetidspunktet, hvilket måtte medføre en skærpelse af ansvaret for arbejdsgiveren, og det blev i forlængelse heraf gjort gældende, at der ikke var ført tilstrækkeligt tilsyn eller givet tilstrækkelig instruktion i arbejdet ved røremaskinen. Derudover fastholdt appellanten sit anbringende om, at røremaskinen var blevet flyttet efter tilskadekomsten, således at løftemaskinen nu kunne anvendes ved røremaskinen, ligesom det blev anført, at det – grundet dårlig stemning i konditoriet – ikke var muligt at få hjælp til eksempelvis løft den pågældende dag.


Landsrettens begrundelse og resultat


Landsretten stadfæstede byrettens frifindelse af arbejdsgiveren og anførte supplerende, at appellanten heller ikke for landsretten havde løftet bevisbyrden for, at det ikke var muligt at anvende løftemaskinen, at røremaskinen skulle være blevet flyttet, eller at det ikke var muligt at få hjælp den pågældende dag.


Kommentarer


Dommen er efter ARK’s opfattelse ikke principiel, men rummer dog en nuancering af praksis vedrørende arbejdsgiveres instruktions- og tilsynsforpligtelse i forhold til lærlinge.


Der gælder således antageligvis fortsat et skærpet arbejdsgiveransvar i forhold til de skade, lærlinge/uerfarne medarbejdere pådrager sig i deres lærlingetid, men det er fortsat den tilskadekomne, som bærer bevisbyrden for, at ansvaret for en lærlings arbejdsskade kan placeres hos arbejdsgiveren. Herunder er det også den tilskadekomne, som bærer bevisbyrden for, om et teknisk hjælpemiddel kan eller ikke kan anvendes ved en given arbejdsopgave.


Der må desuden lægges helt afgørende vægt på opgavens kompleksitet sammenholdt med den ansattes individuelle forudsætninger, navnlig erfaring og uddannelse. Desto simplere en arbejdsopgave, desto færre krav – hvis nogen overhovedet – stilles der til arbejdsgiverens instruktions- og tilsynsforpligtelse.


Såfremt en skade kunne være undgået ved anvendelsen af et teknisk hjælpemiddel, som er stillet til rådighed, og medarbejderen er behørigt instrueret i brugen af dette hjælpemiddel – og hjælpemidlet i øvrigt er funktionelt på skadetidspunktet – vil det også fremadrettet være svært for den tilskadekomne at løfte bevisbyrden for, at arbejdsgiveren er ansvarlig for en indtrådt skade.


Det samme gør sig gældende i forhold til arbejdsfunktioner, hvor der er mulighed for at få hjælp (og hjælpen måtte antages at medføre, at skaden ikke var indtrådt) . Også her vil den tilskadekomne skulle løfte bevisbyrden for, at det kan tilskrives arbejdsgiverens forhold, at der ikke var mulighed for at få hjælp.


Sagen er for by- og landsretten ført af advokat Thomas Leth Petersen.




Comments


bottom of page