Højesteret har i denne uge afsagt hele to principielle afgørelser om forældelse på personskadeområdet. I tillæg hertil afsagde Vestre Landsret i sidste uge en principiel afgørelse om fortolkningen af forældelseslovens § 12 om suspensionen af forældelse i det indbyrdes forhold mellem solidarisk ansvarlige skadevoldere.
Afgørelserne bidrager hver især til afklaring af de mange problemstillinger, som forældelsesloven (fortsat) giver anledning til, særligt i forhold til spørgsmålet om forfaldstid og suspension.
Højesterets dom af 24/9/2020 – Samspillet mellem ASL § 36 og § 41
Skadelidte anmeldte en arbejdsulykke, der havde fundet sted den 12. september 2007. Anmeldelsen blev dog først foretaget efter udløbet af 1-årsfristen i arbejdsskadesikringsloven (ASL), og Arbejdsskadestyrelsen (AES) afviste den 30. april 2009 at anerkende hændelsen som en arbejdsskade. Afgørelsen blev stadfæstet af Ankestyrelsen (AST) den 15. januar 2010. En anmodning om genoptagelse i december 2013 blev afvist ved AST’s afgørelse af 21. november 2014.
Skadelidte udtog stævning den 21. november 2017, og det centrale spørgsmål i sagen var, om skadelidtes eventuelle krav efter ASL var forældet, selv om 5-års fristen for genoptagelse i lovens § 41, stk. 1, endnu ikke var udløbet.
Det fremgår af ASL § 41, stk. 1, at en afgørelse om, at en skade ikke er omfattet af loven, kan genoptages inden for en frist på 5 år fra afgørelsen. Reglen omfatter også sager, der er afvist på grund af for sen anmeldelse. Krav efter ASL forælder efter reglerne i forældelsesloven, idet der dog gælder en række undtagelser, bl.a. er fristen efter forældelseslovens § 3, stk. 1, 5 år for krav omfattet af stk. 2. Er en arbejdsskade anmeldt inden forældelsesfristens udløb, indtræder forældelse af krav efter ASL tidligst 3 år efter, at AES henholdsvis AST har afgjort sagen, jf. stk. 4. Endelig følger det af § 36, stk. 5, at stk. 3 og forældelseslovens § 3, stk. 1 og 2, ikke finder anvendelse på sager, hvor der fx sker genoptagelse på almindelig forvaltningsretligt grundlag.
I sagen var der truffet afgørelse om, at skaden ikke var omfattet af loven, og anmodningen om genoptagelse i 2013 lå inden for den 5-årige genoptagelsesfrist, men efter udløbet af den 3-årige forældelsesfrist.
Højesteret fandt, at forældelsesfristen for skadelidtes eventuelle krav på erstatning og godtgørelse efter ASL udløb den 15. januar 2013, dvs. 3 år efter AST’s oprindelige afgørelse om afvisning af anerkendelse af skaden. Et eventuelt krav var således forældet, jf. også arbejdsskadesikringslovens § 36, stk. 5, modsætningsvist.
Med dommen ligger det således fast, at selv om adgangen til genoptagelse efter ASL § 41, stk. 1, består, er dette ikke til hinder for, at der kan indtræde forældelse af krav.
Højesterets dom af 21/9/2020 – Samspillet mellem forældelseslovens § 21, stk. 5 og forsikringsaftalelovens § 29, stk. 5.
Ved dommen tog Højesteret stilling til forståelsen af forsikringsaftalelovens (FAL) § 29, stk. 5, og forældelseslovens § 21 i en sag, hvor krav for personskade i anledning af en færdselsulykke var forældet. Spørgsmålet i sagen var, om kravene var forældet i en periode, hvor skadelidte var bistået af advokat, og dermed om der således bestod et erstatningskrav mod advokaten.
Med dommen slås fast, at tillægsfristen på 1 år i medfør af forsikringsaftalelovens § 29, stk. 5, skal vurderes for hvert enkelt krav for sig, som forsikringsselskabet har afvist at anerkende/erstatte efter at erstatningspligten i øvrigt var anerkendt.
Dernæst fandt Højesteret, at formuleringen af et brev, hvori forsikringsselskabet gav udtryk for at være enig med Arbejdsmarkedets Erhvervssikring – der støttede selskabets vurdering af et erhvervsevnetab på under 15% – måtte fortolkes som en fastholdelse af forsikringsselskabets tidligere afvisning af at betale erstatning. Dermed udgjorde brevet såvel en afvisning efter FAL § 29, stk. 5, som en afslutning af eventuelle forhandlinger efter forældelseslovens § 21, stk. 5.
Endelig vurderede Højesteret, at det implicit kan fremgå af en afvisning, at den tillige indeholder afvisning af andre krav, også selv om disse krav konkret ikke har været fremsat. Afvisningen af at betale erstatning for tab af erhvervsevne med begrundelsen ”fordi han ikke ville få et fremtidigt indtægtstab” fandtes af Højesteret – ud fra sagens omstændigheder i øvrigt - ligeledes at indebære stillingtagen til (og afvisning af) et krav på tabt arbejdsfortjeneste.
Skadelidte havde dermed et (muligt) erstatningskrav mod sin tidligere advokat, og advokaten havde ikke krav på salær for sin bistand.
Dommen illustrerer, at en afvisning af ét krav efter FAL § 29, stk. 5, efter omstændighederne implicit kan etablere afvisning af et andet krav, hvis der er en tilpas nær sammenhæng mellem kravene og den kontekst, hvori de består.
Vestre Landsrets kendelse af 18/9/2020 – Fortolkningen af forældelseslovens § 12, stk. 2
Vestre Landsret har i en kendelse fra 18. september 2020 taget stilling til solidarisk hæftelse mellem arbejdsgiver og tredjemand og i den forbindelse hvordan fristen i forældelseslovens § 12, stk. 2, nærmere skal fortolkes.
Efter forældelseslovens § 12, stk. 2, forælder et regreskrav tidligst et år efter, at skadelidte har afbrudt forældelsen, at skadevolder har afgivet tilsagn om fristforlængelse, eller efter at fordringen er indfriet. Dette sikrer skadevolder en rimelig frist til at søge videreførelse af kravet mod en solidarisk hæftende skadevolder, som i det indbyrdes forhold skal bære (en del af) kravet.
Dette kan rejse særlige udfordringer i sager med flere potentielle skadevoldere, der er omfattet af forskellige forældelsesregler, hvilket var tilfældet i denne sag, hvor skadelidtes krav mod en arbejdsgiver i anledning af en arbejdsulykke er underlagt en 5-årig forældelse, mens kravet mod tredjemand forælder efter 3 år.
I sagen udtog skadelidte stævning mod sin arbejdsgiver, der adciterede bygherrerådgiveren, som var ansvarlig for sikkerheden på uheldsstedet. Spørgsmålet om forældelse i adcitationssagen blev udskilt til selvstændig behandling.
Da ulykken var sket under udførelse af arbejde for arbejdsgiver men på et sted, hvor bygherrerådgiveren var ansvarlig for sikkerheden, var det landsrettens opfattelse, at en domfældelse af begge parter ville ske med solidarisk hæftelse. Dermed ville regreskravet være omfattet af § 12.
Spørgsmålet landsretten herefter tog stilling til var, om regreskravet var forældet i en situation, hvor arbejdsgiver blev stævnet af skadelidte før skadelidtes krav mod arbejdsgiveren var forældet, men efter skadelidtes krav mod tredjemand var/ville være forældet. Skulle tredjemand med andre ord tåle at blive inddraget i sagen på et tidspunkt, hvor skadelidtes krav ville være forældet, hvis det var blevet rejst direkte mod tredjemand.
Det var også til pådømmelse, om det forhold at arbejdsgiveren havde indgået suspensionsaftale – baseret på en fejlagtig opfattelse af at kravet var underlagt en 3-årig forældelse – derved havde aktiveret 1-års fristen i § 12, stk. 2.
Landsretten nåede frem til, at regreskravet ikke var forældet. Adcitationssagen blev indledt 5 uger efter stævning i hovedsagen og dermed inden 1-års fristen i § 12. Det forhold, at der fra arbejdsgivers side var indgået suspensionsaftale med skadelidte havde ingen betydning, idet aftalen udløb inden den legale 5-års frist. Dermed var der ikke tale om egentlig fristforlængelse.
Af kendelsen kan udledes, at tredjemand må tåle en længere forældelsesfrist, hvis kravet er underlagt en anden – og længere - forældelsesfrist i forholdet til den anden solidarisk hæftende skadevolder. Det kan også udledes af kendelsen, at det kræver en egentlig fristforlængelse at aktivere 1-års fristen i § 12, stk. 2. En suspensionsaftale mellem arbejdsgiver og arbejdstager, der reelt afkorter den legale 5 års frist, er ikke en sådan fristforlængelse.
Højesterets dom af 24/9/2020 er for Ankestyrelsen ført af advokat Inger Houe, Kammeradvokaten
Højesterets dom af 21/9/2020 er for skadelidte ført af advokat Karsten Høj, Elmer & Partnere
Vestre Landsrets kendelse af 18/9/2020 er for arbejdsgivers forsikringsselskab ført af advokat Michael Rosenkilde, Alm. Brand
Spørgsmål til dommene kan rettes til advokat Anja Hejde.
Comments