Ankenævnet for Forsikring afsagde den 5. maj 2021 en ganske bemærkelsesværdig kendelse vedrørende spørgsmålet om dækning under en rejseforsikring, hvis en kunde vælger at rejse til et land omfattet af ”orange zone” i henhold til Udenrigsministeriets rejsevejledning.
Udenrigsministeriets rejsevejledning definerer orange-markerede lande som omfattet af en anbefaling, hvorefter Udenrigsministeriet fraråder ”alle ikke-nødvendige rejser, da risiciene forbundet med rejse til disse steder er alvorlige”.
I den konkrete sag ønskede forsikringstager (FT) forhåndstilsagn fra sin rejseforsikring om, at der ville være dækning, hvis FT blev syg under en 3 måneders rejse til Sydafrika, hvor FT skulle bo på et (afsondret) golfresort.
Forsikringsselskabet afviste at meddele et sådan forhåndstilsagn for så vidt angår behandling/hjemtransport mv., hvis FT blev smittet med COVID-19. Forsikringsselskabet angav, at det måtte anses som groft uagtsomt, hvis FT rejste til et land, der var orange-markeret af Udenrigsministeriet, og man derefter blev smittet med COVID-19.
Ankenævnets flertal gav selskabet medhold i, at det måtte anses som groft uagtsomt ”i relation til smitte med COVID-19 at foretage en ikke-nødvendig rejse til et af Udenrigsministeriet orange-markeret land”.
Flertallet lagde vægt på, at der var tale om en ekstraordinær situation, hvor Udenrigsministeriets rejsevejledning var en følge af, at risikoen forbundet med rejser til orange-markerede lande var alvorlig.
Flertallet lagde endvidere vægt på, at hvis smitte med COVID-19 på visse destinationer ville det være forbundet med store vanskeligheder at få en patient transporteret tilbage til Danmark samt ”store økonomiske omkostninger at foranstalte Corona-relateret behandling i udlandet, hvor sundhedsvæsenet visse steder kan være overbelastede.”
Det forhold, at Sydafrika på afrejsetidspunktet havde et lavere COVID-19 smittetryk end i Danmark, og at FT ville leve afsondret i Sydafrika kunne ikke føre til andet resultat, da forsikringsselskabet ”henset til den ekstraordinære pandemi-situation må være berettiget til uprøvet at lægge Udenrigsministeriets farvekategorier af rejsemål til grund for sin forhåndsvurdering af, om det er groft uagtsomt at foretage en ikke-nødvendig rejse til en destination for så vidt angår dækning af COVID-19-relaterede udgifter.”
Mindretallet angav heroverfor, at bevisbyrden for grov uagtsomhed påhviler forsikringsselskabet, og at dækning ikke kunne afvises med henvisning til Udenrigsministeriets generelle anbefaling om at foretage ikke-nødvendige rejser.
Mindretallet fandt således ikke, at et forsikringsselskab generelt kunne anse rejser til et orange-markeret land for groft uagtsomt i relation til smitte efter COVID-19, idet vurderingen af grov uagtsomhed ”skal tage udgangspunkt i en konkret og beviselig vurdering i forhold til det pågældende rejsemål. Selskabet kan således ikke uprøvet lægge til grund, at klagerens rejse til et orange-markeret land er groft uagtsomt.”
KOMMENTARER
Betydning af ankenævnets kendelse kan ikke begrænses til blot Sydafrika, men må anses at være universel for så vidt angår orange-markerede lande, når henses til flertallets angivelser af, at forsikringsselskabet uprøvet kan lægge Udenrigsministeriets rejseanbefalinger til grund ved vurdering af, om det må anses for groft uagtsomt at rejse til det pågældende rejsemål.
Selvom flertallet fremhæver, at der som følge af pandemien er tale om en ekstraordinær situation, bliver kendelsen også såvel vidtrækkende som opsigtsvækkende, da det – som fremhævet af ankenævnets mindretal – sædvanligvis påhviler forsikringsselskabet konkret at påvise, at en skade er forvoldt ved grov uagtsomhed.
Man må videre stille sig selv spørgsmålet om de vidererækkende konsekvenser af kendelsen. F.eks. kunne det tænkes, at Danmark - baseret på et overforsigtighedsprincip - fastholder en række lande som orange-markerede, mens disse lande ikke er underlagt tilsvarende anbefalinger fra Danmarks nabolande. Med andre ord, vil der kunne være risiko for, at danske rejseforsikringskunder vil være dårligere stillet i forhold til muligheden for opnåelse af forsikringsdækning afhængig af det danske udenrigsministeriums rejsevejledninger, sat i forhold til forsikringskunder i de omkringliggende lande.
Man må endvidere stille sig selv spørgsmålet, om tilsvarende generel grov uagtsomheds vurdering ved undladelse af at følge sundhedsmyndighedernes anbefalinger kan anlægges i forhold til f.eks. vaccination mod hepatitis, eller hvis en dansk forsikringskunde, der ikke er vaccineret, rejser til en region med et højt smittetryk uden at landet er omfattet af rejseanbefalingerne.
Spørgsmål til kendelsen kan stilles til advokat Jesper Ravn.
