Ankenævnet for Forsikring afgjorde den 1. november 2023 endnu en sag vedrørende spørgsmålet om forsikringstagers bevisbyrde ved anmeldelse af tyveri af en bortkommet bil, og herunder betydningen af nøgleudlæsning sammenholdt med forsikringstagers (FT’s) forklaring og en vurdering af den generelle sandsynlighed for, at bilen skulle være blevet stjålet uden brug af rette nøgle.
Sagens baggrund
FT anmeldte i marts 2023, at FT’s bil (en SUV fra 2011, der havde kørt 343.000 kilometer) var blevet stjålet fra gårdspladsen på den landejendom, hvor FT boede med sin samlever. Ved sin telefoniske anmeldelse af tyveriet oplyste FT, at hun sidst havde anvendt bilen den 14. marts 2023, som var to dage før, at FT’s kæreste om morgenen den 16. marts 2023 opdagede, at bilen var væk.
FT oplyste, at hverken hun eller kæresten havde noteret sig noget usædvanligt om natten, hvor bilen skulle være forsvundet, og herunder havde parrets hunde ikke gøet.
Om køb af bilen oplyste FT, at den var købt i 2018 af en forhandler med to nøgler, men at den ene nøgle var bortkommet i forbindelse med en flytning. Udlæsning af den af FT udleverede nøgle viste, at nøglen senest var anvendt til bilen den 5. marts 2023, dvs. 11 dage forud for det anmeldte tyveri.
Under selskabets konsulents besøg på FT’s ejendom kunne det konstateres, at denne lå i landlige omgivelser med ringe trafik på bivejen ved adressen, og at nærmeste nabo var ca. 100 meter væk. Det var umiddelbart konsulentens opfattelse, at man ikke kunne se bilen parkeret på gårdspladsen ved forbikørsel på vejen. Under konsulentens besøg oplyste FT, at der ikke havde fandtes spor på stedet efter indbruddet såsom slæbespor i grus mv. FT oplyste samtidig, at hun var den eneste i husstanden, der havde kørekort, uanset at husstanden havde to registrerede biler. FT oplyste samtidig, at hun primært havde anvendt den forsvundne bil, da der var bedst plads, og at de gerne ville af med husstandens anden bil.
Forespurgt, hvornår bilen sidst var benyttet, bekræftede FT oplysningerne i den telefoniske anmeldelse, nemlig at hun senest havde benyttet bilen den 14. marts 2023, og at bilen sidst var set den 15. marts 2023. FT oplyste, at hun kørte 2-3 gange om ugen i bilen på både korte og lidt længere ture.
Da konsulenten foreholdt FT udlæsningen fra bilens nøgle, hvorefter den senest var brugt 5. marts 2023, angav FT sig uforstående heroverfor og fastholdt umiddelbart sin forklaring. Hun oplyste dog også, at hun også kørte i den anden bil, men at hun ikke præcist kunne huske, hvornår hun havde kørt i denne. Hun angav så, at hun ikke kunne afvise, at hun havde kørt i parrets anden bil, og at hendes angivelse ved anmeldelsen havde været udtryk for en misforståelse.
Selskabet afviste herefter dækning med henvisning til, at det efter nøgleudlæsningen fra bilen måtte lægges til grund, at denne senest var anvendt 11 dage forud for det anmeldte tyveri, og at dette var uoverensstemmende med FT’s forklaring i forbindelse med anmeldelsen og efterfølgende forklaring til skadekonsulenten, ligesom det ikke i øvrigt fandtes sandsynligt, at bilen skulle være blevet borttaget uden rette nøgle.
Ankenævnets kendelse
FT indbragte sagen for Ankenævnet for Forsikring, hvor det bl.a. af FT’s advokat blev anført, at brugen af den forsvundne bil måtte have været i overensstemmelse med de udlæste nøgledata, og at det ikke havde betydning, at FT måtte have forvekslet tidspunktet for brugen af husstandens to biler.
Ankenævnet refererede FT’s oplysninger fra anmeldelsen af skaden samt fra selskabets undersøgelsesrapport og angav herefter, at nævnet efter en gennemgang af sagen ikke fandt grundlag for at kritisere selskabets afvisning af, at der forelå en dækningsberettiget forsikringsbegivenhed. Ankenævnet angav, at der blev lagt vægt på, at bilen var udstyret med startspærre, ”hvilket i tydelig grad vanskeliggør tyveri og forudsætter anvendelse af specialudstyr”. Herudover lagde ankenævnet vægt på, at FT var i besiddelse af bilens eneste nøgle, og at der ikke var spor på stedet, hvor bilen havde holdt, samt at der var tale om en ældre bil med et højt kilometertal.
Kommentarer
Ankenævnets kendelse er for så vidt i overensstemmelse med ankenævnets praksis på området, når der – som her – foreligger uoverensstemmende oplysninger mellem de data, der bliver udlæst fra bilens nøgle, og FT’s forklaring om brug af bilen, hvilken forklaring efterfølgende blev ændret. Det er endvidere i overensstemmelse med øvrig forsikringsretlig praksis om at lægge FT’s første forklaring (i anmeldelsen) til grund i forbindelse med en senere divergerende forklaring. Disse forhold skærper FT’s bevisbyrde for, at bilen måtte være bortkommet som anmeldt af FT, og altså dermed stjålet ved en dækningsberettiget forsikringsbegivenhed. I denne vægtning indgår naturligvis også, at der var tale om en ældre ikke tyvetækkelig bil, som i givet fald skulle være blevet bortfjernet uden nogen former for spor fra den relativ øde beliggende landejendom.
Det er værd at bemærke, at ankenævnets praksis er relativt konsistent på dette punkt, og herunder lægger ankenævnet vægt på, at der er startspærre i bilen. Dette synes bevidst at være en afstandtagen fra visse skønserklæringer, der bl.a. er indhentet i forbindelse med retssager, hvor det angives, at det via anvendelse af det rette udstyr (som er tilgængelig på internettet) er muligt at omgå bilens startspærre relativt hurtigt. Der er ikke nogen tvivl om, at det er teknisk muligt at omgå (så godt som) alle bilers startspærre med det rette udstyr og den rette viden om brugen af udstyret. Dette er imidlertid ikke det samme som, at dette er sandsynligt, hvilket Ankenævnet synes klart at markere!
Sagen er for selskabet ført af advokatfuldmægtig Amalie Kaare Rubeck.
Comments