Retsplejelovens § 368a, som trådte i kraft i 2014, giver landsretten mulighed for at afvise en ankesag, hvis der ikke er rimelig udsigt til, at en byretsdom vil få et ændret resultat i landsretten. I en ny dom har Østre Landsret netop vurderet, at en ankesag kunne afvises efter Retsplejelovens § 368 a.
En person, A anlagde sag mod et forsikringsselskab og en taksator, idet A var af den opfattelse, at forsikringsselskabet og taksatoren skulle dække en række udbedrings-omkostninger, som A havde afholdt på sin ejendom i forbindelse med stormen Bodil. A tabte byretssagen ved dom af 4. oktober 2018 på grundlag af manglende bevis for, at forsikringsselskabet eller taksator havde givet løfte om at ville afholde udgifterne. A indgav ankestævning til Østre Landsret, der ved dom af 12. februar 2019 fandt, at der ikke var udsigt til, at sagen ville få et andet udfald end i byretten, og eftersom sagen ikke i øvrigt var principiel eller der var andre grunde, som talte for en landsretsbehandling, afviste landsretten ankesagen.
Ankebegrænsningen i Retsplejelovens § 368 a
Retsplejeloven § 368 a, stk. 1 indeholder en indskrænkning af ankeadgangen, og landsretten kan efter bestemmelsen afvise at behandle en ankesag, hvis ”… der ikke er udsigt til, at sagen vil få et andet udfald end for byretten, og sagen ikke er af principiel karakter eller andre grunde ikke i øvrigt taler for, at sagen skal behandles af landsretten”.
Bestemmelsen blev bl.a. indført for at sikre en bedre og mere effektiv behandling af sager ved domstolene, og der henvises i forarbejderne til de tilfælde, hvor appellanten henviser til samme påstand og anbringender som for byretten, og hvor der i øvrigt intet anføres til støtte for, at byrettens resultat er forkert. Derudover fremgår det af forarbejderne til bestemmelsen, at ankebegrænsningen forudsættes anvendt særligt i den situation, hvor den tabende part alene anker grundet denne ønsker afslutningen af sagen udskudt og dermed også fuldbyrdelsen udskudt (også benævnt som ”kreditanker”).
Ifølge forarbejderne til bestemmelsen, er bestemmelsen ikke udarbejdet med henblik på at landsretten skal foretage en systematisk screening af samtlige ankesager i landsretten, eftersom to-instansprincippet fortsat er udgangspunktet i dansk ret.
Østre Landsrets dom af 12. februar 2019
A’s fritidsejendom var ramt af stormflod efter stormen ”Bodil”, og skaden blev opgjort efter stormflodsordningens regler af A’s forsikringsselskab. A stævnede forsikringsselskab og taksator, og gjorde gældende, at selskabet og taksatoren skulle betale A for de udgifter, som A havde anvendt til udbedring af skader, som ikke var dækket efter stormflodsordningen regler. A gjorde gældende, at forsikringsselskabet og taksatoren havde afgivet tilsagn/løfte om dækning og i øvrigt iværksat udbedringstiltag.
Københavns Byret afsagde dom i sagen den 4. oktober 2018 og fandt, at A ikke havde godtgjort, at hverken selskabet eller taksatoren havde givet noget udtrykkeligt løfte om at afholde udbedringsomkostningerne, ligesom det ikke blev godtgjort, at A havde rimelig grund til at tro, at udgifterne ville blive godtgjort.
Herefter ankede A dommen til landsretten, og i selve ankestævningen, var der ingen nærmere begrundelse eller redegørelse for, hvorfor byrettens resultat var forkert. Følgende fremgik bl.a. af A’s ankestævning: ”Appellanten agter til støtte for de nedlagte påstande at fastholde de for Københavns Byret fremførte anbringender og bevisligheder, således som de fremgår af den påankede dom og de forud for domsafsigelsen afgivne processkrifter.”
Forsikringsselskabet og taksator påstod efterfølgende afvisning efter Retsplejelovens § 368 a, stk. 1 og redegjorde ved ankesvarskriftet for på hvilket grundlag byretsdommen var afsagt (de relevante beviseligheder), og gjorde gældende, at A netop ikke havde fremsat nye anbringender eller fremlagt nye beviser i sagen.
Herefter gav landsretten i overensstemmelse med Retsplejelovens § 368 a, stk. 2 parterne 14 dage til afgive sine bemærkninger til landsrettens overvejelse om at afvise sagen, og A fremkom ikke med bemærkninger til spørgsmålet, om ankens afvisning efter retsplejelovens § 368 a.
Landsretten lagde i præmisserne vægt på, at sagen vedrørte et bevisspørgsmål, og at A ikke for landsretten havde fremsat nye påstande og anbringender eller fremlagt nye beviser. Landsretten fandt herefter, at der ikke var udsigt til, at sagen vil få et andet udfald end i byretten.
Bemærkninger
Dommen viser, at landsretten praktiserer afvisning efter § 368a i sager, der afgøres på bevisets stilling, og er et eksempel på, at det ikke alene er kreditanker, som afvises ved landsretten. Dommen tydeliggør også væsentligheden af, at en appellant sikrer udarbejdelse af en ankestævning, som tilkendegiver på hvilket grundlag byrettens afgørelse er forkert, og hvilke synspunkter der påberåbes til støtte herfor. Det er således ikke tilstrækkeligt at henvise til de samme beviser og anbringender for byretten, da der er risiko for at ankesagen afvises i medfør at Retsplejelovens § 368 a, hvis ikke der er tale om et principielt spørgsmål eller andre grunde i øvrigt skulle tale for prøvelse.
Sagen er for forsikringsselskabet og taksator ført af advokat Laura Kragh.
Comments