Med dommen afsagt af Københavns Byret den 14. maj 2024 er der sat foreløbigt punktum for denne sag, der har et langt forløb bag sig, og som ARK har bistået i både under retssagen men også i en årrække under den administrative sagsbehandling i Arbejdsmarkedets Erhvervssikring og Ankestyrelsen.
Sagen udspringer af en arbejdsulykke den 27. januar 2012, hvor en indehaver – med oprindelse fra Balkan - af et rengøringsfirma påstod at være faldet ned ad en trappe. Skadelidte opsøgte først egen læge ca. 2 uger senere, hvor der ikke blev konstateret objektive fund af betydning. Heller ikke senere udredning, undersøgelse og scanninger afslørede fund, der stammede fra et faldtraume, men der blev dog konstateret blandt andet degenerative forandringer. Generne, som arbejdsskademyndighederne fandt var en følge af ulykken, var primært nakkesmerter og smerter i højre skulder, hovedpine, svimmelhed og kognitive gener.
Skadelidtes helbredstilstand var generelt meget dårlig, og han redegjorde for omfattende og mangeartede gener, blandt andet under en speciallægeundersøgelse, hvor skadelidtes finger-gulv-afstand blev beskrevet som ”uendelig”. Lægen konkluderede blandt andet, at der var diskrepans mellem subjektive symptomer og objektive fund.
Skadelidte blev også vurderet af en neuropsykolog, der gennemførte et testforløb med skadelidte, hvis præstationsniveau blev beskrevet som ”påfaldende nedsat”.
En vis uoverensstemmelse blev ligeledes noteret under et behandlingsforløb, hvor skadelidte blev observeret komme gående ind i et træningslokale i et normalt gangmønster og uden påfaldende optræden, herunder fremstod skadelidte ikke smerteplaget. Dette billede blev ikke opretholdt, efter der var etableret kontakt med behandleren, idet skadelidte – da han blev hentet i venteværelset – ”… bliver […] med et forpint og har ligeledes svært ved at gå mod mit kontor hvilket tager ca. 10 min for at gå ca. 300 meter”. Behandleren konkluderede, at ”Det er meget svært at vurdere i hvor høj grad skadelidtes smertepåvirkning er reel.”
Under flere praktikforløb var skadelidte alene i stand til at arbejde i meget begrænset omfang. Blandt andet blev han beskrevet som motorisk hæmmet, han havde svært ved at håndtere helt simple arbejdsopgaver og skulle have hjælp med alt. Det var alene muligt for ham at holde sig i gang 50-60 minutter ad gangen, hvorefter han tilbragte resten af tiden på sit værelse med nedrullede gardiner. Han var forhindret i at deltage i sociale sammenhænge og var lys- og lydoverfølsom. Han skulle have hjælp til personlig hygiejne, og han skulle have sin hustrus hjælp til at få tøj på overkroppen.
Arbejdsopgaverne under praktikforløbet i form af bl.a. at lave bestiksæt bestående af en kniv og en gaffel, der skulle samles og herefter rulles ind i en serviet, blev udført i udtalt lav hastighed - mellem 12 og 19 på 40 min. – svarende til 2-3 minutter pr. sæt. Skadelidte kunne heller ikke fylde salt og peberbøsser uden hjælp.
Over for disse beskrivelser stod blandt andet en række offentligt tilgængelige videooptagelser, som selskabet havde sikret fra YouTube.
Disse optagelser – over flere timer – viste skadelidte som vært ved en storslået familiefest afholdt i traditionen fra skadelidtes hjemland på Balkan. Ved festlighederne deltog flere hundrede gæster, og der var hyret på kendte sangere og musikere fra Balkan til at underholde, herunder særligt en meget kendt sangerinde fra skadelidtes hjemland. At videoerne fremgik et generelt højt støjniveau og mange mennesker, og som øjensynligt vært for arrangementet var skadelidte i fokus på videooptagelserne. Under festen fik sangerne – i overensstemmelse med traditionen – kontantbeløb af publikum, herunder bl.a. 500 Euro-sedler.
Skadelidte fremstod smilende og imødekommende, ikke smerteplaget, ikke følsom over for hverken lys eller lyd, indgik i sociale relationer uden besvær, kunne løfte højre arm over skulderhøjde (og lod i øvrigt ikke til at skåne den ”dårlige” skulder frem for den anden) og var også i stand til jævnligt at skænke spiritus op i små glas. Dette i modsætning med praktikforløbet, hvor skadelidte havde betydelige skånehensyn og kun med stort besvær kunne fylde salt og peberbøsser grundet manglende finmotorik og begrænset griberefleks i højre hånd. På videoen syntes grebet omkring spiritusflasken – med højre hånd – ikke at udgøre et problem, når skadelidte skænkede op, ligesom han fint var i stand til at ramme de små glas – der blev håndholdt i luften – uden at spilde.
Også andre forhold i sagen kunne tyde på, at skadelidte havde et bedre funktionsniveau, end hvad han demonstrerede i kommunalt regi, blandt andet blev der stiftet et rengøringsfirma i hjemlandet på Balkan i hans navn, ligesom det blev oplyst i et netmedie i skadelidtes oprindelsesland, at han havde finansieret barnedåben, som angiveligt havde kostet 500.000 EUR, og at han var ejer af et rengøringsfirma. Dette var umiddelbart vanskeligt foreneligt med hans daværende indtægt på offentlige ydelser, og skadelidte bestred da også rigtigheden af oplysningerne fra netmediet, idet han dog vedstod, at det var ham på videoerne.
Selskabet redegjorde for disse forhold, hvilket Ankestyrelsen imidlertid ikke fandtes af betydning, og det blev lagt til grund, at skadelidtes samlede erhvervsevnetab var 60%, hvoraf ca. 1/3 fandtes at skyldes konkurrerende gener. Skadelidte blev derfor tilkendt 40% midlertidigt erhvervsevnetab som følge af arbejdsulykken.
Skadelidte blev siden tilkendt fleksjob i sønnens rengøringsvirksomhed, der drives under næsten samme navn som skadelidtes oprindelige virksomhed. I fleksjobbet arbejder skadelidte et par timer om ugen eller ca. 12 timer om måneden.
Selskabet udtog herefter stævning, og sagen blev forelagt for Retslægerådet, der vurderede, at skadelidtes gener ikke kunne henføres til ulykken, idet ”Retslægerådet finder ikke i sagens akter tidstro oplysninger i relation til det beskrevne ulykkestilfælde den [dato], og [skadelidte] konsulterer først læge 2 uger efter det anførte ulykkestilfælde. Retslægerådet vurderer, at [skadelidtes] symptomer opremset ovenfor ikke (mindre end 50% sandsynligt) kan forklares af ulykkestilfældet.”
Dette gav ikke Ankestyrelsen anledning til at genoptage sagen, idet Ankestyrelsen i stedet angav, at Retslægerådets vurdering var baseret på en forkerte forudsætninger om strakssymptomer, og at dette var en juridisk bevisvurdering, som måtte foretages af retten.
Som det fremgår af dommen, fandt retten at måtte lægge afgørende betydning på Retslægerådets udtalelse, som i kombination med blandt andet beskrivelsen af diskrepans i speciallægeerklæringen, beskrivelsen af skadelidtes fremtræden i træningslokalet og videooptagelserne af skadelidte medførte, at forsikringsselskabet havde tilvejebragt det fornødne sikre grundlag for at kunne tilsidesætte Ankestyrelsens afgørelse, jf. ASL § 12, stk. 2.
Ankestyrelsen har den 21. maj 2024 truffet ny afgørelse om, at hændelsen ikke er en arbejdsskade, hvorfor dommen ikke ankes.
Bemærkninger
Dommen viser – endnu engang – at screeningsprocessen i skadebehandlingen er vigtig for at afdække de sager, hvor ”pengene ikke passer”. Dette kan fx føre til OSINT-undersøgelser, som illustrerer uoverensstemmelse mellem den skadelidtes nedsatte funktionsniveau og de aktiviteter, som skadelidte i øvrigt kan udføre.
Der skal naturligvis være plads til, at skadelidte også har et socialt liv og kan dyrke fritidsaktiviteter, selv med en nedsat funktionsevne, der medfører et erhvervsevnetab, men der skal være sammenhæng. Det funktionsniveau, der afdækkes i forbindelse med arbejdsprøvninger og praktikker, skulle imidlertid gerne matche det funktionsniveau, skadelidte i øvrigt kan opretholde – med forståelse for, at der ikke stilles samme krav til rekreative formål som til indtægtsgivende arbejde.
I sager hvor der er udtalt diskrepans mellem fx konkrete beskrivelser af arbejdsaktiviteter, som den skadelidte ikke kan håndtere, og de sociale aktiviteter, som skadelidte laver i sin fritid, kan der være grundlag for at iværksætte undersøgelser med henblik på at afdække, om diskrepansen er af en sådan karakter, at der er grundlag for at udfordre myndighedernes afgørelser.
Denne sag er et eksempel på, at selskabets screeningsproces og OSINT-undersøgelse afdækkede en række forhold, som – efter vores vurdering – i sig selv burde have ledt til genoptagelse af sagen, og herunder orientering af skadelidtes hjemkommune efter ASL § 35a. Undersøgelserne var sammen med (og særligt) udtalelsen fra Retslægerådet (som også var forelagt videooptagelserne) tilstrækkeligt til at tilvejebringe fornødent sikkert grundlag for at tilsidesætte arbejdsskademyndighedernes afgørelse.
I lyset af det nu tilkendte fleksjob på få timer ugentligt er det en betydelig erstatning, selskabet kunne have forventet at betale i henhold til Ankestyrelsens afgørelse, der altså nu er tilsidesat af Københavns Byret.
Spørgsmål til sagen kan rettes til advokat Anja Hejde, der har ført sagen for selskabet.
コメント