Skrothandler hæftede efter DL 3-19-2 for ansvar for bekendts forvoldelse af brand ved opskæring af olietank.
En forsikringstager B havde købt en ejendom til renovering. I forbindelse hermed kontaktede han skrothandler S v/A, som tidligere havde fjernet metalskrot fra hans ejendomme og hans virksomhed.
Link
S kørte en bekendt D til ejendommen, hvor D påbegyndte opskæring af olietanken i kælderen under ejendommen. Mens D kort var oppe fra kælderen opstod der brand, som forvoldte sodskader, der af forsikringsselskabet blev erstattet med i alt ca. kr. 285.000.
Forsikringsselskabet rettede et regreskrav mod S (enkeltmandsvirksomhed) med påstand om, at S hæftede for D's ansvarspådragende handling i forbindelse med opskæring af olietanken uden at sikre sig, at denne var tømt, og uden at sikre sig, at dette kunne ske på forsvarlig vis.
S nægtede ansvar. Han gjorde for det første gældende, at D havde udført arbejdet selv uden forudgående aftale med S (og altså efter direkte aftale med forsikringstager B), og for det andet at han ikke kunne anses for arbejdsgiver for D. Det bemærkes, at D var på kontanthjælp gennem en længere årrække, og at S under hovedforhandlingen oplyste, at S blev honoreret med kr. 500 per dag som "tak for hjælpen" for at bistå med opgaver. D nægtede for landsretten, at han havde modtaget sådanne beløb, men angav, at han engang imellem hjalp S mod at få "en bid mad og en øl".
Forklaringerne om etableringen af aftalen om opskæring af olietanken var ganske divergerende, men B fastholdt, at han havde indgået aftale med S herom, og D fastholdt, at han var blevet anmodet om at udføre opgaven af S.
Både by- og landretten fandt det bevist, at aftalen om udførelse af arbejdet var indgået mellem S og B. Herefter fandtes det bevist, at D havde udført opskæringen af olietanken uforsvarligt og havde forvoldt branden ved i hvert fald simpel uagtsomhed. Da både by- og landsretten herefter fandt, at D var i et hvervgiver/hvervtager forhold til S, fandtes S at hæfte for D's ansvarspådragende handling efter Danske Lov 3-19-2.
Landsretten fandt forsikringsselskabets regreskrav, der var baseret på taksators opgørelse, tilstrækkeligt dokumenteret, idet der dog skete en skønsmæssig reduktion med ca. 20% af den del af kravet, der bestod i arbejde udført af forsikringstager B's eget firma i forbindelse med reparationerne.
Uanset, at S ikke havde ansvarsforsikring fandtes der ikke grundlag for at lempe hans erstatningsbyrde efter EAL § 24, idet hans regnskaber vidste betydelig omsætning og overskud.
Sagen har for forsikringsselskabet for landsretten været ført af advokat Jesper Ravn.
Comments