Vestre Landsret frifandt ved dom af 30. marts 2020 en arbejdsgiver for erstatningsansvar over for en rutineret ansat, som var kommet til skade ved en faldulykke. Det fastslås i dommen, at en ansat, som har betydelig rutine, herunder med den specifikke arbejdsopgave, ikke kan holde sin arbejdsgiver ansvarlig for en ulykke, som ikke skyldes en overtrædelse af Arbejdsmiljøloven fra arbejdsgiverens side.
Sagen kort
Skadelidte var ca. 1 måned før arbejdsulykken blevet ansat som kranchauffør. Der var ved ansættelsen særligt lagt vægt på hans omfattende erfaring på ca. 25 år, herunder godt 10 års erfaring med den type arbejdsopgave, som han udførte, da han kom til skade. Arbejdsgiveren havde forud for ansættelsen set skadelidte udføre denne type arbejdsopgave, og havde af den grund ikke fundet behov for at instruere skadelidte herom ved ansættelsen.
Henset til skadelidte omfattende erfaring, mente arbejdsgiveren endvidere ikke, at der påhvilede denne en forpligtelse til at føre tilsyn, ligesom tilrettelæggelsen af skadelidtes arbejde under den konkrete opgave efter arbejdsgiverens vurdering kunne overlades til den ansatte, idet opgaven måtte anses for at være en rutinemæssig opgave for skadelidte.
Ved ulykken faldt skadelidte ca. 1,8 meter ned fra en repos på en trailer, hvorfra arbejdsopgaven blev udført. Skadelidte arbejdede alene på opgaven, og der var ingen vidner, ligesom skadelidte ikke kunne hverken erindre eller begrunde, hvorfor han var faldet ned fra reposen.
Henset til arbejdets udførelse i under 2 meters højde, gjaldt der ikke særlige regler for så vidt angik faldsikring.
By- og landsrettens dom
Byretten dømte arbejdsgiveren med den begrundelse, at der burde have været sat rækværk på reposen, selvom dette ikke var et krav ifølge Arbejdstilsynet.
Byrettens dom blev anket, og Vestre Landsret fandt i modsætning til byretten, at arbejdsgiveren ikke var ansvarlig for arbejdsulykken.
Landsretten fandt det ikke uansvarligt, at arbejdsgiveren - henset til opgavens karakter og skadelidtes erfaring - overlod planlægningen af arbejdsopgavens udførelse til skadelidte. Arbejdsgiver kunne heller ikke kritiseres for ikke at have instrueret skadelidte, og der kunne ikke kræves tilsynsførelse ved en så rutineret ansats udførelse af en for ham sædvanlig opgave. Landsretten lagde endvidere vægt på, at der ikke var vidner til arbejdsulykken, og at skadelidte ikke kunne huske noget fra hændelsen, hvorfor bevisbyrden vedrørende selve ulykken ikke var løftet.
Vestre Landsret fandt endelig anledning til at angive, at der netop ikke er et lovkrav om, at der skulle have været et rækværk rundt om den relevante repos, sådan som byretten havde begrundet sin dom med.
Kommentarer
Vestre Landsrets dom fastslår, at en arbejdsgiver er overladt en vis selvstændig vurdering af, hvorledes Arbejdsmiljølovens regler skal efterleves i forhold til den enkelte ansatte, og at udstrækningen af pligterne efter Arbejdsmiljøloven (og de i retspraksis udviklede krav til tilsyn, instruktion mv. i arbejdsskadesager), skal vurderes konkret i forhold den ansattes erfaring, herunder særligt ved udførelse af simple og/eller rutineprægede opgaver. Der kan henvises til eksempelvis Højesterets dom U2012.2322/2H samt til en righoldig praksis fra landsretterne.
Hvis ikke der foreligger bevis for en ansvarspådragende undladelse fra arbejdsgiverens side, og hvis der generelt består usikkerhed omkring selve årsagen til hændelsen, så kan arbejdsgiveren ikke holdes erstatningsansvarlig.
Sagen blev for landsretten ført af advokat Mikkel Bruun-Larsen for arbejdsgivers ansvarsforsikringsselskab.
For yderligere angående dommen kan advokat Joakim Bondesen kontaktes.
Læs byrettens dom her
Læs landsrettens dom her
