Borgarting Lagmannsret stadfæstede den 1. juli 2022 dommen afsagt af Tingsretten i Oslo, hvorefter Peter Stordalens Strawberry hotelkoncern ikke havde dækning for driftstab som følge af Covid-19 nedlukninger under en forsikring tegnet hos Codan.
Sagen har særligt i Norge haft meget stor bevågenhed allerede af den årsag, at selvom den konkrete sag alene vedrørte et relativt begrænset driftstabskrav på NKR 3 mio. for en del af koncernen (Norefjell Ski & Spa AS), så havde dommen betydning ca. 240 hoteller mv. omfattet af masterpolicen hos Codan, og en reel sagsgenstand på ca. NKR 1,2 milliard.
Hovedspørgsmålet i sagen var grundlæggende, om en dækningsudvidelse i forsikringen for "tapte inntekter som følge av…epidemisk utbrudd" kunne udløse dækning for tvangsnedlukningen af koncernens hoteller på grund af Covid-19 i marts 2020.
Tingsretten frifandt Codan bl.a. med henvisning til oplysninger om parternes forudsætninger ved tegningen af forsikringen og herunder det forhold, at epidemi-klausulen var tariferet til en meget lav præmie. Tingsretten angav, at koncernen bl.a. under disse omstændigheder ikke kunne have haft en berettiget forventning om dækning.
Lagmannsretten indledte dommens præmisser med at angive, at der særligt i en forsikringsaftale for en erhvervsdrivende kræves stærke holdepunkter for at fravige, hvad der ellers følger af en naturlig sproglig fortolkning af aftalen. Dog angav Lagmannsretten tillige, at der måtte lægges vægt på, at klausulen for epidemi-dækning var særskilt forhandlet mellem parterne, ligesom der måtte lægges vægt på den præmie, der var beregnet for dækningen.
Ved tolkningen af klausulen lagde retten herefter vægt på, at det af forsikringens generelle vilkår fremgik, at driftstabet skulle knytte sig til forsikringsstedet (hotellet), og at der ikke ved tolkningen af epidemi-dækningen kunne bortses herfra. Lagmannsrettens angav videre, at det ikke var bevist, at koncernens forsikringsmægler under udbuddet af forsikringen og forhandlingerne med underwriteren hos Codan skulle have tydeliggjort en forutsætning om at fravige de generelle vilkårs krav om, at et udbrud skulle knytte sig til selve hotellet.
Herefter angav Lagmannsretten, at det måtte lægges til grund, at præmien ville have været 50 gange højere, hvis forsikringen skulle have omfattet universel epidemi-dækning, og at det havde formodningen imod sig, at Codan skulle have indgået en aftale om ubegrænset epidemi/pandemiforsikring uden at forhøje præmien, om end Lagmanssretten angav, at dette kun blev tillagt begrænset vægt i vurderingen.
Sammenfattende angav Lagmannsretten herefter, at det ikke var godtgjort, at klausulen om, at selve udbruddet skulle være sket på selve hotellet (”sted-kravet”), ikke var fraveget ved dækningsudvidelsen, hvorfor koncernen ikke havde dækning for en generel Covid-19 nedlukning foranstaltet af myndighederne. Det konkrete forhandlinger – herunder det forhold, at forsikringsmægleren ikke havde tydeliggjort sin påståede forudsætning over for Codan – kunne ikke føre et andet resultat, hvorfor Codan frifandtes.
Kommentar
Vi har tidligere omtalt de principielle domme, der er faldet i UK, Tyskland og Sverige om fortolkning af klausuler for epidemi-dækning på vores hjemmeside. Med den nye norske dom cementeres blot den tendens, der har været tydelig i afgørelserne, nemlig at der i dommene afsagt efter kontinental ret er lagt langt mere vægt på formålsfortolkning mv. end dommene afsagt i UK og dermed afgjort efter Common Law.
Vi er hos ARK ikke bekendt med, at der i Danmark skulle være faldet hverken rets- eller voldgiftsafgørelser, der skulle have tillagt dækning under epidemi-klausuler efter dansk ret.
Sagen er for Codan (nu Tryg) i Norge ført af advokat Jørgen Svartebekk, Risa.
