Ankenævnet for Forsikring har i en årrække anlagt den praksis, at det (reelt) ikke er muligt for et forsikringsselskab at gøre regres for erstatninger udbetalt under motoransvarsforsikringen uanset, at motoransvarsforsikringen er tegnet på grundlag af urigtige risikooplysninger om ejer-/brugerforholdet.
Ankenævnet har i praksis blandt andet lagt vægt på færdselslovens § 108, stk. 2, hvorefter der alene kan gøres regres mod føreren af en bil, hvis en motoransvarsskade er forvoldt ved forsæt eller grov hensynsløshed. Ankenævnets praksis er bl.a. begrundet i et beskyttelseshensyn over for forsikringstager ”mod at komme til at hæfte for et ukendt og potentielt meget betydeligt erstatningsansvar i tilfælde af en ansvarsskade”, og uanset at forsikringsaftalelovens § 6 (om afgivelse af urigtige risikooplysninger ved simpel uagtsomhed) ikke er begrænset til tingsforsikringer, men tillige omfatter ansvarsforsikringer.
Dog har Ankenævnet accepteret, at et enkelt større forsikringsselskab i betingelserne har indført en grænse (på kr. 41.480) for pro rata regres under ansvarsforsikringen, hvis forsikringstager har afgivet urigtige oplysninger om ejer/bruger forhold, jf. bl.a. AK 94660 og AK 94857. Ankenævnet har henvist til forsikringsbekendtgørelsen under færdselsloven som hjemmelsgrundlag og har derfor krævet, at der i betingelserne var angivet en specifik regresadgang.
Ved Retten i Glostrups dom af 4. november 2021 tages der af retten klart afstand fra ankenævnets praksis på dette punkt, jf. nærmere nedenfor om en tidligere afsagt dom med tilsvarende resultat.
I sagen var der tale om, at Danske Forsikring indtegnede en bil med FT som ejer og primær bruger. Det var i direkte i forsikringsbetingelserne angivet, at selskabet skulle have meddelelse, hvis bilen blev anvendt af en anden fast bruger, og at retten til erstatning blev nedsat helt eller delvist.
Den 15. marts 2016 var bilen involveret i et færdselsuheld, mens FT’s søn var fører af bilen. Skaden blev anmeldt af FT’s søn, og det samlede erstatningskrav efter ansvarsskaden blev opgjort til ca. kr. 78.000, som Danske Forsikring udbetalte til det regressøgende selskab.
Herefter foretog Danske Forsikring nærmere undersøgelser, hvorved det konstateredes, at den forsikrede bil frem til den 10. januar 2016 (ca. 2 uger forud for indtegning af forsikring hos Danske Forsikring) havde været indregistreret med FT’s søn som primær ejer/bruger. Det viste sig endvidere, at banken havde tinglyst ejendomsforbehold i bilen med sønnen som debitor på lånet. Herudover kunne det konstateres, at FT havde to andre biler forsikret hos Danske Forsikring, og at den ene af disse tidligere havde været forsikret i 2015 med sønnen som primær ejer/bruger.
Herefter afviste selskabet den 31. maj 2016 at betale erstatning for skaden på bilen (under kaskoforsikringen), hvor bilens totalskade var opgjort til kr. 40.000, med henvisning til, at der var afgivet urigtige risikooplysninger om ejer-/brugerforholdet, idet sønnen måtte anses som primær bruger af bilen.
Forsikringsselskabet opgjorde herefter et pro rata krav for så vidt angå ansvarsudgiften med henvisning til, at præmien for ansvarsforsikring ville have været væsentligt højere, hvis forsikringen var blevet indtegnet med sønnen som primær bruger. Selskabet fremsatte på dette grundlag et regreskrav på ca. kr. 20.000.
FT indbragte sagen for Ankenævnet for Forsikring den 29. september 2017, der fandt det sandsynliggjort, at der var afgivet urigtige risikooplysninger om ejer-/brugerforholdet, hvorfor FT ikke kunne opnå erstatning under kaskoforsikringen. Imidlertid gav ankenævnets flertal FT medhold i, at forsikringsselskabet ikke kunne fremsætte regreskrav for så vidt angår ansvarsudgiften som følge af FT’s urigtige risikooplysninger.
Forsikringsselskabet anfægtede afgørelsen og anlagde sag mod FT med påstand om betaling af kr. 20.000 (svarende til lidt under ¼ af udgiften under ansvarsforsikringen i anledning af uheldet). FT og sønnen bestred under sagen, at sønnen skulle have været primær bruger af bilen, og at der skulle være afgivet urigtige risikooplysninger om ejer-/brugerforholdet.
Retten fandt indledningsvis, at det efter en gennemgang og vurdering af de foreliggende oplysninger, måtte FT og sønnens forklaring om ejer-/brugerforholdet vedrørende bilen ved indgåelsen af forsikringsaftalen tilsidesættes som utroværdige, og det måtte lægges til grund, at der var afgivet urigtige oplysninger om ejer-/brugerforholdet.
Herefter analyserede retten forarbejderne til færdselslovens § 108, stk. 2 og konkluderede, at efter forarbejderne begrænsede bestemmelsen ikke ”forsikringsselskabets ret til regres mod forsikringstageren, når regreskravet begrundede i, at forsikringstageren har afgivet urigtige oplysninger.”
Da der i øvrigt ikke var uenighed om Danske Forsikrings opgørelse af den proratariske hæftelse, gav retten Danske Forsikring medhold i det fremsatte regreskrav.
Da det i øvrigt var godtgjort, at der var afgivet urigtige risikooplysninger, og da retten lagde til grund, at Danske Forsikring ikke ville have tegnet kaskoforsikring for bilen, hvis sønnen havde været angivet som ejer/bruger, frifandtes Danske Forsikring for FT’s krav på dækning.
Ved sagsomkostningsudmålingen lagde retten vægt på, at sagen havde haft principiel karakter for så vidt angår spørgsmålet om regres for ansvarsudgiften, hvorfor sagsomkostningerne vedrørende dette spørgsmål isoleret set blev ophævet.
Kommentarer
Retten i Glostrup når med dommen til samme resultat som Retten i Svendborg i en dom af 17. juni 2020 (ført af Alm. Brand Forsikring), men med nogle præmisser, som er langt mere omfattende. Retten i Svendborgs dom er dog anket til landsretten, og det bemærkes, at Københavns Byret fornylig er kommet til det modsatte resultat uden overhovedet at nævne forarbejderne til FÆL § 108 i dommens præmisser. Også denne dom er anket.
Uanset byretsdommenes begrænsede præjudikatsværdi, , må det på nuværende tidspunkt ligge fast, at ankenævnets praksis på område må anses for ”udfordret”, og at der for forsikringsselskabet herefter består en ret til regres mod forsikringstager for ansvarsskader, hvis der er afgivet urigtige risikooplysninger ved ansvarsforsikringens indtegning.
Dette må principielt set også anses for at gælde i tilfælde, hvor der måtte være tale om f.eks. udbetaling af en meget betydelig personskade (f.eks. i millionklassen) under motoransvarsforsikringen. I den forbindelse bemærkes det, at erstatningsansvarslovens § 24 ikke giver hjemmel til lempelse af et sådant regreskrav, idet der ikke er tale om et erstatningskrav, men derimod om et regreskrav i (forsikringens-)kontrakt.
Sagen er for Danske Forsikring ført af advokat Allan Kvist-Kristensen. Det vides ikke, om dommen ankes.
