A havde i mange år haft en pensionsordning hos arbejdsmarkedspensionsselskab A Pension med tilhørende ret til ægtefællepension (enkepension). Efter forsikringsbetingelserne faldt de i de til enhver tid gældende regler i lovgivningen om bevarelse af ægtefællepensionsret ved separation og skilsmisse anvendelse for ægtefællen.
A blev skilt fra sin tidligere hustru i 1985 ved dom, hvor han blev pålagt bidragspligt overfor eks-hustruen ”indtil videre”, ligesom det af dommen fremgik, at eks-hustruen bevarede sin ret til enkepension ”i henhold til loven”. Ved afgørelse fra Statsforvaltningen fra 2011 blev det bestemt, at eks-hustruens ret til bidrag skulle aftrappes og ophøre pr. maj 2013. Der var ikke i Statsforvaltningens afgørelse angivet noget om eks-hustruens ret til enkepension.
H var blevet gift med A kort efter skilsmissen i 1985, og ved mail af 17. august 2018 rettede H’s advokat henvendelse til A Pension og spurgte, om der ved A’s dødsfald skulle ske deling af ægtefællepensionen mellem H og eks-hustruen. Af mailen fremgik, at A’s bidragspligt overfor ekshustruen var bortfaldet ved Statsforvaltningens afgørelse fra 2011.
A Pension bekræftede ved mail af 20. august 2018, at eks-hustruen ikke ville modtage enkepension.
Kort efter døde A, og ved brev af 24. september 2018 oplyste A Pension, at man nu ville påbegynde udbetaling af (fuld) ægtefællepension til H.
Umiddelbart herefter opdagede A Pension, at oplysningen om H’s ret til fuld enkepension beroede på en fejl, idet eks-hustruen efter loven havde bevaret sin ret til 1/3 af enkepension. Dette blev meddelt H, idet A Pension dog udbetalte fuld ydelse (pr. kulance) i nogle måneder.
H indbragte sagen for Ankenævnet for Forsikring, hvor flertallet fandt, at A Pensions e-mail af 20. august 2018 udgjorde et bindende dækningstilsagn, og at A Pension derfor fremadrettet var forpligtet til at betale fuld enkepension til H.
A Pension anfægtede kendelsen, hvorefter H anlagde sag. Under retssagen bestred H, at eks-hustruen overhovedet havde krav på 1/3 af enkepensionen efter den dagældende enkepensionslovs § 2.
A Pension anerkendte, at mailen af 20. august 2018 var udtryk for fejlskrift, men bestred, at dette kunne binde A Pension til at yde livsvarig (fuld) enkepension til H, som hun ikke var berettiget til efter loven.
Retten frifandt A Pension, idet retten indledningsvis lagde til grund, at eks-hustruen efter den dagældende enkepensionslov §2 var berettiget til 1/3 af enkepensionen, da A ved skilsmissen var blevet pålagt tidsubegrænset bidragspligt. Retten lagde i den forbindelse vægt på, at Statsforvaltningens afgørelse i 2011 alene angav, at bidragets størrelse med virkning fra 2013 skulle nedsættes til kr. 0, men ikke, at bidragspligten herved bortfaldt.
Som en konsekvens af rettens ræsonnement fandt retten, at forudsætningerne opstillet i H’s advokats henvendelse til A Pension baserede sig på en ukorrekt forudsætning, nemlig at bidragspligten var bortfaldet ved Statsforvaltningens afgørelse. Derfor fandt retten, at A Pensions svar til advokaten var korrekt baseret på den (urigtige) forudsætning, at bidragspligten var bortfaldet ved Statsforvaltningens afgørelse.
Derfor fandt retten efter en samlet vurdering, at A Pensions mail af 20. august 2018 ikke kunne anses som et dækningstilsagn, som kunne medføre, at A Pension var forpligtet til at udbetale fuld enkepension til H. Retten lagde vægt på, at H var advokatrepræsenteret, og at A Pensions svar var korrekt baseret på ”de oplysninger, som fremgik af sagsøgers advokats mail”. Retten angav herefter, at det forhold, at A Pension ”ved nærmere gennemlæsning af den vedhæftede afgørelse fra Statsforvaltningen kunne have fået tilstrækkelige oplysninger til at give et fyldestgørende svar, kan ikke føre til et andet resultat”.
KOMMENTARER
Sager vedrørende ”fejlskrift” og spørgsmålet, om et sådan fejlskrift konstituerer et helt eller delvist dækningstilsagn overfor en forsikringstager eller et medlem af en pensionskasse, har over de senere år fyldt en del i både ankenævnets praksis og retspraksis. Grundlæggende støder forsikringsrettens princip om, at et dækningstilsagn som udgangspunkt binder et forsikringsselskab, hvis forsikringstager er i god tro, her sammen med dansk rets altovervejende udgangspunkt om, at man ikke kan kræve erstatning for skuffede forventninger, jf. U1996.200H.
I den forbindelse er rettens analyse af sondringen mellem reduktion af bidragets størrelse til kr. 0, hvilket er forskelligt fra ophør af selve bidragspligten efter loven, sat i forhold til rettens anvendelse af forudsætningslæren i forbindelse med H’s advokats spørgsmål til A Pension, udtryk for en grundig analyse af sagens faktum i forhold til de krav, der alt andet lige må stilles for at forpligte et arbejdsmarkedspensionsselskab til at betale livsvarige ydelser, som efterladte efter loven ikke havde krav på.
Sagen er for A Pension ført af advokat Jesper Ravn. Dommen er ikke anket ved eksekutionsfristens udløb.
