Søg
  • ARK Advokatpartnerselskab

Forældelse i patientskadesager følger principperne i forældelsesloven

Efter § 59, stk. 1, i klage- og erstatningsloven (KEL) skal erstatningskrav skal være anmeldt til Patienterstatningen senest 3 år efter, at den erstatningsberettigede har fået eller burde have fået kendskab til skaden. Ved dom af 27. januar 2022 har Højesteret taget stilling til spørgsmålet om fortolkning af begrebet ”skade” og dermed forældelsesfristens begyndelsestidspunkt.


Sagen omhandlede et forældrepar, hvis datters fødsel i august 2010 havde involveret blandt andet brug af sugekop, hvorved der var pådraget barnet en skade. Fødselsforløbet resulterede i en blødning i hjernen, hvilket forældrene var bekendt med. Blødningen blev forsøgt behandlet med bl.a. indsættelse af kateter, der blev fjernet i september 2011.


Barnet udviklede sig over de følgende år normalt, men fik som 5-årig i 2015 nogle krampetilfælde, der blev diagnosticeret som epilepsi. Det blev meddelt forældrene i november 2015, at det kunne skyldes arvæv som følge af hjerneblødningen og kateteret. Først kort herefter blev skaden anmeldt som en patientskade, og altså senere end 3 år efter den oprindelige skade i form af blødningen i hjernen.


Patienterstatningen og Ankenævnet for Patienterstatningen afviste kravet grundet forældelse. Byretten gav Ankenævnet medhold ud fra en betragtning om, at forældrene var blevet bekendt med, at barnet var blevet påført en skade i forbindelse med fødslen eller behandlingerne umiddelbart herefter, hvorfor den 3-årige frist skulle regnes fra dette tidspunkt.


Landsretten vurderede, at krav som følge af forløbet i forbindelse med og umiddelbart efter fødslen, der blev afsluttet med fjernelse af kateteret i september 2016, var forældet. Derimod fandt landsretten, at erstatningskravet som følge af den efterfølgende diagnosticerede epilepsi ikke var forældet, idet epilepsien først havde manifesteret sig i 2015, hvorfor forældrene først på dette tidspunkt vidste eller burde vide, at datteren tillige havde pådraget sig denne lidelse. Det var alene spørgsmålet om forældelse af epilepsi-lidelsen, der blev indbragt for Højesteret, som stadfæstede landsrettens dom.


I dommen fastslår Højesteret, at skadebegrebet i KEL læner sig op ad skadebegrebet i forældelsesloven, hvilket medfører, at hvis der ved personskade er forskel på tidspunktet for den skadelige påvirkning og tidspunktet for lidelsens opståen – dvs. hvor den skadevoldende handling ikke umiddelbart resulterer i en konstaterbar skade – er det som udgangspunkt tidspunktet for lidelsens opståen, som er afgørende. Følgerne skal altså have vist sig på en sådan måde, at skadelidte havde rimelig anledning til og mulighed for at rejse et (eventuel foreløbigt) erstatningskrav.


Højesteret fandt, at der først var anledning til at rejse krav som følge af epilepsilidelsen på det tidspunkt, hvor forældrene vidste eller burde vide, at datteren havde pådraget sig epilepsi – dvs. i 2015 - og da anmeldelsen var indgivet tidligere end 3 år herefter, var kravet ikke forældet.


Det kan udledes af Højesterets dom, at det ikke nødvendigvis er afgørende, hvornår den oprindelige skade er indtruffet, men at der derimod lægges vægt på, hvornår de erstatningsberettigende følger har vist sig på en sådan måde, at skadelidte vidste eller burde vide, at følgerne kunne begrunde er krav. Først på dette tidspunkt løber den 3-årige forældelsesfrist i KEL – uanset om den oprindelige skade blev anmeldt rettidigt.


Sagen er ført af advokat Henrik Ejlersen for forældrene og af advokat Inge Houe for Ankenævnet for Patienterstatningen.


Spørgsmål til dommen kan rettes til advokat Anja Hejde.


Læs Højesterets dom her

Læs Vestre Landsrets dom her

Læs Retten i Viborgs dom her