top of page
Søg
  • Forfatters billedeARK Advokatpartnerselskab

Højesterets dom af 14/5/2024 - Kommunes dagpengeregres skulle forrentes efter EAL § 16

Højesteret har i dag taget stilling til det principielle spørgsmål, om hjemmelsgrundlaget for forrentning af en kommunes regreskrav skal findes i erstatningsansvarsloven (EAL) § 16 eller i rentelovens § 3.


Østre Landsret fandt i U.2016.1787Ø, at en kommunes regreskrav skal forrentes efter rentelovens bestemmelser, mens Vestre Landsret i den indankede dom af 4. juli 2022 fandt, at kravet skulle forrentes efter EAL § 16. Højesteret har tilsluttet sig Vestre Landsrets vurdering og fundet, at kravet skal forrentes efter EAL § 16. Højesteret har herefter foretaget en konkret vurdering af, hvornår forsikringsselskabet var i besiddelse af tilstrækkelige oplysninger til at kunne vurdere regreskravet.


Sagens baggrund


Sagen vedrørte spørgsmålet, om en kommune havde ret til renter af et regreskrav fremsat overfor et forsikringsselskab for udbetalte sygedagpenge til en skadelidt efter et færdselsuheld i marts 2017.


Forsikringsselskabet havde som ansvarsforsikrer for det skadevoldende køretøj løbende foretaget skadebehandling i anledning af skadelidtes erstatningskrav. Der havde dog i en periode været forskellige skadebehandlere på hhv. sagen med skadelidte og regressagen.


Den 13. november 2017 rejste kommunen krav om sygedagpengeregres for udbetalte sygedagpenge for perioden den 19. april - 22. oktober 2017. Den 20. januar 2020 fremsatte kommunen yderligere krav om betaling af regres for en periode frem til 26. januar 2019. Forsikringsselskabet bad kommunen om at dokumentere kravet, hvorefter kommunens advokat ved brev af 25. marts 2020 fremsendte en redegørelse for den kommunale opfølgning sammen med 700 siders kommunale sagsakter. Selskabet betalte herefter det samlede regreskrav.


Der opstod herefter tvist mellem parterne, om kommunens krav skulle forrentes fra én måned efter kommunens fremsættelse af kravene i henholdsvis 2017 og 2020.


Byrettens dom


Kommunen gjorde gældende, at kravene skulle forrentes tilbage i tid, eftersom forsikringsselskabet allerede havde fået fremsendt akter løbende fra skadelidtes advokat (der var fra samme advokatkontor som kommunens advokat) og dermed, at kravet i henhold til EAL §16 skulle forrentes fra dette tidspunkt, da forsikringsselskabet allerede var i besiddelse af tilstrækkelige oplysninger til at vurdere regreskravet.


Forsikringsselskabet gjorde gældende, at det ikke var muligt at vurdere om kommunens krav var berettiget, herunder både i forhold til spørgsmålet om årsagssammenhæng og tabsbegrænsningsforpligtelse, før forsikringsselskabet modtog kommunens advokats brev af 25. marts 2020.


Forsikringsselskabet gjorde endvidere gældende, at konsekvensen af, at kommunens krav er afledet af skadelidtes krav er, at kommunen ikke kan opnå bedre ret end skadelidte, dvs. kommunens krav kan aldrig forrentes på et tidligere tidspunkt end skadelidtes krav på erstatning for tabt arbejdsfortjeneste. Forsikringsselskabet anførte endvidere, at uanset om kommunens krav er afledt af skadelidtes krav, så lever kommunens krav så at sige sit eget liv i den forstand, at kommunens krav kan forælde på et andet tidspunkt end skadelidtes krav, jf. bl.a. U2017.1787H, ligesom regreskravet kan forfalde til betaling på et senere tidspunkt end skadelidtes krav.


Det blev tillige gjort gældende, at kommunen ikke havde løftet bevisbyrden for, at selskabet var i besiddelse af alle relevante oplysninger på de tidspunkter, hvor kravene krævedes forrentet fra. Uanset om forsikringsselskabet havde modtaget drypvise akter fra skadelidtes advokat hen over årene, var det ikke dermed givet, at forsikringsselskabet havde modtaget alle akter i den kommunale sag, ligesom det ville være tidskrævende og byrdefuldt, såfremt forsikringsselskabet skulle ”krydstjekke” mellem to sager og på tværs af sagsbehandlere, om der i de omfattende akter i sagen med skadelidte forelå tilstrækkelige oplysninger til, at kommunen kunne løfte bevisbyrden for årsagssammenhæng og overholdelse af tabsbegrænsningsforpligtelsen.


Det forekommer således, at der er overlap og/eller manglende oplysninger i de akter, som fremsendes af skadelidtes advokat, og kommunen kunne meget nemt og hurtigt have ”trykket på knappen” og sendt akterne til forsikringsselskabet på et tidligere tidspunkt, hvorefter forsikringsselskabet kunne have vurderet de fremsatte regreskrav og foretaget udbetaling.


Byretten var enig med forsikringsselskabet og udtalte bl.a. følgende:


”Efter de sædvanlige bevisbyrderegler påhviler det kommune [A] at føre bevis for, at der består et regreskrav mod forsikringsselskabet.


…Det lægges til grund, at skadelidte i sagen var repræsenteret af advokat, og at denne flere gange under sagen fremsendte journaloplysninger. Journaloplysningerne sendes til forsikringsselskabets skadesnummer og i flere af fremsendelsesbrevene henviser den pågældende advokat til personskadesagen.


Som sagen er forelagt for retten, er det dermed ikke en rimelig forudsætning for forsikringsselskabet at skulle vide, at disse oplysninger ligeledes skulle indgå i regressagen. Da forsikringsselskabet både ved brev af 20. juni 2018 og 2. marts 2020 har henvist til, at man manglede oplysninger for at vurdere regreskravets berettigelse, kan det ikke lægges til grund, at hverken forfaldsdato eller tidspunktet, hvor forsikringsselskabet var i stand til at hende de oplysninger, der var nødvendige for at bedømme kravets berettigelse og størrelse var til stede allerede ved kommunens fremsendelse af regreskrav den 13. november 2017.


Da det påhviler kommune A at oplyse og dokumentere sit krav, og det derfor er uden betydning, at forsikringsselskaber har været i besiddelse af oplysningerne i forbindelse med behandlingen af en personskadesag, kan det derfor lægges til grund, at kravet først er endelig opgjort overfor forsikringsselskabet ved kommune As brev af 25. marts 2020. ”


Landsrettens dom


Dommen blev af kommunen anket til Vestre Landsret, og under landsretssagen fik kommunen tilladelse til at fremsætte et nyt anbringende om, at princippet om dataminimering i Databeskyttelsesforordningens artikel 5 tilsiger, at kommunen ikke var berettiget til at fremsende en samlet kopi af de kommunale sagsakter til forsikringsselskabet, idet kommunen gjorde gældende, at forsikringsselskabet allerede var i besiddelse af de kommunale sagsakter, som skulle være modtaget fra skadelidtes advokat.


Artikel 5, stk. 1(c) lyder som følger: ”Personoplysninger skal være tilstrækkelige, relevante og begrænset til, hvad der er nødvendigt i forhold til de formål, hvortil de behandles (»dataminimering«).”


Landsretten tog ikke stilling til GDPR-spørgsmålet i præmisserne, men ændrede byrettens dom, således at kommunen fik delvis medhold med følgende begrundelse:


  • Spørgsmålet om kravets forrentning skulle afgøres efter EAL § 16,

  • forsikringsselskabet kunne og burde ikke have indhentet de oplysninger, der var nødvendige for at vurdere regreskravet fremsat i 2017 før tidspunktet for modtagelse af Patienterstatningens afgørelse (ca. 2½ år efter trafikulykken), og

  • fristen for det resterende regreskrav løb fra den 20. januar 2020, hvor det yderligere krav blev fremsat.


Vestre Landsret tog herefter kommunens krav til følge med kr. 10.302,20 ud af et samlet krav på kr. 26.240,53.


Højesterets dom


Dommen blev med Procesbevillingsnævnets tilladelse indbragt for Højesteret som 3. instans, og under Højesteretssagen påberåbte parterne sig samme påstande og anbringender som i tidligere instanser.


Højesteret fandt, at eftersom kommunens krav er afledet af skadelidtes krav, så skal kommunens regreskrav som udgangspunkt forrentes efter samme bestemmelse som skadelidtes krav, nemlig EAL § 16.


Herefter foretog Højesteret en konkret vurdering af faktum i sagen og fandt, at regreskravene skulle forrentes 1 måned fra fremsættelse af kravene. Højesteret lagde afgørende vægt på, at skadelidte var blevet påført betydelige skader i forbindelse med uheldet, og at kommunen ved fremsættelsen af kravet den 13. november 2017 som dokumentation bl.a. fremsendte kommunens journaloversigt vedrørende skadelidtes sag og journaloplysninger fra Aarhus Universitetshospital. Herefter udtalte Højesteret følgende:


”Højesteret finder, at det efter indholdet af journaloversigten og journaloplysningerne fra hospitalet vedrørende de betydelige skader, som A var blevet påført ved trafikulykken, må have stået Forsikringsselskabet Himmerland klart, at det var berettiget, at Aalborg Kommune havde udbetalt sygedagpenge og sygedagpengerefusion i den periode, som regreskravet angik. Forsikringsselskabet havde således med det nævnte materiale modtaget de oplysninger, der var nødvendige for at kunne vurdere regreskravet på 112.492 kr.


Under hensyn til As betydelige skader som følge af trafikulykken kan det ikke føre til et andet resultat, at der under forsikringsselskabets behandling af hendes krav verserede en sag ved Patienterstatningen vedrørende spørgsmålet om, hvorvidt hun var blevet påført en behandlingsskade i forbindelse med en operation af hånden umiddelbart efter trafikulykken den 11. marts 2017.”


For så vidt angik regreskravet fremsat den 20. januar 2020 lagde Højesteret vægt på, at forsikringsselskabet på dette tidspunkt havde modtaget Patienterstatningens afgørelse den 12. juli 2019 om behandlingsskaden og derefter havde udbetalt erstatning for tabt arbejdsfortjeneste til skadelidte for perioden 2017-2019. Derefter angav Højesteret, at


”Forsikringsselskabet havde således forud for den 20. januar 2020 vurderet, at A var uarbejdsdygtig i den nævnte periode, og at der ikke forelå konkurrerende skadesårsager.”


På den baggrund fandtes regreskravet at skulle forrentes fra den 20. februar 2020.


Heller ikke Højesteret forholdt sig til spørgsmålet om dataminimering.


Bemærkninger til Højesterets dom


Med Højesterets dom er hjemmelsgrundlaget for forretning af kommunens regreskrav fastlagt. Kravet skal forrentes efter EAL § 16. Endvidere må Højesterets præmisser forstås således, at der lægges afgørende vægt på, at der var tale om en alvorlig skade med brud på venstre ankel, håndledsbrud og brud på en ryghvirvel, samt at skadelidte blev sygemeldt med det samme, og at kommunen – trods alt – havde fremsendt lægelige og kommunale sagsakter sammen med det fremsatte regreskrav den 13. november 2017.


Det kan dermed ikke udelukkes, at forfaldstidspunktet for forretningen ville være blevet fastsat til et senere tidspunkt, hvis der ikke havde været tale om ”betydelige skader”, og hvis kommunen ikke havde vedlagt dokumentation for årsagssammenhæng sammen med udbetalingsoversigten. I så fald – må det antages – at forsikringsselskabet ville have været berettiget til i videre omfang at kræve yderligere dokumentation for det fremsatte krav (og årsagssammenhæng mellem ulykken og udbetalingen af sygedagpenge), herunder at afvente resultatet af den verserende sag ved Patienterstatningen vedr. spørgsmålet, om skadelidte var blevet påført en behandlingsskade i forbindelse med operation af hånden efter trafikuheldet (således som fastslået af Vestre Landsret i den indankede dom).


Sagen er for forsikringsselskabet i alle 3 instanser ført af advokat Anne Mette Myrup Opstrup, hvortil eventuelle spørgsmål kan rettes.




Comments


bottom of page