Søg
  • ARK Advokatpartnerselskab

Højesterets dom af 20/1/21 om skadebegrebet i E & P forsikringen - Partliner-dommen

Højesteret har den 20. januar 2021 haft lejlighed til at tage stilling til fortolkningen af skadebegrebet i erhvervs- og produktansvarsforsikringen.


Afgørelsen har naturligvis været ventet med spænding, da skadebegrebet underligt nok har været undergivet ganske begrænset behandling i retspraksis.


1. Partliner-dommen


Vi har under erhvervs- og produktansvarsforsikringen anvendt en relativt snævert skadebegreb, således at der ved skade alene forstås realskader, dvs. tilfælde, hvor en der er konstaterbar forandring af negativ karakter. En risiko for skade eller det forhold, at en udbedring af en mangel medfører skade, udgør således ikke en skade i forsikringens forstand i relation til den ansvarlige for selve manglen.


Den konkrete sag vedrørte det relativt enkle faktum, at en maskine (en partliner, der anvendes til strømpeforing af kloakrør) tilhørende en VVS-kloakmester satte sig fast i et kloakrør under kloakarbejdets udførelse i nærheden af en skole. VVS-kloakmesteren havde som følge heraf udgifter til fjernelse af partlineren, herunder udgifter til destruktive indgreb i og retablering af stikledning, samt udgifter til afledning af spildevand, så der ikke opstod vandskader på skolen, mens arbejdet med at fjerne partlineren stod på.


Kravet blev afvist under VVS-kloakmesterens erhvervs- og produktansvarsforsikring tegnet på sædvanlige SKAFOR-vilkår med tillægsdækningen for behandling og bearbejdning. Forsikringsselskabet afviste, da forsikringsselskabet ikke vurderede, at kloakmesteren havde pådraget sig et erstatningsansvar for skade på kloakrøret. En tilstopning af røret vurderede forsikringsselskabet således ikke var en skade, men at dette alene var et formuetab.


Højesteret stadfæstede Østre Landsrets dom, hvor forsikringsselskabet var blevet dømt til at anerkende, at der forelå en dækningsberettige skade, med følgende præmisser:


”Tingsskadebegrebet skal forstås i overensstemmelse med de kommentarer vedrørende almindelige standardbetingelser for kombineret erhvervs- og produkt-ansvarsforsikring, som er udgivet af SKAFOR og Industrirådet i fællesskab, jf. forsikringsbetingelsernes afsnit 10, pkt. 8.1. Af note 36 i kommentarerne fremgår, at ansvar for rene formuetab ikke dækkes, og at forsikringen således kun dækker ansvaret for realskader, dvs. sådanne skader, som på person eller ting giver sig udslag i en konstaterbar forandring af negativ karakter.


Som nævnt indebar X ApS’ arbejde med strømpeforing, at partlineren satte sig fast i kloakstikledningen, så røret blev spærret og ikke kunne aflede vand til spildevandsnettet. Højesteret finder, at røret må anses for herved at være undergået en konstaterbar forandring af negativ karakter. Højesteret bemærker i den forbindelse, at det i de førnævnte kommentarer (eksempel 20 i note 51) må anses for forudsat, at en tings uanvendelighed som følge af en skadegørende handling efter omstændighederne vil kunne udgøre en tingsskade. Højesteret tiltræder på den baggrund, at der foreligger en tingsskade i forsikringens forstand.”


Note 51 omkring behandlings- og bearbejdningsdækningen i Børge Dahls ”Erhvervs- og Produktansvarsforsikringen, Almindelige betingelser med kommentarer”, som Højesteret henviser til i præmisserne, lyder:


”Undtagelsen vedrører kun den ting, som vedkommende arbejde angår. Ved arbejder på løsøregenstande, som overgives forsikringstager, må vedkommende genstand i sin helhed anses for omfattet af undtagelsen. Ved arbejder på fast ejendom finder undtagelsen derimod kun anvendelse på den del af den faste ejendom, som umiddelbart berøres af arbejdet.


Eksempel 20

Et isoleringsfirma skulle udføre isoleringsarbejde ved indblæsning af skumplastic i krybekælder og etageadskillelse. Efter indblæsning udsendte materialet giftige dampe, som nødvendiggjorde fraflytning. Der var herved opstået en skade som ikke var ”begrænset til de bygningsdele, som umiddelbart blev behandlet af sikrede”, men som ”gjorde huset som helhed uanvendeligt som bolig”. Skaden var derfor ikke undtaget i kraft af en klausul svarende til § 2, stk. 2, litra c. (Højesterets dom af 8. januar 1985, Ugeskrift for Retsvæsen 1985 s. 157.)”


2. Bemærkninger


Højesterets dom er interessant på flere punkter.


Højesteret ophæver således SKAFORs kommentarer til forsikringsbetingelserne til at være udtryk for gældende ret. De er nu ikke - som angivet i præmisserne - udgivet af Industrirådet, men er godkendt af Industrirådet. Industrirådet udgav også kommentarer til forsikringsbetingelserne, der dog fortsat lever en mere anonym tilværelse, men i princippet har samme fortolkningsværdi som udgivelsen fra SKAFOR.


Det er interessant for fremtidige sager, at de officielle kommentarer til betingelser således kan anvendes som et ganske tungtvejende argument for fortolkningen af betingelserne og således overgår almindelig litteratur som retskilde. Østre Landsret har tidligere anvendt betingelserne på ganske tilsvarende måde i Sandagergård-dommen, men det er første gang vi se en så klar udmelding fra Højesteret.


I relation til forståelsen af selve skadebegrebet ville dommen være mindre interessant ud fra en teoretisk synspunkt, hvis Højesteret have nøjedes med denne linje i præmisserne:


"Som nævnt indebar X ApS’ arbejde med strømpeforing, at partlineren satte sig fast i kloakstikledningen, så røret blev spærret og ikke kunne aflede vand til spildevandsnettet. Højesteret finder, at røret må anses for herved at være undergået en konstaterbar forandring af negativ karakter."


Det ville muligvis give anledning til overvejelser om det forhold, at et objekt sætter sig fast i røret udgør en fysisk forandring af røret som sådan, men da dette naturligvis altid vil afhænge af en konkret vurdering, ville det i sig selv ikke give anledning til løftede øjenbryn at anse røret for skadet. Det forhold, at der i røret er et fremmed objekt, kan man enkelt argumentere for udgør en skade på røret. At objektet kan fjernes, forhindrer naturligvis ikke, at røret kan anses som værende skadet.


Udfordringerne i dommen følger af fortsættelsen til den citerede sætning ovenfor:


"Højesteret bemærker i den forbindelse, at det i de førnævnte kommentarer (eksempel 20 i note 51) må anses for forudsat, at en tings uanvendelighed som følge af en skadegørende handling efter omstændighederne vil kunne udgøre en tingsskade. Højesteret tiltræder på den baggrund, at der foreligger en tingsskade i forsikringens forstand."


Spørgsmålet er, om uanvendelighed – ofte betegnet som ”loss of use” – herefter kan betragtes som værende en skade. I så fald vil vi skulle visitere sondringen imellem tab og skade på ny i forbindelse med indtegningen af forsikringen og særligt i relation til indplacering af dækningen under ingrediens- og komponentklausulen. Endvidere – og mere vidtrækkende - vil vi skulle genoverveje indplaceringen i erstatning i eller uden for kontrakt i erstatningsretten under den forudsætning, at Højesteret vil anvende samme realskade-definition i kvalifikationen af erstatningskrav.


Imidlertid kan Højesterets præmisser næppe læses som værende af så vidtrækkende karakter som indikeret ovenfor. Udtrykket ”efter omstændighederne” peger således i retning af, at vi næppe skal forsøge at udlede en hensigt om en ændret retstilstand fra Højesterets side, men alene en bemærkning om at uanvendelighed indgår i den samlede vurdering af, om der foreligger en realskade.


Læs dommene i alle 3 instanser her


Sagen er for parterne ført af advokat Michael S. Wiisbye og advokat Søren Hansen.


Spørgsmål om erhvervs- og produktansvarsforsikring kan stiles til advokat Allan Kvist-Kristensen.




© 2020 ARK Advokatpartnerselskab. Alle rettigheder forbeholdes.