Højesteret afsagde den 23. august 2021 en principiel dom vedrørende spørgsmålet, om en skadevolder (et ansvarsforsikringsselskab) uden samtykke kan indtræde/subrogere i skadelidtes krav på løbende erstatning for tab af erhvervsevne (midlertidige ydelser) fra arbejdsskadeforsikringsselskabet efter arbejdsskadesikringslovens (ASL) § 17, stk. 3, når ansvarsforsikringsselskabet har betalt erstatning for tabt arbejdsfortjeneste (TAF) uden fradrag for midlertidige ydelser for den samme periode.
Sagens baggrund
Efter ændringen af erstatningsansvarslovens (EAL) § 2 i 2011 opretholder skadelidte sit krav på tabt arbejdsfortjeneste (TAF), indtil skadelidte kan begynde at arbejde igen, eller indtil der træffes en endelig afgørelse om erhvervsevnetab (EET) i ASL-sagen, hvis der er tale om en arbejdsskadesag.
Indtil dette tidspunkt skal midlertidige løbende ydelser efter ASL § 17, stk. 3 fradrages i kravet på TAF mod ansvarsforsikringsselskabet efter EAL § 2 og ASL § 77 i det omfang ydelserne vedrører samme periode. Begge erstatningsposter er A-skattepligtige, og derfor fragår ydelserne med bruttoværdien før skat i kravet på TAF før skat.
Som følge af, at det ofte har været svært at forudse virkningstidspunktet for en ASL-afgørelse om midlertidige ydelser, har ansvarsforsikringsselskaber i en række tilfælde været tilbageholdende med at betale (fuld) TAF, indtil der var klarhed over, om og fra hvornår virkningstidspunktet under ASL ville blive fastsat med deraf følgende krav på midlertidige ydelser, som kunne/skulle modregnes, således at ansvarsforsikringsselskabet ikke udbetalte en højere erstatning, end man var forpligtet til (eller som skadelidte havde krav på).
I den konkrete sag havde Topdanmark Forsikring som ansvarsforsikringsselskab efter en arbejdsulykke i december 2012 udbetalt TAF til skadelidte frem til udgangen af november 2015. I arbejdsskadesagen traf AES i september 2016 afgørelse om, at skadelidte efter ASL § 17, stk. 3, var berettiget til midlertidige ydelser for et EET på 40 % med tilbagevirkende kraft fra den 1. september 2014.
Topdanmark meddelte herefter, at arbejdsskadeafdelingen ville tilbageholde erstatningen for midlertidigt tab af erhvervsevne for perioden fra 1. september 2014 til 30. november 2015 (med henblik på overførsel til Topdanmarks ansvarsforsikringsafdeling, der havde betalt for meget i TAF), at de løbende ydelser for erstatning for midlertidigt EET for perioden fra 1. december 2015 ville blive udbetalt, og at der herefter ville blive beregnet erstatning for tabt arbejdsfortjeneste for perioden fra 1. december 2015 fratrukket den løbende midlertidige erstatning for tab af erhvervsevne for samme periode.
Skadelidtes fagforening (3F) erklærede sig uenig i, at Topdanmark (som ansvarsforsikringsselskab) kunne indtræde i retten til midlertidige ydelser for EET efter ASL for perioden forud for 1. december 2015, og dermed også uenig i, at Topdanmark (som arbejdsskadeforsikringsselskab) kunne tilbageholde ydelserne for midlertidigt EET, selvom parterne var enige om, at skadelidte var fuldt kompenseret. Herefter udtog 3F stævning (som mandatar for skadelidte) for midlertidige ydelser tilbageholdt af Topdanmark for perioden fra 1. september 2014 til 30. november 2015.
Højesterets dom
Landsretten dømte Topdanmark til betaling af de skyldige ydelser for midlertidigt EET. Landsretten lagde særligt vægt på, at de to ydelser, tabt arbejdsfortjeneste og midlertidig erhvervsevnetab, ikke var ”af samme art”, og at der under lovændringen i 2011 havde været foreslået en udtrykkelig hjemmel til ansvarsselskabets indtrædelse (ASL § 29, stk. 3), som imidlertid faldt bort ved lovens endelige vedtagelse.
Højesteret stadfæstede landsrettens dom, men med dommerstemmerne 3-2, og flertallets begrundelse lyder bl.a. som følger:
”Med hensyn til bestemmelsen i arbejdsskadesikringslovens § 29, stk. 2, om indtrædelsesret for beløb af samme art er det i lovforslaget i beskrivelsen af gældende ret omtalt, at bestemmelsen ikke er relevant for så vidt angår erstatning for tabt arbejdsfortjeneste, idet arbejdsskadesikringsloven ikke opererer med denne erstatningspost. Lovforslaget indeholder ikke bemærkninger om, at der efter den foreslåede ændring af erstatningsansvarslovens § 2, stk. 2, er grundlag for at fastslå, at erstatning for tabt arbejdsfortjeneste efter erstatningsansvarsloven og midlertidig erhvervsevnetabserstatning efter arbejdsskadesikringsloven er beløb af samme art. Tværtimod indeholdt det oprindelige lovforslag en ny bestemmelse om indtrædelsesret i arbejdsskadesikringslovens § 29, stk. 3. Efter denne bestemmelse ville en skadevolder eller et ansvarsforsikringsselskab have krav på af arbejdsskadeforsikringsselskabet at få godtgjort udbetalt erstatning for tabt arbejdsfortjeneste, i det omfang det ved en afgørelse efter arbejdsskadesikringslovens § 17 eller § 17 a blev fastslået, at en erstatning for tab af erhvervsevne skulle dække en periode, som erstatningen for tabt arbejdsfortjeneste var udbetalt for. I lovforslagets bemærkninger var der nærmere redegjort for den foreslåede bestemmelse, herunder at den angik både varig og midlertidig erhvervsevnetabserstatning efter arbejdsskadesikringsloven.
…
Vi finder efter det anførte, at lovændringen i 2011 bygger på den forståelse, at ændringen af erstatningsansvarslovens § 2, stk. 2, ikke indebærer, at et ansvarsforsikringsselskab, der har udbetalt erstatning for tabt arbejdsfortjeneste, i medfør af arbejdsskadesikringslovens § 29, stk. 2, vil kunne indtræde i erstatning for midlertidigt erhvervsevnetab efter loven. Som anført udgik forslaget til en ny bestemmelse i § 29, stk. 3, om indtrædelsesret, og vi finder herefter, at hverken arbejdsskadesikringslovens § 29, stk. 2, dennes analogi eller almindelige obligationsretlige regler kan føre til, at en skadevolder eller et ansvarsforsikringsselskab, der har udbetalt erstatning for tabt arbejdsfortjeneste, kan indtræde i skadelidtes krav på midlertidig erhvervsevnetabserstatning efter lovens § 17, stk. 3. Topdanmark Forsikring har derfor ikke ret til at indtræde i As krav.”
Mindretallet fandt – modsat flertallet – ikke, at det forhold, at den foreslåede ASL § 29, stk. 3 faldt ud af lovforslaget skulle kunne føre til, at der ikke skulle være ret til modregning. Mindretallet lagde bl.a. vægt på, at ASL § 29, stk. 2 ikke var ændret i forbindelse med lovændringen i 2011, og at det efter forarbejderne til EAL § 2, stk. 2 måtte lægges til grund, at midlertidige ydelser for EET efter ASL reelt måtte anses for at være en kompensation af samme art som TAF. Mindretallet anførte herefter:
”Reale grunde taler også for den forståelse af indtrædelsesretten, som vi har givet udtryk for, idet der ikke vil være risiko for overkompensation, hvis skade- 8 lidte ved en senere afgørelse retrospektivt bliver tilkendt midlertidig erhvervsevnetabserstatning efter arbejdsskadesikringsloven. Det skyldes, at ansvarsforsikringsselskabet vil indtræde i retten til at modtage den midlertidige erstatning, i det omfang den dækker en periode, hvor ansvarsforsikringsselskabet har udbetalt skadelidte erstatning for tabt arbejdsfortjeneste.
Sammenfattende er det vores opfattelse, at arbejdsskadesikringslovens § 29, stk. 2, skal forstås således, at en skadevolder eller et ansvarsforsikringsselskab, der har udbetalt erstatning for tabt arbejdsfortjeneste, kan indtræde i skadelidtes krav på midlertidig erhvervsevnetabserstatning efter arbejdsskadesikringsloven.”
Kommentar
Det er ikke nogen hemmelighed, at forsikringsselskaber (og forsikringsselskabers rådgivere) har været delt i to ”skoler” i forbindelse med spørgsmålet om ansvarsselskabers indtrædelsesret i midlertidige ydelser for EET. Det er heller ikke nogen hemmelighed, at vi hos ARK har argumenteret for, at med bortfaldet af den foreslåede ASL § 29, stk. 3 i forbindelse med lovændringen, så bestod der ikke hjemmel til indtrædelsen.
Nu kan man selvfølgelig glæde sig over, at Højesteret har bekræftet det standpunkt, som vi hos ARK har indtaget i en årrække, men det ændrer ikke på, at det havde været en langt mere praktisabel løsning, hvis mindretallets præmisser var blevet udfaldet for Højesteret. Dette allerede som følge af, at ansvarsforsikringsselskaber fremadrettet må forventes enten at tilbageholde TAF indtil der er klarhed over virkningstidspunktet efter ASL eller – alternativt – skønsmæssigt fradrage midlertidige ydelser.
Er der udbetalt for meget i TAF, før afgørelsen i ASL-sagen, vil det for meget udbetalte beløb alene kunne modregnes i skadelidtes fremadrettede krav på TAF.
Dommen afklarer problemstillingen, men dommen taler under alle omstændigheder for en lovændring, som det er svært at se, at nogen skulle kunne gøre indsigelser imod, da en lovændring alene vil medføre, at skadelidte ikke overkompenseres.
Sagen er for domstolene ført af advokat Christina Neugebauer for Topdanmark Forsikring og advokat Bjørn Elling for 3F.
Spørgsmål om dommen kan rettes til advokaterne Jesper Ravn og Nanna Baade.
