Højesteret har ved en principiel dom den 27. april 2022 fastslået, at forrentningen af ydelser tilkendt efter arbejdsskadesikringsloven skal ske på baggrund af bruttobeløbet – altså beløbet før skat – og ikke som efter hidtidig praksis nettobeløbet.
Retsgrundlaget og praksis
Det følger af ASL § 26, stk. 1, at ”Erstatninger og godtgørelsesbeløb efter denne lov udbetales til tilskadekomne og efterladte, jf. dog stk. 5.”
Af samme paragrafs stk. 3 fremgår, at:
”Udbetales de i stk. 1 omhandlede beløb senere end 5 uger fra datoen for underretningen om beløbets tilkendelse, forrentes beløbet fra udløbet af 5-ugersfristen, til betaling sker, med en årlig rente, der svarer til den rente, der er fastsat efter § 5, stk 1 og 2 i lov om renter ved forsinket betaling m.v. I de i § 29, stk. 1, omhandlede tilfælde er fristen 14 dage fra datoen for kommunens eller Udbetaling Danmarks endelige meddelelse til den erstatningsudbetalende om refusionskrav.”
Det fremgår af Ankestyrelsens principafgørelse 48-19, at:
”Renter i forbindelse med for sent udbetalte skattepligtige erstatninger efter arbejdsskadesikringsloven skal opgøres på grundlag af erstatningsbeløbet efter indeholdelse af skat. Det vil sige, at renterne skal beregnes af nettobeløbet.”
Under retssagen blev fremlagt en anonymiseret afgørelse fra AES af 17. september 2018, hvoraf det fremgik, at der skulle betales renter af bruttobeløbet, og at ”Skadelidtes forhold er erstatningsfastsættelsen og forrentningen heraf uvedkommende. Der er ikke hjemmel i loven til alene at forrente nettobeløbet efter skat.”
Den konkrete sag
A og B pådrog sig i henholdsvis 2011 og 2013 arbejdsskader, for hvilke de blev tilkendt erstatning for tab af erhvervsevne som løbende ydelse. Forsikringsselskabet påbegyndte udbetaling af beløbene efter udløbet af fristen i ASL og skulle derfor betale renter.
AES traf den 19. december 2019 afgørelse om, at renterne skulle opgøres på baggrund af de tilkendte erstatninger efter indeholdelse af skat. Disse afgørelser blev indbragt for retten af de skadelidtes fagforening. Fagforeningen endte med at få medhold i landsretten, hvorfor sagen blev indbragt for Højesteret af AES. Forsikringsselskabet biintervenerede til støtte for AES.
Højesterets dom
AES gjorde under hovedforhandlingen gældende, at der forelå en langvarig praksis, hvorefter renter i sager om ydelser efter arbejdsskadesikringsloven skulle beregnes af nettobeløbet.
Der blev afgivet forklaringer af to medarbejdere hos AES, der begge havde over 20 års anciennitet, og som begge havde beskæftiget sig med spørgsmålet om forrentning af ydelser efter ASL. De havde begge kendskab til den ovenfor omtalte praksis, som havde været anvendt siden i hvert fald 1990, og som var blevet videreført ved intern overlevering.
Ingen af de to medarbejdere havde kendskab til afgørelsen af 17. september 2018. Den ene af de to medarbejdere, en chefkonsulent hos AES, kunne dog ikke udelukke, at der kunne være lignende afgørelser om forrentning af bruttoerstatningen fremfor nettoerstatningen.
Højesteret fandt på denne baggrund, at der var en sådan usikkerhed om praksis på området, at den angivne praksis ikke kunne tillægges betydning. Højesteret fastslog herefter, at bestemmelsen i ASL § 26, stk. 3, 1. pkt. måtte forstås således, at den sigtede til det af myndighederne tilkendte beløb, uanset hvordan et sådant beløb eventuelt skulle beskattes. Der var dermed ikke grundlag for at antage, at den skadelidte ikke havde krav på renter af det fulde tilkendte beløb.
Kommentar
Selvom der forelå en principafgørelse om spørgsmålet om forrentning, og selvom to medarbejdere hos AES havde fulgt den samme praksis i henholdsvis godt 25 og 30 år, fastslog Højesteret, at det måtte anses for usikkert, i hvilket omfang der havde været tale om en fast praksis. Den af AES påberåbte praksis blev derfor ikke tillagt noget betydning.
Det er tankevækkende, at afgørelser, som efter dagældende praksis må betegnes som åbenlyse ”fejlskud” fra en underinstans, synes at resultere i, at en langvarig myndighedspraksis ikke tillægges nogen bevismæssig værdi ved Højesteret.
Som konsekvens af dommen vil Ankestyrelsen blive nødsaget til at ophæve principafgørelse 48-19, da denne ikke harmonerer med dommens indhold. Videre kan det forventes, at både AES og Ankestyrelsen vil blive mødt af en lang række anmodninger om genoptagelse i sager, hvor der er taget stilling til forrentning, som er afgjort i overensstemmelse med principafgørelse 48-19.
Omfanget af anmodningerne vil selvsagt blive begrænset af de almindelige regler om forældelse, ligesom det skal understreges, at praksisændringer alene har betydning for de ydelser efter ASL, som beskattes. Det vil sige løbende erstatning for tab af erhvervsevne.
Sagen blev for AES ført af advokat Inge Houe og for HK af advokat Tina Sejr Gad.
Spørgsmål vedrørende sagen eller de bagvedliggende regler kan rettes til advokat Thomas Leth Pedersen.
