Søg
  • ARK Advokatpartnerselskab

Højesterets dom af 7/4/2022 – Ikke hjemmel i offererstatningsloven til at afvise krav

Højesteret tilsidesatte ved dom af 7. april 2022 en mangeårig praksis fra Erstatningsnævnet, der gennem årene havde en afledet konsekvens i form af ansvar for advokater for voldsofre.

Sagen vedrørte spørgsmålet, om Erstatningsnævnet havde været berettiget til at afvise krav på godtgørelse for svie og smerte samt erstatning for tabt arbejdsfortjeneste som følge af, at kravene var anmeldt til nævnet for sent.


Skadelidte blev i 2014 udsat for et voldeligt overfald, og i januar 2015 ansøgte skadelidtes advokat om erstatning hos Erstatningsnævnet for bl.a. tabt arbejdsfortjeneste. Erstatningsnævnet anmodede om, at der til brug for nævnets behandling af sagen blev indsendt forskellig dokumentation.


Advokaten indsendte aldrig den efterspurgte dokumentation til Erstatningsnævnet, og sagen lå derfor stille, indtil Erstatningsnævnet ved afgørelse af 8. november 2018 afslog at behandle ansøgningen med henvisning til, at 2-års fristen i den dagældende offererstatningslovs § 13, stk. 3, var overskredet.


Som følge heraf udtog advokaten stævning mod Erstatningsnævnet med påstand om, at nævnet skulle anerkende, at kravene ikke var forældede. Samtidig rettede skadelidte krav mod advokaten for at have handlet ansvarspådragende ved ikke at rettidigt at have anmeldt kravene over for Erstatningsnævnet.


Da sagen mod nævnet var afgørende for, om advokaten havde pådraget sig erstatningsansvar over for skadelidte, blev de to sager behandlet samlet.


Byretten frifandt Erstatningsnævnet og dømte i stedet advokaten som erstatningsansvarlig, hvilket i det væsentligste blev stadfæstet af Østre Landsret, hvorefter sagen blev indbragt for Højesteret.


Det fremgik af den dagældende offererstatningslovs § 13, stk. 3, at Erstatningsnævnet ikke kunne behandle en ansøgning om erstatning, hvis nævnet tidligere havde behandlet erstatningskrav fra samme ansøger vedrørende samme lovovertrædelse, og det nye krav blev fremsat mere end 2 år efter, at ansøgeren indså eller burde indse eksistensen af dette krav.


Hovedspørgsmålet i sagerne for Højesteret var, om Erstatningsnævnet var berettiget til at fortolke dagældende § 13, stk. 3, på den måde, at bestemmelsen også gav hjemmel til at anvende 2-års fristen i tilfælde, hvor nævnet havde anmodet om dokumentation for fremsatte krav i sager, der fortsat verserede ved nævnet.

Højesteret kom med henvisning til bestemmelsens ordlyd og forarbejder samt tidligere højesteretspraksis (dommen U 2021.3961H) frem til, at bestemmelsen og forarbejderne ikke gav hjemmel til dette. Nævnet havde derfor ikke været berettiget til i sin afgørelse at afslå at behandle de fremsatte erstatningskrav.


Af samme grund var advokaten ikke erstatningsansvarlig over for skadelidte.


Bemærkninger


Dommen fastslår, at Erstatningsnævnet ikke kan afvise (anmeldte) krav, hvorom der ikke er truffet en endelig afgørelse, idet sagen formelt set fortsat vil være under behandling. Dette vil primært få betydning for de ældre nævnssager, idet Erstatningsnævnets praksis er ændret, således at nævnet som udgangspunkt fastsætter en frist for indsendelse af supplerende oplysninger og – i tilfælde af manglende overholdelse af fristen – træffer en endelig afgørelse på det foreliggende grundlag.


Dommen er den seneste i en række afgørelser i de seneste år, der går Erstatningsnævnet imod for så vidt angår nævnets (indskrænkende) fortolkning af offererstatningsloven. Et andet signifikant eksempel var Østre Landsrets dom af 10. august 2020 (U.2020.3455), hvor landsretten fandt, at der ikke var hjemmel til nævnets mangeårige praksis, hvorefter der – såfremt erstatningskrav ikke var fremsat under straffesagen mod skadevolder – kun kunne ydes erstatning fra nævnet, hvis der var taget forbehold for erstatning under straffesagen.


Sagen blev for advokatens ansvarsforsikring ført af advokat Kristian Svith.


Spørgsmål til dommen kan rettes til advokat Marcus Wils Lorenzen.


Læs Højesterets dom her

Læs by- og landsretsdommene her