Søg
  • ARK Advokatpartnerselskab

Højesterets kendelse af 7/1-21 om "frit tilgængeligt område", jf. Strfl. § 264a

I sager, hvor forsikringsselskaber foretager observation af personer, er det jævnligt genstand for diskussion, om observationen er foretaget på et frit tilgængeligt sted, f.eks. når en person er observeret under indkøb i et supermarked eller under træning i et fitnesscenter mv.


Efter straffelovens § 264a er det strafbart at fotografere personer, der befinder sig på et ikke frit tilgængeligt sted, herunder at observere personer ved anvendelse af kikkert el.lign. apparat.


Praksis om § 264a er relativt begrænset og den nyere trykte praksis er fra 1980’erne, hvilken praksis er kritiseret af Steen Schaumburg-Müller i U2006B.229, hvor det antages, at begrebet ”ikke frit tilgængeligt sted” må forstås indskrænkende i forhold til nogle af de domme, der er afsagt.


Ved Højesterets kendelse af 7. januar 2021, er der imidlertid fremkommet et væsentligt fortolkningsbidrag til forståelsen af begrebet ”ikke frit tilgængeligt sted”.


Kendelsen tager udgangspunkt i en politiefterforskning, hvor politiet uden forudgående retskendelse opsatte videokamera i en (privatejet) parkeringskælder med offentlig adgang til at kunne parkere i kælderen mod betaling 24/7. Parkeringskælderen var forsynet med en port som åbnede når en bil kørte hen mod porten og der krævedes ikke nøgle, nøglekort el.lign. for at få adgang, ligesom parkeringskælderen ikke var tilknyttet et storcenter, butikker el.lign.


Spørgsmålet for Højesteret var, om politiets opsætning af videokameraerne kunne ske uden retskendelse.


For Højesteret blev der foretaget en indgående gennemgang af det bagvedliggende lovgrundlag og forarbejderne for retsplejeloven, herunder Straffelovrådets bemærkninger. Det fremgik heraf, at Straffelovrådet og Justitsministeriet ikke havde fundet grundlag i retsplejeloven til at indføre en særskilt regulering af foretagelse af observation på frit tilgængeligt sted, idet der ikke var tale om et ”straffeprocessuelt tvangsindgreb, og at der i lyset af den gældende praksis ikke er noget behov for en lovregulering af denne form for en observation”.


Højesteret citerede i kendelsen tillige fra Strafferetsplejeudvalgets betænkning 1298/1995 for så vidt angår begrebet ”ikke frit tilgængeligt sted” i relation til forståelsen af § 264a, hvoraf fremgår, at ”beskyttelsen efter straffelovens § 264a vedrører alene personer, der befinder sig på områder, der ikke er frit tilgængelige for andre”. Af betænkningen fremgik endvidere, at ”folk, der færdes på steder, hvor også andre frit kan komme, må derfor være indstillet på, at der kan være personer med kikkert eller fotoudstyr på samme sted, og folks adfærd er naturligt indrettet herefter”.


Højesteret citerede videre fra Straffelovsrådets betænkning 1563/2017 hvoraf bl.a. fremgik, at beskyttelsen efter § 264a ”omfatter således personer i huse og på andre afgrænsede steder, som ikke er frit tilgængelige. Stedet kan f.eks. være afgrænset af en mur, et plankeværk eller en hæk. …. Nogle steder er frit tilgængeligt på visse tidspunkter og ikke frit tilgængeligt på andre tidspunkter, eksempelvis kunde og publikumsarealer i butikker, restauranter, forlystelsessteder, udstillingsbygninger mv. i henholdsvis i og udenfor åbningstiden”.


Højesteret fastslår i kendelsen, at spørgsmålet om politiets gennemførelse af overvågningen efter retsplejelovens § 791a skulle forstås på samme måde som begrebet ”ikke frit tilgængeligt sted” anvendtes i straffelovens § 264a og i straffelovens § 264 om husfredskrænkelser.


Herefter fandt Højesteret, at en parkeringskælder med offentlig adgang hele døgnet var et ”frit tilgængeligt sted i den forstand, hvori begrebet anvendes i såvel straffelovens § 264 og § 264a som i retsplejelovens § 791a. Det gælder uanset, at parkeringskælderen er privatejet, og at parkering sker imod betaling”.


Kommentarer


Højesterets henvisning til Strafferetsplejeudvalgets og Straffelovrådets betænkninger samt forarbejderne til straffelovens § 264a, jf. § 264 udgør et væsentligt fortolkningsbidrag i forhold til spørgsmålet om og vurderingen af, hvor f.eks. et forsikringsselskab må gennemføre observation. Således må f.eks. supermarkeder, biografer, restauranter mv. anses som frit tilgængelige steder, og dette omfatter fitnesscentre, uanset at det kræver betaling eller medlemskab at få adgang hertil.


Det forhold, at der måtte være en privatretlig regulering (f.eks. et angivet forbud mod videooptagelser) på det pågældende område/sted medfører ikke, at stedet (f.eks. et fitnesscenter) kan anses for ikke frit tilgængeligt i straffelovens forstand.


Læs kendelsen her



© 2020 ARK Advokatpartnerselskab. Alle rettigheder forbeholdes.