Højesteret har i to nyligt afsagte kendelser fundet, at forældelse kun var afbrudt for den del af fordringen, der tidligere var søgt udlæg for.
Højesteretskendelsen 146/2019:
I oktober 2018 anmodede Jutlander Bank A/S om udlæg hos A for den fulde fordring ifølge et forlig på kr. 216.207. Der var i november 2008 anmodet om udlæg for samme fordring, men da begrænset til kr. 43.000. Sagen angik navnlig, om udlægsanmodningen i 2008 måtte anses for at have afbrudt forældelsen for hele fordringen eller kun for det beløb, der blev anmodet om udlæg for (kr. 43.000).
Efter ordlyden af forældelseslovens §18, stk. 1, og de hensyn, som loven bygger på, fandt Højesteret, at bestemmelsen må forstås således, at forældelse ved begrænset anmodning om udlæg som nævnt i RpL §507, stk. 2, kun afbrydes for den del af fordringen, der anmodes om udlæg for. Ved anmodning om udlæg i 2008 var der derfor alene sket afbrydelse af forældelsen for så vidt angår beløbet på kr. 43.000.
Vestre Landsret var kommet til et andet resultat.
Højesteretskendelsen 148/2019:
I april 2019 anmodede Lowell Danmark A/S om udlæg hos A for den fulde fordring ifølge en låneaftale på ca. kr. 44.000. Der var i februar 2012 anmodet om udlæg for samme fordring, men dengang begrænset til kr. 3.000. Sagen angik navnlig, om udlægsanmodningen i 2012 måtte anses for at have afbrudt forældelsen for hele fordringen eller kun for det beløb, der blev anmodet om udlæg for (kr. 3.000).
Højesteret fandt med samme ordlyd som i afgørelsen af samme dato, jf. ovenfor, at der ved anmodningen om udlæg i 2012 alene var sket afbrydelse af forældelsen for så vidt angår beløbet på kr. 3.000.
Østre Landsret var kommet til samme resultat.
Kommentarer:
Højesteret har nu afklaret den indbyrdes uoverensstemmelse, der har været mellem Vestre Landsret (VLK af 5. juli 2019) og Østre Landsret (ØLK af 5. september 2019) og har fundet, at de skærpede krav efter forældelseslovens §18 betyder, at kreditor må indgive udlægsbegæring vedrørende det fulde beløb, såfremt forældelse ønskes afbrudt for det fulde krav.
Det følger af forældelseslovens §18, at forældelse afbrydes ved indgivelse af anmodning om udlæg, hvis fordringshaveren søger forretningen fremmet indenfor rimelig tid. De fleste udlægsgrundlag udgør et særligt retsgrundlag efter §5, stk. 1, nr. 1 eller 3. Det gælder domme, påtegnede betalingskrav, forlig, gældsbreve m.v. Fordringer, der hviler på sådanne udlægsgrundlag, er underkastet en 10-årig forældelsesfrist efter §5, og efter afbrydelse af fristen løber der en ny frist på 10 år fra fogedforretningens afslutning, jf. §19, stk. 1 og 6.
Ved ikrafttrædelsen af forældelsesloven blev Danske Lov 5-14-4 om fordringshaverens adgang til afbryde forældelse ved påmindelse ophævet for alle typer af fordringer. Det fremgår af forarbejderne til loven, at der i den forbindelse blev lagt vægt på de overordnede hensyn bag reglerne om forældelse, herunder til at fordringer afvikles eller bringes på det rene indenfor rimelig tid, og til at undgå procesførelse om meget gamle fordringer. Kreditorerne må så leve med, at de er nødsaget til at indgive udlægsbegæring hvert 10. år for at afbryde forældelsesfristen, hvilket medfører øgede omkostninger.
Eventuelle spørgsmål til kendelserne kan rettes til advokat Anne Mette Myrup Opstrup.
Comments