Højesteret afsagde den 22. april 2020 dom (skriftligt behandlet) i en principiel sag vedrørende krav om dækning af udgifter efter EAL §§ 1, stk. 1 og 1 a.
Sagen udsprang af en patientskade, og den var forudgående behandlet af Retten på Frederiksberg samt Østre Landsret, hvor Ankenævnet for Patienterstatning blev frifundet ved begge instanser.
Sagen kort
Skadelidte blev som følge af en anerkendt patientskade afhængig af pleje døgnet rundt på et omsorgscenter i Norge, hvilket medførte en samlet udgift på ca. kr. 140.000 per år for skadelidte. Derudover havde skadelidte dokumenterede årlige udgifter på ca. kr. 65.000 til en støttekontaktperson samt en værge.
Skadelidte fremsatte som følge af patientskaden krav om erstatning hhv. godtgørelse for tabt arbejdsfortjeneste, svie og smerte, varigt mén og erhvervsevnetab. I tillæg hertil fremsatte skadelidte et betydeligt krav om erstatning for helbredsudgifter og andet tab, jf. EAL §§ 1, stk. 1 og 1 a.
Ankenævnet for Patienterstatning tilkendte skadelidte en samlet erstatning på godt kr. 3,8 mio., herunder erstatning for helbredsudgifter og andet tab efter EAL §§ 1 og 1a på kr. 337.500. I den forbindelse vurderede Ankenævnet for Patienterstatning, at skadelidtes erstatningsberettigede udgifter efter EAL §§ 1, stk. 1 og 1 a skønsmæssigt udgjorde kr. 25.000 per år.
Skadelidte anlagde herefter retssag mod Ankenævnet for Patienterstatning med krav om yderligere erstatning for afholdte samt fremtidige udgifter i forbindelse med bl.a. opholdet på omsorgscenteret. Kravet var for Højesteret opgjort og afrundet til kr. 1,4 mio., idet et tidligere fremsat krav vedrørende sparede udgifter ved skadelidtes tidligere samlevers pleje af skadelidte var frafaldet for Højesteret.
Højesterets vurdering af kravet efter EAL §§ 1, stk. 1 og 1 a
Højesteret fandt ikke, at skadelidte var berettiget til yderligere erstatning for afholdte såvel som fremtidige udgifter til ophold på omsorgscenteret samt plejeudgifter.
Udgifterne til opholdet på det omhandlede plejecenter dækkede udover helbredende behandling også kost og logi, medicin mv., og størrelsen af egenbetalingen for opholdet var desuden indtægtsafhængigt.
Højesteret fandt i det lys, at Ankenævnet for Patienterstatning havde foretaget er retvisende skøn over, hvilken andel af de afholdte og fremtidige udgifter, som havde karakter af udgifter, der havde til formål at sikre eller forbedre skadelidtes funktionsevne. Dermed fandt Højesteret det ikke det dermed ikke godtgjort, at en større andel af skadelidtes egenbetaling end de kr. 25.000 kr. om året, som Ankenævnet for Patienterstatning havde anerkendt, var erstatningsberettiget.
Beløbet udgjorde en skønsmæssig andel af de samlede udgifter, som angik egentlige funktionsopretholdende og komplikationsforebyggende behandling herunder pleje og træning, samt udgifter til medicin. Højesteret henviste i den henseende til dommen U2011.3098H, hvorefter udtrykket ”andet tab” i EAL § 1, stk. 1 omfatter udgifter, som har til formål at sikre eller forbedre skadelidtes funktionsevne.
Med den begrundelse afviste Højesteret, at skadelidte havde krav på yderligere erstatning efter EAL §§ 1 og 1 a.
Kommentar:
Praksis vedrørende erstatning efter EAL §§ 1 og 1 a er forholdsvis restriktiv, og der kan alene forventes tilkendt udgifter til dækning af beviseligt helbredende formål.
I Højesterets dom af 22. april 2020 angik en væsentlig andel af den påståede yderligere erstatning således afholdte og særligt fremtidige udgifter til selve opholdet på det omtalte omsorgscenter, samt udgifter til en støttekontaktperson og en værge. Denne andel af de årlige udgifter vurderedes ikke at have et egentligt helbredende formål. Erstatning til sådanne udgifter er indeholdt i erstatning efter EAL § 2, hvorfor skadelidte ikke var berettiget til yderligere erstatning.
Sagen blev for skadelidte ført af advokat Karsten Høj, mens Ankenævnet for Patienterstatning var repræsenteret af advokat Paw Fruerlund.
