Højesteret afsagde den 26. november 2019 dom i en sag, som vedrørte forståelsen af grundlaget for ”målestokken” for erhvervsevnetabsvurderingen efter EAL § 5 for en skadelidt, som såvel før som efter et ulykkestilfælde arbejdede på deltid.
Højesteret fastslår i dommen, at den skadelidtes mulige erhvervsevnetab skal vurderes med udgangspunkt i skadelidtes erhvervsevne ved fuldtidsarbejde før tilskadekomsten, uanset om skadelidte på skadestidspunktet (reelt permanent) havde valgt at være ansat i en deltidsstilling.
Dommen fastslår, at en skadelidt, som pga. følgerne af en tilskadekomst er hindret i at påtage sig fuldtidsbeskæftigelse, er berettiget til erstatning for det erhvervsevnetab, som udgør forskellen mellem muligheden for at påtage sig en deltids- henholdsvis en fuldtidsstilling.
Sagen kort
Skadelidte, der siden 2007 arbejdede som sygeplejerske på deltid, kom til skade i en trafikulykke den 13. juli 2011.
Sagen angik, om de ved ulykken pådragne gener hindrede en fuldtidsansættelse, og om skadelidte i så fald var berettiget til erstatning for tab af erhvervsevne, idet skadelidte hverken oplevede en ændring i sin ansættelse eller sin indtægt som følge af ulykken. Skadelidtes arbejdstid samt indtægt i deltidsstillingen var mere eller mindre uforandret efter ulykken, mens hendes mulighed for at påtage sig yderligere arbejdstimer ved en fuldtidsstilling var ændret som følge af varige gener pådraget ved ulykken.
Skadelidtes ansættelse på deltid (24 timer/uge som nattevagt) forud for ulykken var selvvalgt, og hun havde ingen hindringer for at varetage en fuldtidsstilling (28 timer/uge som nattevagt), såfremt hun havde ønsket det. Efter ulykken var hun ikke i stand til at arbejde i en fuldtidsstilling.
Arbejdsskadestyrelsen (nu AES) vurderede i 2013 af to omgange, at skadelidte var berettiget til erstatning for tab af erhvervsevne på 15 %, idet skadelidte ikke længere vurderedes at være i stand til at varetage en fuldtidsstilling. I en udtalelse fra 2015 ændrede Arbejdsskadestyrelsen denne vurdering, således at skadelidtes erhvervsevnetab nu vurderedes til under 15 %.
Skadevolders forsikringsselskab blev på dette grundlag frifundet for det fremsatte krav på erhvervsevnetab for både by- og landsretten, idet det bl.a. ikke var godtgjort, at skadelidtes overgang til deltid var af midlertidig karakter.
Sagen for Højesteret
Under sagen for Højesteret indhentede parterne en udtalelse fra AES, hvor man blandt andet udbad sig en begrundelse for vurderingen af skadelidtes hindringer for fuldtidsbeskæftigelse efter ulykken. AES angav om vurderingerne i 2013, at det var tillagt vægt, at skadelidte var blevet omplaceret med udtrykte skånehensyn, da hun vendte tilbage til sit arbejde efter ulykken. Det vurderedes endvidere lægefagligt, at ulykken havde medført varige gener i skadelidtes ryg og ben.
Udtalelsen i 2015 var ifølge AES’ svar begrundet med, at skadelidte ikke havde oplevet en indtægtsnedgang i årene efter ulykken. Dette svar suppleredes med, at en sådan vurdering ikke var udtryk for den hos AES fastlagte praksis.
Der var i sagen enighed om, at erstatningen skulle beregnes på baggrund af skadelidtes årsløn i deltidsbeskæftigelsen forud for ulykken. Højesteret skulle herefter alene ud fra EAL § 5, stk. 1 og stk. 2 vurdere, om skadelidte var berettiget til erstatning for tab af erhvervsevne.
Højesterets dom
Højesteret fandt, at skadelidte var berettiget til erstatning for et erhvervsevnetab på 15 %. Højesteret angav, at idet skadelidtes erhvervsevne ikke beviseligt var forringet inden tilskadekomsten, skulle erhvervsevnetabet fastsættes ud fra forskellen mellem indtægten i den mulige deltidsansættelse efter ulykken, og den indtægt skadelidte potentielt kunne have opnået i en fuldtidsstilling efter ulykken. Dette uanset, om skadelidte havde de samme ansættelses- og indtægtsforhold før og efter ulykken, og uanset varigheden af den forudgående deltidsansættelse samt at deltidsansættelsen var et positivt valg fra skadelidtes side. Således medførte det forhold, at skadelidte fremadrettet var afskåret fra (potentielt) at påtage sig fuldtidsbeskæftigelse, at hun havde lidt et erhvervsevnetab.
Højesteret henviste til dommen U2010.2835H, hvor et tilsvarende spørgsmål blev vurderet efter ASL § 17, stk. 1 og stk. 2, som svarer til EAL § 5, stk. 1 og stk. 2.
Højesteret fandt endvidere anledning til at anføre, at en tilsvarende ”opregulering” ikke finder sted ved udmålingen af årslønnen efter EAL § 7 om årsløn, der således skulle fastsættes på grundlag af indkomsten i deltidsstillingen.
Kommentarer
Højesterets dom fastslår ganske klart, at der ved vurderingen af et eventuelt erhvervsevnetab skal tages udgangspunkt i, at den skadelidte kunne arbejde på fuld tid i tilfælde, hvor en deltidsansættelse forud for ulykkestilfældet ikke i øvrigt skyldtes en i forvejen nedsat erhvervsevne. Det er således uden betydning for vurderingen af erhvervsevnetabet, om den skadelidte kun midlertidigt var ansat på deltid, eller om denne karakter af ansættelsen kunne vurderes som selvvalgt og mere permanent, jf. herved tillige U 2010.2835 H om den tilsvarende problemstilling efter ASL § 17, stk. 1 og stk. 2.
Man kan stille sig selv spørgsmålet, om resultatet ville blive det samme, hvis det måtte antages, at skadelidte – på trods af sine gener – ville være i stand til at arbejde på fuld tid i andet erhverv og med tilsvarende indkomst som en fuldtidsstilling som sygeplejerske med nattevagter.
Når forskellen mellem den mulige arbejdstid før tilskadekomsten og den faktiske maksimale arbejdstid efter tilskadekomsten er forholdsvis begrænset, som det var tilfældet i sagen for Højesteret, vil arbejdsafprøvning/afklaring af skadelidtes arbejdsevne imidlertid næppe kunne kræves af skadevolder bortset fra tilfælde, hvor det synes åbenbart, at skadelidte ikke opfylder sin tabsbegrænsningspligt. Dette er dog en vurdering, som skal foretages i den enkelte sag.
Sagen blev ført af advokat Nicolai Mailund Clan for forsikringsselskabet og af advokat Karsten Høj for skadelidte.
For yderligere angående dommen kan advokat Joakim Bondesen kontaktes.
תגובות