Ganske usædvanligt har Højesteret to gange på kun otte måneder skullet tage stilling til grænserne for retten til indtrædelse i et krav på erstatning efter arbejdsskadeforsikringsloven, jf. lovens § 29, stk. 2.
Vi har tidligere omtalt Højesterets dom af 23. august 2021 (U2021.4752H). Link til vores omtale af dommen er her
Ved dommen fastslog Højesteret, at der ikke i ASL § 29, stk. 2, var hjemmel for et ansvarsforsikringsselskab til at indtræde i skadelidtes krav på ydelser for midlertidigt erhvervsevnetab, idet tabt arbejdsfortjeneste ikke kunne anses for at være en erstatningsydelse af samme art som erstatning for midlertidigt EET efter ASL.
Ved Højesterets dom af 27. april 2022 nåede Højesteret imidlertid til det modsatte resultat, for så vidt angår et krav på endelig erstatning for tab af erhvervsevne.
Sagens omstændigheder er ganske specielle, idet sagen vedrørte en filippinsk statsborger, der kom til skade på et skib indregistreret i Danmark. Sømanden fik tilkendt godtgørelse for 15% varigt mén, der betaltes af rederiets arbejdsskadeforsikrer. I overensstemmelse med de filippinske regler for filippinske statsborgere beskæftiget i udlandet (POEA-reglerne) anerkendte en filippinsk domstol i 2013, at skadelidtes ”disability grade” var fastsat til 10% på basis af, at skadelidte havde mistet gribeevnen. Kompensationen blev fastsat til ca. USD 10.000, hvilket blev betalt af rederiets ansvarsforsikring. Herefter fastsatte Østre Landsret skadelidtes erhvervsevnetab efter ASL til 85% ved en dom i 2014, og skadelidte fik udbetalt ca. kr. 600.000 i et engangsbeløb.
Spørgsmålet var herefter, om ansvarsforsikringsselskabet ved udbetaling af erstatningen fastsat i Filippinerne efter POEA-reglerne kunne indtræde i et krav mod arbejdsskadeforsikringsselskabet for det udbetalte beløb på ca. USD 10.000.
Ankestyrelsen traf afgørelse i 2016 om, at ansvarsselskabet ikke havde indtrædelsesret, idet der ikke var hjemmel hertil efter ASL § 29, stk. 2. Denne afgørelse blev indbragt for domstolene af ASL-selskabet og ansvarsselskabet.
Højesterets flertal fandt, at erstatning udmålt efter POEA-reglerne for ”disability” ikke kunne anses for at være en méngodtgørelse. Flertallet lagde i den forbindelse vægt på, at det af de fremlagte retsafgørelser fra de filippinske domstole fremgik, at der reelt var tale om en kompensation for ”incapacity to work resulting in the impairment of ones earning capacity”. Det forhold, at POEA-kompensationen blev opgjort efter en tabel uden konkret vurdering af skadelidtes fremtidige indtjeningsevne, kunne herefter ikke tillægges afgørende vægt, når henses til det formål med POEA-kompensationen som var angivet af de filippinske domstole.
Herefter fandt Højesteret, at ansvarsforsikringsselskabets udbetaling til skadelidte efter POEA-kompensationen måtte anses for at være sket i egenskab af ansvarsforsikringsselskab for rederiet, jf. ASL § 29, og at ansvarsselskabet derfor kunne kræve at få godtgjort et beløb svarende til POEA-kompensationen fra den udmålte erstatning for tab af erhvervsevne, der skulle udbetales af arbejdsskadeforsikringsselskabet.
Højesterets mindretal fandt, at når henses til betingelserne for udbetaling af POEA-kompensationen, som skete efter en tabel og på udmåling af skadelidtes ”disability grade” samt når henses til, at der ikke ved udmålingen blev foretaget en vurdering af skadelidtes erhvervsevne, så adskilte POEA-kompensationen sig så væsentligt fra fastsættelsen af erstatning for tab af erhvervsevne efter ASL, at kompensationen ikke var et erstatningsbeløb ”af samme art”, som angivet i ASL § 29, stk. 2.
Kommentarer
Som det fremgår af dommen, var sagens faktum ganske specielt, og det er ikke hver dag, at man ser Højesteret læne sig op ad den fortolkning, der foretages af filippinske domstole.
Imidlertid er det værd at hæfte sig ved, at Højesteret vælger at foretage en helt konkret fortolkning af formålet med den udbetalte kompensation i forhold til vurderingen af, om kompensationen må anses for at være ”af samme art” som erstatningsposterne, der udmåles efter ASL.
Det kan med andre ord dermed ikke udelukkes, at der fremadrettet kan opstå situationer, hvor et (sandsynligvis udenlandsk) ansvarsforsikringsselskab måtte og kunne opnå ret til indtræden i et krav på ydelser for midlertidigt EET fra arbejdsskadeforsikringsselskabet under forudsætning af, at der er tale om en ydelse ”af samme art”.
Spørgsmål til dommen, der for forsikringsselskaberne førtes af advokat Peter Appel, kan rettes til advokat Jesper Ravn eller advokat Anja Hejde.
