Bådejer A købte i juni 2017 en større motorbåd og meldte sig i forbindelse hermed i juni 2017 ind i firmaet Club Maritime 09, der har hjemadresse i Flensborg, Tyskland.
Club Maritime 09 reklamerede i Danmark for, at man var en medlemsforening med det formål at opnå besparelser for Club Maritimes 09’s medlemmer særligt ved at optimere forsikringer. Den angivne besparelse kunne i det væsentligste opnås ved at tegne forsikring i et udenlandsk forsikringsselskab, således, at man kunne undgå betaling af afgift efter lystfartøjsforsikringsafgiftsloven, som i 2017 udgjorde 1,34% af forsikringssummen for lystfartøjet.
Club Maritime 09’s virkemåde var, at danske bådejere (adskillige hundrede både var medlemmer af Club Maritime 09) tegnede medlemskab og betalte et medlemsgebyr, hvori var indeholdt forsikringspræmie for lystfartøjet. En betingelse for medlemskabet var, at man overdrog 3% af lystfartøjet til Club Maritime 09, hvorefter fartøjet blev indregistreret i det tyske skibsregister. Herefter var det muligt at tegne forsikringer i et udenlandsk forsikringsselskab og uden forpligtelse til betaling af den danske lystfartøjsforsikringsafgift, som kun omfatter lystfartøjer indregistreret i Danmark.
Club Maritime 09 indhentede herefter tilbud og tegnede forsikring for A’s båd hos Würtembergische Versicherung (herefter WV Forsikring ) med hjemting i Stuttgart, Tyskland. I henhold til forsikringsaftalen fremstod Club Maritime 09 som forsikringstager, WV Forsikring som forsikringsselskab, og bådejer A var angivet som ”medejer” af båden.
A anmeldte til Club Maritime 09, at der natten mellem den 18. og 19. marts 2018 var sket omfattende skader på båden i forbindelse med et angivet indbrud/tyveriforsøg, hvor båden blev fundet drivende i havnebassinet. Det blev bl.a. angivet, at der skulle være blevet påført båden omfattende frostsprængningsskader, ligesom der skulle være blevet stjålet flere tusinde liter brændstof fra båden. A opgjorde sit krav i million-klassen.
Club Maritime 09 afviste at videregive A’s anmeldelse til WV Forsikring, da man fandt, at der var en række bemærkelsesværdige forhold ved anmeldelsen/hændelsen. Efter korrespondance med Club Maritime 09 herom indgav A stævning ved Retten i Nykøbing Falster i efteråret 2018 med påstand om, at WV Forsikring skulle anerkende erstatningspligten og anerkende, at der var indtrådt en dækningsberettiget forsikringsbegivenhed.
WV Forsikring påstod sagen afvist med henvisning til, at der efter forsikringsbetingelserne var aftalt værneting ved WV Forsikrings hjemting i Tyskland, samt aftalt lovvalg med tysk ret. I forbindelse med sagens forberedelse fremkom det bl.a., at Club Maritime 09 til A havde fremsendt en dansksproget oversættelse af de tyske forsikringsbetingelser, men hvor der i oversættelsen bl.a. ikke fremgik hverken lovvalgs eller værnetingsklausuler. Endvidere havde A næppe modtaget de tyske forsikringsbetingelser.
Byretten fandt, at Club Maritime 09 var ”indskudt som et mellemled af omgåelsesmæssige hensyn” mellem WV Forsikring og forsikringstager, hvorfor A (som forbruger) måtte anses som rette forsikringstager, hvorved der var efter Rom-konventionens artikel 11 var værneting ved byretten. Byretten fandt ikke, at der var aftalt lovvalg i overensstemmelse med artikel 3 i Rom-konventionen, og fandt – under hensyntagen til Club Maritime 09’s reklamering i Danmark – at der efter artikel 5, stk. 3 i Rom-konventionen var lovvalg ved A’s hjemting i Danmark.
WV Forsikring fik kæretilladelse til indbringelse af afgørelsen for landsretten, der fandt, at Club Maritime 09 og ikke A var forsikringstager jf. Bruxelles I forordningens artikel 11 og at A ikke kunne anses som sikret eller begunstiget efter forsikringspolicen, hvorfor A var bundet af værnetingsklausulen i forsikringsbetingelserne. Sagen blev derfor afvist.
A ansøgte om og opnåede tredjeinstansbevilling for Højesteret, der ved kendelse af 8. april 2021 fastslog, at Club Maritime 09 og ikke A måtte anses som forsikringstager. Imidlertid måtte A anses som sikret under policen, og havde herefter som udgangspunkt ret til at anlægge sagen ved eget værneting, jf. Bruxelles I-forordningens artikel 11. Det forhold, at der mellem Club Maritime 09 og WV Forsikring var indgået en værnetingsaftale var ikke tilstrækkelig til at A var bundet af værnetingsvilkåret, når han ikke havde tiltrådt dette, jf. bl.a. den i mellemtiden afsagte dom af 27. februar 2020 fra EU Domstolen (C-808/18 (Balta)). Herefter havde A havde ret til at anlægge sagen ved sit hjemting (Retten i Nykøbing Falster). Højesteret angav herefter i kendelsen, at parterne ikke for så vidt angår lovvalgsspørgsmålet havde ”udtalt sig nærmere om anvendeligheden eller betydningen” af artikel 7 i Rom I-forordningen og artikel 13 i Solvens II-direktivet vedrørende lovvalg i forsikringsaftaler, hvorfor sagens forberedelse blev genoptaget.
Højesteret fandt herefter ved kendelse af 10. august 2021, at forsikringsaftalen måtte anses for omfattet af Solvens II-direktivets artikel 2 og §1, stk. 1 i Bekendtgørelse 1017 af 17/9/2015 om lovvalg for visse forsikringsaftaler, hvorefter lovvalget skulle ske efter artikel 7 i Rom I-forordningen.
Herefter ræsonnerede Højesteret, at uanset om båden måtte anses for omfattet af begrebet ”store risici” som defineret i Solvens II-direktivets artikel 13, nr. 27 jf. herved Rom I-forordningens artikel 7, stk. 2, eller om lovvalget skulle afgøres efter artikel 7, stk. 3, så ville dette i begge tilfælde føre til, at sagen skulle afgøres efter tysk ret.
Højesteret bemærkede i den henseende, at A ikke kunne anses for at være bundet af lovvalgsaftalen i forsikringsbetingelserne, jf. herved tillige Højesterets kendelse af 8. april 2021, men da A’s lystfartøj var indregistreret i det tyske motorregister, og da WV Forsikring havde hjemsted i Tyskland, måtte han anses for at have sin nærmeste tilknytning til Tyskland.
Dette var i overensstemmelse med EU Domstolens dom af 15. april 2021 dom i sagen C-786/19 (afsagt umiddelbart efter Højesterets kendelse af 8. april 2021) vedrørende fortolkningen af betydningen af nærmeste tilknytning for en forsikret risiko. I dommen anså EU Domstolen den forsikrede risiko for at bestå i den medlemsstat, hvor indregistreringen af et fartøj var sket, i det konkrete tilfælde det tyske skibsregister.
Det kunne ikke føre til andet resultat, at A havde bopæl i Danmark, at båden var beliggende i dansk havn, og de af A påberåbte hensigtsmæssighedshensyn i forhold til, at det ikke kunne anses for hensigtsmæssigt at føre retssag ved A’s hjemting i Danmark, hvilken sag skulle afgøres efter tysk ret, kunne heller ikke tillægges vægt.
Kommentarer
Som det fremgår har sagen haft et ganske særegent forløb, men Højesterets kendelser i sagen er i fuld overensstemmelse med EU Domstolens afgørelser af henholdsvis 20. april 2020 (for så vidt angår værneting) og 15. april 2021 (for så vidt angår lovvalg).
Dette ikke ændrer på, at det naturligvis bliver særdeles omkostningstungt at sagen nu skal videreføres ved en dansk byret, men skal afgøres efter tysk ret. Dette illustrerer imidlertid også de risici, man (her A) må have i mente i forsøget på at opnå en afgiftsbesparelse i Danmark. Endvidere kunne det langstrakte forløb i relation til værneting henholdsvis lovvalg have været undgået, hvis A havde valgt at anlægge sag ved WV Forsikrings hjemting i Tyskland.
Advokat Jesper Ravn har bistået WV Forsikring gennem sagsforløbet.
