Højesteret afsagde den 12. oktober 2022 kendelse i den længe ventede og principielle sag, om hjemlen for konfiskation af en leasingbil som følge af såkaldt ”vanvidskørsel”.
Den konkrete sag tog udgangspunkt i en leasingbil tilhørende Nordania Leasing, som havde leaset bilen til virksomheden B, hvor den ansatte medarbejder C havde fået stillet bilen til rådighed som firmabil.
C’s ægtefælle T skulle den 5. april 2021 om aftenen køre et ærinde i bilen, og blev standset med 103 km/t i byzone ved Amager. Som følge heraf blev leasingbilen beslaglagt af politiet med henblik på efterfølgende konfiskation efter færdselslovens §133a, stk. 2, 2. pkt., hvorefter udgangspunktet er, at en bil anvendt til vanvidskørsel skal konfiskeres.
Leasingselskabet indbragte byrettens beslaglæggelseskendelse for landsretten, der stadfæstede kendelsen, hvorefter sagen blev indbragt for Højesteret.
Højesterets kendelse
Højesterets kendelse har været imødeset med spænding, idet der er tale om første gang, hvor Højesteret skulle prøve den meget indgribende hjemmel i færdselsloven til konfiskation af biler anvendt til vanvidskørsel, uanset om bilen måtte tilhøre tredjemand uden kendskab til eller konkret mulighed for at influere på førerens vanvidskørsel.
Højesterets kendelse, som er på hele 38 sider, er truffet på bagtæppet af en tidligere kendelse af 28. juni 2022 (U2022.3840), hvor Højesteret afviste at foretage præjudiciel forelæggelse for EU Domstolen af spørgsmålet, om færdselslovens §133a, stk. 2, 2. pkt. måtte være i strid med artikel 17 i den Europæiske Unions charter om grundlæggende rettigheder. Højesteret fandt ved kendelsen, at spørgsmålet om færdselslovens §133a’s forenelighed med EU-retten måtte anses for at falde ind under det danske retsforbehold, hvorfor det ikke var muligt for danske domstole at forelægge præjudicielle spørgsmål, som falder ind under retsforbeholdet.
Begæringen om præjudiciel forelæggelse var i det væsentligste baseret på EU Domstolens dom af 14. januar 2021 i sag C-393/19 (OM-sagen). Denne dom – som blev afsagt under det lovforberedende arbejde med indførelsen af færdselslovens §133a – fastslog, at det var i strid med de grundlæggende rettigheder i EU’s charter (artikel 17) at indføre en lovgivning, hvor der kunne ske konfiskation af tredjemands ejendom anvendt til ulovligheder (i den konkrete sag en lastbil der var blevet anvendt til smugling af antikviteter), hvis lovgivningen ikke sikrede tredjemand mulighed for effektive retsmidler til prøvelse af myndighedernes konfiskationsafgørelse.
Højesteret foretager i kendelsen af 12. oktober 2022 en grundig gennemgang og referat af EU Domstolens og Menneskerettighedsdomstolens praksis.
Herefter konkluderede Højesteret i præmisserne indledningvis, at leasingselskabet ikke havde oplyst omstændigheder, der gav grundlag for at antage, at leasingselskabet ville lide et økonomisk tab, idet T for byretten havde oplyst, at det ville ikke være nemt, men ikke umuligt for ham at betale et beløb svarende til bilens værdi (kr. 230.000 + moms) i erstatning til leasingselskabet. Højesteret angav herefter, at det måtte afgøres under straffesagen, om der skulle ske endelig konfiskation af bilen, om T var erstatningsansvarlig overfor leasingselskabet, og om han måtte forventes at kunne betale en erstatning. Men efter de oplysninger, der forelå ,var der grund til at antage, at betingelserne for konfiskation efter §133A, stk. 2, 2. pkt. var opfyldt.
Herefter vendte Højesteret sig mod spørgsmålet om EU’s charter om grundlæggende rettigheder måtte anses for overtrådt ved indføjelsen af bestemmelsen. Højesteret foretog i præmisserne en grundig analyse af EU Domstolens dom af 14. januar 2021 (sag 393/19) og konkluderede, at dommen ikke gav grundlag for at antage ”at enhver ordning om konfiskation overfor en tredjemand i god tro som følge af et strafbart forhold er i strid med EU charterets artikel 17, stk. 1 og artikel 52, stk. 1. Det må således – på linje med praksis efter den Europæiske Menneskerettighedskonvention, jf. herom nedenfor – antages, at der skal anlægges en samlet vurdering af den pågældende ordning navnlig i lyset af et proportionalitetsprincip”.
Højesteret fandt herefter, at færdselslovens konfiskationsordning adskilte sig væsentligt fra den bulgarske ordning var til prøvelse i EU Domstolens dom af 14. januar 2021 herunder bl.a. med henvisning til, at konfiskation efter færdselslovens § 133, stk. 2, 2. pkt. kan undlades i tilfælde, hvor det vil være uforholdsmæssigt indgribende overfor køretøjets ejer, den agtpågivenhed ejeren måtte have udvist, samt spørgsmålet om ejeren kan få dækket sit tab ved et erstatningskrav mod føreren. Derved indeholdt § 133a, stk. 2, 2. pkt. en undtagelse, som skulle sikre ejerens retsstilling i konfiskationssagen.
Højesteret angav herefter, at der imidlertid i de enkelte sager om konfiskation efter §133a, stk. 2, 2. pkt. skulle sikres, at ”ejerens rettigheder efter EU charterets artikel 17, stk. 1 og artikel 52, stk. 1 respekteres. Det indebærer, at der ikke kan ske konfiskation, hvis det efter en konkret vurdering vil være i strid med disse bestemmelser”.
Højesteret henviste herefter til, at dette måtte afgøres under straffesagen mod T, men at der efter de foreliggende omstændigheder, hvor leasingselskabet ikke vil lide et økonomisk tab, var der ikke grundlag for at antage, at konfiskationen ville være i strid med bestemmelsen.
Afslutningsvis behandlede Højesteret spørgsmålet, om §133a, stk. 2, 2. pkt. ville være i strid med Menneskerettighedskonventionen og konkluderede – i overensstemmelse med bemærkningerne om EU’s charter om grundlæggende rettigheder – at dette ikke kunne antages at være tilfældet.
Højesteret fandt derved, at artikel 1 i første tillægsprotokol til Menneskerettighedskonventionen kunne anses for overtrådt. Højesteret angav herved, at dette spørgsmål konkret måtte afgøres under straffesagen mod T, men at der efter de foreliggende oplysninger ikke var grundlag for at antage, at konfiskation ville være i strid med artikel 1, idet leasingselskabet ikke kunne antages at ville lide et økonomisk tab.
Kommentarer
Højesterets afgørelse har været ventet med stor spænding, og afgørelsen må siges at være et klart nederlag for særligt leasingselskaber, som har været og er særligt eksponerede for tab i forbindelse med leasingbilers brug til vanvidskørsel.
Med Højesterets kendelse er det fastslået, at bestemmelsen i færdselslovens §133a, stk. 2, 2. pkt. om, at konfiskation er udgangspunktet ved vanvidskørsel, også selvom bilen tilhører (godtroende) tredjemand, generelt ikke kan anses for at være i strid med EU’s charter om grundlæggende rettigheder eller Menneskerettighedskonventionen. Dette som følge af, at Højesteret lægger vægt på, at der er mulighed for domstolsprøvelse, og at ejeren af køretøjet er sikret rettigheder i forbindelse med prøvelsen af, om der skal ske konfiskation.
Højesteret finder således ikke, at den – ifølge forarbejderne – meget begrænsede adgang til at fravige udgangspunktet om konfiskation (hvilken begrænset adgang først blev indført efter, at Transportministeriet blev opmærksom på EU Domstolens dom af 14. januar 2021) i sig selv giver grundlag for at anse bestemmelsen for at være i strid med tredjemands grundlæggende rettigheder.
Det er imidlertid værd at hæfte sig ved, at Højesteret særligt fremhæver leasingselskabets mulighed for at få dækket sit økonomiske tab i anledning af konfiskationen hos føreren af bilen. Det er endvidere værd at bemærke, at Højesteret i præmisserne direkte angiver og fremhæver, at spørgsmålet om krænkelse af bilejerens (3. mands) rettigheder efter EU’s charter samt Menneskerettighedskonventionen skal prøves af domstolene (byretterne) i forbindelse med afgørelsen af spørgsmålet om konfiskation under straffesagen mod føreren af bilen.
Der er næppe nogen tvivl om, at dette i højere omfang vil føre til (og efter Højesterets afgørelse bør føre til) fravigelse af det altovervejende udgangspunkt om konfiskation i de sager, hvor det er åbenlyst, at et leasingselskabet (i god tro) ikke har nogen realistisk mulighed for at få dækket sit økonomiske tab hos føreren af bilen.
