ARK har repræsenteret et arbejdsskadeforsikringsselskab i forbindelse med en arbejdsulykke, hvor skadelidte angiveligt var blevet kulilteforgiftet med hjerneskade og kognitive gener til følge. I forbindelse med vores gennemgang af sagen blev vi opmærksomme på, at skadelidte havde anlagt retssag mod arbejdsgiver.
På forespørgsel oplyste skadelidtes advokat, at retssagen var hævet, idet skadelidte efter fremkomsten af Retslægerådets udtalelse ikke fandt at kunne løfte bevisbyrden for årsagssammenhæng efter erstatningsansvarsloven. Vi anmodede om at modtage kopi af udtalelsen, hvilket advokaten nægtede. Vi anmodede så Ankestyrelsen om at genoptage sagen og indhente erklæringen fra advokaten, hvilket blev afvist, hvorefter vi udtog stævning mod Ankestyrelsen. Først herefter blev sagen genoptaget, og erklæringen fra Retslægerådet blev indhentet.
Det viste sig, at Retslægerådets erklæring af 14. marts 2019 også var af væsentlig betydning for arbejdsskadesagen og for vurderingen af, om skadelidte overhovedet havde været udsat for en arbejdsskade, idet Retslægerådet fandt, at ”sandsynligheden var 0” (med Retslægerådets egne ord) for, at han havde været udsat for kulilteforgiftning den pågældende dag.
På baggrund af Retslægerådsudtalelsen genoptog Ankestyrelsen sagen og traf den 21. januar 2021 afgørelse om, at skadelidte ikke havde været udsat for en arbejdsskade, hvorefter sagen mod Ankestyrelsen blev hævet.
Det tilbageværende spørgsmål var herefter, om der på baggrund af Retslægerådets erklæring var grundlag for at træffe afgørelse om tilbagebetaling af alle ydelser modtaget i tiden efter 14. marts 2019.
AES vurderede ikke, at skadelidte havde været i ond tro. Der blev i den forbindelse lagt vægt på, at ”ydelsen ikke er modtaget mod bedre vidende. Vi har lagt vægt på, at det subjektivt var din opfattelse, at du var udsat for en arbejdsskade. Vi har endvidere lagt vægt på, at du ikke havde den juridiske indsigt som forudsættes for, at du subjektivt var i ond tro.”
Afgørelsen blev påklaget af forsikringsselskabet, og Ankestyrelsen har netop afgjort, at der skal ske tilbagebetaling. Ankestyrelsen har i den forbindelse bl.a. angivet følgende i begrundelsen:
”Vi vurderer, at du, mod bedre vidende, har undladt at afgive oplysninger om udtalelsen fra Retslægerådet. I vurderingen lægger vi særligt vægt på, at du har været repræsenteret af advokat i hele sagsforløbet, og at din advokat burde være klar over betydningen af udtalelsen fra retslægerådet. Denne vurdering støttes af, at advokaten hævede den civile retssag.
Vi er opmærksom på, at du på grund af dine psykiske og kognitive udfordringer ikke selv er i stand til at vurdere, hvilken betydning en udtalelse fra retslægerådet har for din ret til ydelser efter arbejdsskadeloven, men vi lægger afgørende vægt på, at din advokat burde kende til reglerne i arbejdsskadeloven og betydningen af oplysningspligt.”
Dermed har Ankestyrelsen lagt til grund, at der skal ske identifikation mellem skadelidte og dennes partsrepræsentant, og at ond tro hos advokaten ”slår igennem” hos klienten, således at denne – i denne sag uanset kognitivt funktionsniveau – ligeledes bringes i ond tro.
Det er en tilbagevendende problemstilling, hvilken betydning viden og burde viden hos en rådgiver har for klientens gode/onde tro. Det gælder særligt i sager, hvor der i en sideløbende retssag mod skadevolder fremkommer oplysninger, som klart afsvækker formodningen for, at der er indtrådt en arbejdsskade eller årsagssammenhæng.
Ankestyrelsens klare præmisser i denne afgørelse må tages som udtryk for, at det er Ankestyrelsens opfattelse, at det i arbejdsskadesager er advokatens viden og indsigt i lovgrundlaget, der danner grundlag også for skadelidtes viden/burde viden, og at det derfor ikke er et krav, at der subjektivt hos den enkelte skadelidte skal kunne påvises ond tro.
Yderligere spørgsmål til sagen kan rettes til advokat Anja Hejde, der repræsenterer selskabet.
Comments