Københavns Byret underkendte ved dom af 16. februar 2024 Ankestyrelsens afgørelse om, at en skadelidt ved en påkørsel i oktober 2016 var påført et varigt mén på 5%. Dette efter et langvarigt sagsforløb med bl.a. en genoptagelse af sagen, et formalitetsspørgsmål, der blev prøvet af Højesteret og tre forelæggelser for Retslægerådet.
Sagens baggrund
Skadelidte, der havde sit eget jord- og betonfirma blev den 10. oktober 2016 påkørt bagfra. Påkørslen skete på en trailer påspændt skadelidtes varebil. Alm. Brand, der var såvel arbejdsskadeforsikringsselskab som kaskoforsikring for bilen og traileren modtog ikke nogen anmeldelse om selve autoskaden.
Fire dage efter påkørslen var skadelidte hos kiropraktor, hvor han også forinden skaden havde været gennem et behandlingsforløb for lændegener. Der blev ved behandlinger den 14. og 17. oktober 2020 bl.a. foretaget behandlinger af skadelidtes nakke (hvilket kom frem senere i sagsforløbet), men der blev alene journalført angivelser af smerter i lænden efter påkørslen den 10. oktober 2016. Først den 27. oktober 2016 blev der angivet, at skadelidte havde gener fra nakken (uden direkte reference til påkørslen).
Skadelidte rettede ikke henvendelse til egen læge før 9. november 2016, hvor det blev angivet, at skadelidte havde nakkegener efter påkørslen, og at han som følge heraf skulle have været sygemeldt fra 14. – 19. oktober 2016.
Efter anmeldelse traf AES i 2017 afgørelse om, at hverken nakke eller lænderyggenerne kunne anerkendes som en arbejdsskade. Der blev lagt vægt på, at nakkegenerne først var journalført den 27. oktober 2016 hos kiropraktoren, og at påkørslen ikke var egnet til at medføre lændesmerter.
Skadelidte klagede og angav, at kiropraktoren kunne bekræfte, at han var blevet behandlet for nakkegener fra 1. behandling (14. oktober 2016). Efter forelæggelse fandt Ankestyrelsens lægekonsulent, at nakkesmerterne indenfor 14 dage var dokumenteret som symptomgivende, hvorfor der var årsagssammenhæng til påkørslen. Ankestyrelsen traf herefter afgørelse om, at skadelidtes nakkesmerter og lændesmerter kunne anerkendes som en arbejdsskade i anledning af påkørslen.
Alm. Brand påklagede afgørelsen og opfordrede Ankestyrelsen til at genoptage sagen bl.a. med henvisning til, at Ankestyrelsen ikke havde indhentet oplysninger overhovedet om påkørslens karakter, og den kraftpåvirkning, som skadelidte måtte have været udsat for. Ankestyrelsen havde bl.a. angivet, at skadelidte havde været udsat for et relevant traumemekanisme ved at blive påkørt bagfra i sin bil. Ankestyrelsen fastholdt afvisningen i august og igen i oktober 2018 efter at være blevet forelagt, at der ikke forelå taksatorrapporter i anledning af påkørslen, og Ankestyrelsen henviste igen til lægekonsulentens vurdering.
Ved afgørelse fra januar 2019 fastsatte AES det varige mén til samlet 10% heraf 5% fra nakken og 5% fra lænden. Dette blev nedsat ved Ankestyrelsens afgørelse fra juli 2019 til 5%. Ankestyrelsen fastsatte det samlede mén til 12% men angav, at FT’s forudbestående lænderyggener begrundede et fradrag, hvorefter der fastsattes et samlet varigt mén på 5% for nakke- og lænderyggener fra uheldet.
Alm. Brand anmodede igen Ankestyrelsen om genoptagelse bl.a. med henvisning til Ankestyrelsens afgørelse i en anden sag, hvor Ankestyrelsen afviste, at et uheld sket ved, at en bilist kørte i en grøft var egnet til at kunne udløse varige gener. Igen afviste Ankestyrelsen genoptagelse.
Forløbet for byretten
Alm. Brand udtog herefter stævning umiddelbart herefter i maj 2020, hvorefter Ankestyrelsen i september 2020 meddelte, at man genoptog sagen, idet Ankestyrelsen var i tvivl, om afgørelsen havde været behæftet med fejl.
Derefter indhentede Ankestyrelsen supplerende oplysninger (telefonnotater) fra skadelidte og skadelidtes kiropraktor. Ankestyrelsen traf herefter ny afgørelse i sagen i februar 2021, hvorefter skadelidtes lænderyggener ikke blev anerkendt, men Ankestyrelsen fastholdt et varigt mén på 5% for skadelidtes nakkesmerter. Dette med henvisning til, at skadelidte var blevet behandlet i nakken hos kiropraktor den 10. oktober 2016. Derved fandtes det dokumenteret, at der havde været behandlingskrævende symptomer fra nakken, og dette blev henført til færdselsuheldet.
Ankestyrelsen havde forinden forelagt sagen for Styrelsens neurologiske lægekonsulent, der angav, at der ikke var lægelig dokumentation for nakkesmerter som strakssymptom. Han angav tillige, at der ved behandlingerne fra den 14. til den 25. oktober 2016 havde været anledning til at angive nakkesmerterne, hvis disse skulle være udløst ved påkørslen. Uanset dette fastsatte Ankestyrelsen – som angivet – et varigt mén på 5% for nakkesmerterne.
Herefter var der formalitetsprocedure i forhold til spørgsmålet, om Ankestyrelsen kunne fremlægge telefonnotaterne indhentet af Ankestyrelsen i forbindelse med genoptagelsen af sagen under den fortsatte retssag. Fremlæggelsen blev afskåret af Københavns Byret, hvilket blev omgjort af Landsretten. Med Procesbevillingsnævnets tilladelse blev sagen indbragt for Højesteret, der ”efter en konkret vurdering” ikke fandt, at telefonnotaterne var skriftlige vidneerklæringer omfattet af RPL § 297. Afgørelsen er trykt i U2023.1563H.
Sagen blev herefter forelagt Retslægerådet af flere omgange, og Retslægerådet angav, at der ikke var lægelig dokumentation for, at skadelidte var påført skade i forbindelse med færdselsuheldet, hvilket blev fastholdt efter at Retslægerådet var blevet spurgt særskilt ind til kiropraktorjournalen og det forhold, at der var dokumentation for behandlingen af skadelidtes nakke allerede den 14. oktober 2016. I den forbindelse angav Retslægerådet bl.a., at det ikke var angivet, hvad der var givet behandling for, og at vurderingen af en sandsynlig årsagssammenhæng mellem ulykkestilfældet og symptomerne ikke var mulig, men at nakkegener var ”ikke ukendt almene symptomer” for personer i 40-årsalderen.
Under hovedforhandlingen afgav skadelidte forklaring og fastholdt, at han havde fået nakkesmerter i umiddelbar tilknytning til påkørslen. Herefter forklarede Ankestyrelsens lægekonsulent, at han ikke kunne vedstå sig sin konsulentvurdering fra 2021, idet han (nu) var af den opfattelse, at oplysningen om behandlingen af nakken den 14. oktober 2010 i sig selv dokumenterede årsagssammenhæng. Man ville jo ikke give behandling, hvis der ikke havde været symptomer fra nakken. Han angav, at han havde misforstået journalangivelserne i kiropraktorjournalen, da han angav sit lægeskøn i 2021.
Herefter afgav den behandlende kiropraktor forklaring og oplyste, at det var korrekt, at der var givet behandlinger til nakken den 14. og 17. oktober. Direkte forespurgt angav han, at det burde være angivet i journalen på disse datoer, hvis skadelidte havde klaget over gener i nakken. Han bekræftede også udtrykkeligt, at behandling af nakken kunne ske uden at skadelidte havde klaget over gener. Behandlingen ville ske, hvis kiropraktoren havde fundet en låsning i nakken under sin undersøgelse af patienten.
Københavns Byrets dom
Byretten henviste til Retslægerådets besvarelser og angivelse af, at der ikke var dokumentation for, at skadelidte var påført skade i forbindelse med ulykkestilfældet den 10. oktober 2016. Retten henviste til Retslægerådets angivelse af, at det var svært at sige, om symptomerne fra nakken relaterede sig til ulykkestilfældet, og at det ikke var muligt at foretage en vurdering af en sandsynlig årsagssammenhæng mellem ulykkestilfældet og symptomerne fra nakken, der dog ikke var ukendte for personer i 40-årsalderen.
Herefter fandtes skadelidte ikke at have godtgjort, at han var påført en arbejdsskade omfattet af ASL §5-6, og Ankestyrelsen blev dømt til at anerkende dette i overensstemmelse med Alm. Brands påstand.
Kommentarer
Sagen har – som angivet – haft et særdeles langvarigt forløb. Det er i den forbindelse bemærkelsesværdigt, at Ankestyrelsen bl.a. ved fastholdelsen af anerkendelsen af skaden lagde til grund, at skadelidte havde været udsat for en ”betydelig kraftpåvirkning” og et ryk i nakken. Dette var oplysninger, som intet steds fremgik af sagen, og angivelser som skete uden at Ankestyrelsen havde indhentet oplysninger om påkørslens karakter.
Denne – efter Alm. Brands opfattelse – klart utilstrækkelige sagsoplysning var også det væsentligste grundlag for Alm. Brands sagsanlæg og opretholdelse af sagsanlægget, uanset, at sagen alene drejede sig om 5% varigt mén (ca. kr. 44.000), idet der ikke er udløst et EET i anledning af skaden.
For egen regning synes det relativt bemærkelsesværdigt, at Ankestyrelsen af flere omgange efter sagsanlægget afviste fornyet genoptagelse på grundlag af Retslægerådets erklæringer om, at der ikke var dokumentation for en skade. I tillæg hertil kunne man nok med rette anføre, at Ankestyrelsen af egen drift kunne eller burde have genoptaget sagen efter forklaringerne afgivet under hovedforhandlingen. Således synes det ikke videre ”betryggende” at sagen skulle afgøres på grundlag af bl.a. en vidneforklaring fra Ankestyrelsens lægekonsulent, der ikke kunne vedstå sig sin konsulentvurdering fra 2021, men lagde til grund, at behandlingen af symptomer fra nakken var ensbetydende med årsagssammenhængen til påkørslen. Dette skal så sammenholdes med, at kiropraktoren umiddelbart herefter under sin vidneforklaring angav, at behandlingen af nakken ikke var ensbetydende med, at skadelidte havde klaget over symptomer herfra i tilknytning til påkørslen, og at nakkesmerter relateret til påkørslen ville/burde have været journalført, hvis skadelidte havde klaget over disse.
Sagen er for Alm. Brand ført af advokat Jesper Ravn. Dommen er anket til Østre Landsret.
