Søg
  • ARK Advokatpartnerselskab

KBH Byrets dom af 10/3/2021 – Fald i bus var ikke færdselsuheld

Skadelidte faldt i en bus den 20. januar 2016. Faldet skete lige før trappetrinene, der leder til bagerste halvdel af bussen, umiddelbart efter, at hun var steget ind i bussen og i forbindelse med bussens igangsætning i et industrikvarter sidst på eftermiddagen.


Chaufføren stoppede bussen og spurgte, om skadelidte havde brug for hjælp, men ifølge chaufføren angav skadelidte, at det ikke var nødvendigt, da hun kun havde ondt i knæet. Ved endestationen anmodede skadelidte om chaufførens navn og rettede få dage senere henvendelse til busselskabet med anmodning om, at selskabet sikrede og beholdt videoovervågning fra bussen.


Skadelidte vendte først tilbage 2 år senere og rettede henvendelse til bussens ansvarsforsikringsselskab, hvor hun angav, at hun havde pådraget sig betydelig personskade ved faldet. Busselskabet havde i den mellemliggende periode slettet videooptagelserne.


Ansvarsselskabet afviste skaden med henvisning til, at der ikke forelå oplysninger om, at der ved faldet skulle være sket noget trafikalt usædvanligt, hvorfor skaden ikke kunne anses som sket ved et færdselsuheld, jf. færdselslovens § 101, stk. 1.


Herefter søgte skadelidte via en isoleret bevisoptagelse at pålægge Rejsekortet A/S at udlevere oplysninger om indtjekninger i bussen på skadedagen med henblik på, at skadelidte kunne finde vidner til hændelsen. Editionsbegæringen mod Rejsekortet A/S blev afslået af såvel by- som landsretten.


Herefter anlagde skadelidte sag mod bussens ansvarsforsikring og fremsatte editionsbegæring (mod busselskabet) i forhold til fremlæggelse af oplysninger om betalinger og ind- og udtjekninger på busruten, hvilket blev afvist af retten. Tilsvarende blev skadelidtes begæring om teleselskabers udlevering af oplysninger om de telefonnumre, der gik på telemasterne omkring ulykkesstedet på skadesdatoen afvist af byretten.


En berammet delhovedforhandling om ansvar i november 2020 blev aflyst med få dages varsel med henvisning til, at skadelidte var blevet syg, og sagen omberammedes til februar 2021. I januar 2021 fremsatte skadelidte begæring om editionskendelse overfor sit eget teleselskab med henvisning til, at skadelidte i oktober 2020 (14 dage før den oprindelige hovedforhandling) skulle være blevet ringet op af en ukendt person, der muligvis var vidne til hændelsen. Retten afviste begæringen men forbeholdt sig retten til at genoptage sagens forberedelse, hvis der under hovedforhandlingen kom væsentlige nye oplysninger frem om opkaldet.


Under sagens forhandling angav skadelidte, at hun var faldet med voldsom kraft i forbindelse med bussens igangsætning. Det føltes som om, at nogen havde skubbet hende i ryggen. Om baggrunden for sin sene henvendelse til busselskabet (mere end 2 år efter hændelsen) oplyste skadelidte, hun havde haft en række andre helbredsmæssige udfordringer i perioden. Om opkaldet oplyste skadelidte, at det angivne (anonyme) ”vidne” skulle have lagt røret på, da skadelidte fortalte vedkommende, at han skulle tale med hendes advokat.


Buschaufføren forklarede, at bussen var udstyret med et smidigt gearskifte, og at han intet usædvanligt havde bemærket i forbindelse med sin igangsætning af bussen (bortset fra, at skadelidte faldt umiddelbart herefter), som skete på en strækning med let trafik.


Retten frifandt ansvarsforsikringsselskabet, idet retten indledningsvis fandt, at der ikke var grundlag for at genoptage sagens forberedelse efter RpL § 364 på grundlag af de oplysninger, som skadelidte var fremkommet med om karakteren af telefonopkaldet 14 dage før den oprindeligt berammede hovedforhandling.


Herefter lagde retten til grund, at bussen var udstyret med et smidigt gearskifte, at der kun var let trafik, hvorfor chaufføren havde igangsat bussen på ”en normal rolig måde uden usædvanlige tryk, ryk eller lignende.” Herefter havde skadelidte ikke godtgjort, at der var sket noget kørselsmæssigt usædvanligt ved bussens igangsætning, hvorfor hendes fald ikke skyldtes et færdselsuheld efter færdselslovens § 101, stk. 1, ligesom det ikke var godtgjort, at chaufføren havde handlet culpøst efter færdselslovens § 102.


Kommentarer


Dommen er fuldt ud på linie med den ledende dom på området i U2011.760H. Hvis det ikke af en skadelidt passager kan sandsynliggøres, at et fald skyldes et færdselsmæssigt usædvanligt forhold, så kan et fald i en bus ikke anses som et færdselsuheld efter § 101, stk. 1.


Ansvarsselskabet har gennem sagen været bistået af advokat Jesper Ravn.


Læs dommen her







© 2020 ARK Advokatpartnerselskab. Alle rettigheder forbeholdes.