Søg
  • ARK Advokatpartnerselskab

KBH Byrets kendelse af 29/6/2021 - Ikke tilladt AST at fremlægge ensidigt indhentede erklæringer

Københavns Byret har den 29. juni 2021 afsagt kendelse, hvorved Ankestyrelsen ikke blev tilladt at fremlægge to bilag, der efter deres indhold udgjorde ensidigt indhentede erklæringer omfattet af retsplejelovens § 297.


Sagen kort


Sagen omhandler en arbejdsskade fra 2016, hvor skadelidte, der var kørende i en bil med en større trailer, blev påkørt bagfra, idet han holdt stille for at foretage et venstresving. Skadelidte oplyste efterfølgende, at han havde sele på og at airbags ikke blev udløst.


Der blev ikke under arbejdsskadesagen indhentet yderligere oplysninger om hændelsen, der kunne beskrive skadesmekanismen, herunder fx oplysninger om den materielle skade i form af taksatorrapporter e.l. Alligevel fandt Ankestyrelsen anledning til både at anerkende gener fra lænderyggen, nakken og hovedpine som en arbejdsskade, idet man vurderede, at der var sket en ”relevant påvirkning”. Arbejdsskadeforsikringsselskabet anmodede flere gange Ankestyrelsen om at indhente oplysninger om skadesmekanismen, hvortil Ankestyrelsen anførte, at ”Der henvises til retspraksis og at det er tilstrækkeligt bevis at statuere, at der er sket en påkørsel”.


Det var herudover selskabets vurdering, at der ikke var dokumentation for (relevante) strakssymptomer, men Ankestyrelsen henviste i den forbindelse til en journal fra en kiropraktor, som skadelidte også forud for ulykken konsulterede. Af journalen fremgik et notat, optaget efter ulykken, hvoraf det fremgik, at han havde modtaget behandling for lændegener (hvilket han også havde 6 dage forud for ulykken) ligesom der var fremgik en række mere eller mindre uforståelige bogstavangivelser, men ingen egentlige angivelser af nakkegener.


Selskabet anlagde herefter retssag mod Ankestyrelsen den 19. maj 2020, herunder med en hjemvisningspåstand og anbringender om, at sagen ikke var – og ikke havde været – tilstrækkeligt oplyst under arbejdsskadesagens behandling.


Ankestyrelsen indgav svarskrift, men genoptog efterfølgende sagen af egen drift, hvorefter styrelsen indhentede oplysninger fra skadelidte i form af en e-mail og endvidere ringede til kiropraktoren med henblik på en forklaring af det nu 5 år gamle journalnotat. Oplysningerne fra kiropraktoren blev nedfældet i et telefonnotat, hvoraf det fremgik, at kiropraktoren (øjensynligt) kunne erindre, at behandlingen for 5 år siden havde indbefattet nakkegener. Både e-mailen fra skadelidte og telefonnotatet blev fremsendt til selskabet i en partshøring, hvorefter styrelsen traf ny afgørelse.


I den nye afgørelse blev nu alene nakkegener og hovedpine anerkendt som en arbejdsskade, idet styrelsen nu vurderede, at hændelsen ikke havde været egnet til at medføre lænderyggener, blandt andet fordi skadelidte bar sikkerhedssele. Da selskabet fortsat var (og er) uenig i indholdet af den nye afgørelse, fortsatte sagen ved byretten. I den forbindelse fremlagde Ankestyrelsen e-mailen fra skadelidte og telefonnotat fra kiropraktoren (bilag G og H), ligesom Ankestyrelsen i øvrigt frafaldet den varslede vidneforklaring fra kiropraktoren.


Ad kendelsen


Selskabet protesterede imod fremlægges af bilagene og gjorde gældende, at de var udtryk for ensidigt indhentede vidneerklæringer, der reelt var - eller skulle prætendere at være - vidneforklaringer afgivet uden strafansvar og uden mulighed for, at sagsøger kan/kunne stille supplerende spørgsmål til henholdsvis skadelidte og kiropraktoren.


Videre blev det anført, at det er et grundlæggende princip i den danske retspleje, at der er bevisumiddelbarhed, og at vidneforklaringer som det klare udgangspunkt skal afgives mundtligt for retten. Retten kun undtagelsesvist kan tillade, at der indhentes skriftlige erklæringer fra parter/personer, som ville kunne afhøres som vidne under sagen, hvis det findes ubetænkeligt, hvilket allerede henset til den manglende gensidighed ikke var tilfældet i sagen, jf. retsplejelovens § 297.


Ankestyrelsen gjorde heroverfor gældende, at sagsbehandlingen ”havde fulgt Ankestyrelsens almindelige praksis for behandling af en administrativ sag” og at der ikke var tale om ensidigt indhentede erklæringer, men derimod sagsakter til brug for den administrativ forvaltningsafgørelse, der er til prøvelse i sagen. Ankestyrelsen henviste i den forbindelse også til U.2006.2155V, hvor Ankestyrelsen blev tilladt at fremlægge skriftlige udtalelser fra egne interne lægekonsulenter, der havde deltaget i sagsbehandlingen forud for sagsanlægget.


Hertil bemærkede selskabet afslutningsvist, at kendelsen, U.2006.2155V, ikke kunne tjene til sammenligning, idet landsretten havde lagt afgørende vægt på, at vedkommende interne lægekonsulent havde deltaget i sagsbehandlingen og ydet Ankestyrelsens sagsbehandlere "lægefaglig rådgivning”. Opkaldet til den privatpraktiserende kiropraktor var næppe udtryk for en sådan ”rådgivning” af Ankestyrelsen.


Byretten afsagde herefter kendelse i overensstemmelse med selskabets bemærkninger, idet det blev anført, at:


”Såvel bilag G som bilag H er indhentet af sagsøgte efter nærværende sags anlæg.


Retten lægger til grund, at bilag G er en e-mailkorrespondance indhentet af sagsøgte fra den skadelidte, mens bilag H er et notat udarbejdet af sagsøgte selv i henhold til offentlighedslovens § 13 vedrørende en telefonsamtale med kiropraktor X.


Bilagene findes efter deres indhold at udgøre erklæringer omfattet af retsplejelovens § 297. Da fremgangsmåden i bestemmelsen ikke er fulgt, tillades bilagene ikke fremlagt.


Det findes ikke at kunne føre til noget andet resultat i forhold til nærværende retssag, om sagsøgte måtte have været forpligtet til at indhente henholdsvis udarbejde bilagene til brug for behandlingen af genoptagelsessagen.”


Bemærkninger


Antallet af sager anlagt af forsikringsselskaber (og selvforsikrede offentlige myndigheder) mod Ankestyrelsen i arbejdsskadesager har over de senere år været markant stigende. En ikke uvæsentlig del af disse retssager anlægges, fordi arbejdsskademyndighederne ikke vurderes at have oplyst sagerne i tilstrækkelig grad, hvorved skadelidte ikke vurderes at have løftet bevisbyrden for ex. hændelsen eller en egentlig skade (varigt mén). Forud for sagernes anlæg har selskaberne typisk – over en længere periode og ad flere omgange – anmodet styrelsen om indhentelse af akterne.


Det ses samtidig ofte, at arbejdsskademyndighederne efter sagens anlæg ”reparerer” det mangelfulde grundlag, fx – som i nærværende sag – ved at sagen genoptages, hvorefter der indhentes supplerende oplysninger og træffes ny afgørelse. Når de supplerende oplysninger er udtryk for forklaringer, der kunne afgives/indhentes under den anlagte retssag, så er det afgørende, at fremgangsmåden i retsplejeloven følges, idet sigtet hermed netop har været, at sikre helt grundlæggende retssikkerhedsmæssige principper.


At Ankestyrelsen både har kompetencer som offentlig rekursinstans/sagsbehandlende myndighed med rollen som procespart, medfører ikke, at reglerne om bevisumiddelbarhed mv. kan fraviges, når Ankestyrelsen agerer procespart.


Sagen føres for selskabet af advokat Nanna Baade, som eventuelle spørgsmål kan rettes til.


Læs kendelsen her