Norges Højesterets dom af 28/9/23 - Forsikringsmægler fuldt ansvarlig for underforsikring hos FT
Norges Højesteret har den 28. september 2023 afsagt en dom, der umiddelbart kan synes vidtgående i relation til vurderingen af en forsikringstagers kundens pligt til at læse sine forsikringsbetingelser og sætte sig ind i dækningsomfanget, når kunden er mæglerbetjent.
Sagens baggrund
En trævarefabrik, Trevaren Eydhavn A/S (efter FT), der specialproducerede indvendige og udvendige døre, var den 13. maj 2020 udsat for en brandskade. De lejede produktionslokaler brændte ned til grunden, og udlejers forsikring dækkede ikke udstyr og installationer, der var monteret i bygningen til brug for produktionen.
Efter branden viste det sig, at FT havde betydelig underdækning på flere af de tegnede forsikringer, herunder all risk dækningen for produktionsudstyr.
FT havde gennem flere år benyttet forsikringsmæglervirksomheden Pareto på basis af en rammeaftale indgået af Norske Trævarefabrikkers Landsforbund. Pareto var tillige forsikringsmægler for udlejer at produktionslokalerne, der havde ejersammenfald med FT, og både FT og udlejer havde tegnet forsikring i samme selskab.
De på skadestidspunktet gældende forsikringsaftaler var indgået pr. oktober 2019, og det kunne lægges til grund, at FT ikke havde læst forsikringsbetingelserne, da man modtog disse. Efter skaden anlagde FT sag mod AIG som ansvarsforsikrer for Pareto for krav på NOK 12 mio. for mangelfuld rådgivning.
Ved Tingsrettens dom blev AIG dømt til at betale erstatning med et beløb på NOK 4.365.000 idet Tingsretten fandt Pareto ansvarlig for mangelfuld rådgivning til FT. Der skete ikke reduktion af erstatningen som følge af FT’s egen skyld.
Både FT og AIG ankede sagen til Lagmannsretten, der ved dom af 11. januar 2023 dømte AIG til at erstatte ca. NOK 2,5 mio. For Lagmannsretten var parterne enige om, at kravet udgjorde NOK 3,5 mio., og Lagmannsretten nedsatte erstatningen med ca. 1/3 som følge af egen skyld hos FT for ikke at have læst forsikringsbetingelserne ved modtagelsen.
Norges Højesterets dom
FT ankede dommen til Højesteret og gjorde gældende, at der ikke var grundlag for en reduktion af erstatningen som følge af egen skyld. AIG påstod Lagmannsrettens dom stadfæstet. For Højesteret var ansvarsspørgsmålet derfor ikke til pådømmelse.
Højesteret tog udgangspunkt i den norske skadeerstatningslovs § 5-1, nr. 1 og 2, som lovhjemler reduktion af en skadeserstatning, hvis skadelidte har medvirket ved egen skyld. Højesteret angav herefter, at vurderingen af egen skyld beroede på en helhedsvurdering af en række momenter, hvor der måtte tages udgangspunkt i § 5-1, nr. 1’s traditionelle erstatningsretlige skyldbegreb ved vurderingen af egen skyld. I den forbindelse kunne det tillige indgå som et moment, om skadevolder havde en ansvarsforsikring.
Højesteret udtalte herefter, at tærsklen for egenskyldsvurderingen ikke kunne lægges højere som følge af, at der var tale om en sag om professionsansvar for forsikringsmægleren, men at dette kunne være tilfældet, hvis skadevolder var underlagt et strengt professionsansvar.
Herefter foretog Højesteret en analyse af FT’s optræden og hvad, FT kunne forvente af Pareto som forsikringsmægler, herunder på basis af den mellem parterne indgåede aftale om forsikringsmægling. Når der blev taget udgangspunkt i præmisserne for Lagmannsrettens dom, så knyttede forsikringsmæglerens uagtsomhed sig til kernen i mæglerens opdrag, nemlig at identificere forsikringsbehovet og som en del af dette at identificere risikoområdet for manglende dækning. I den forbindelse understregede Højesteret, at dette var noget andet end at sætte rigtig forsikringssum for de ejendele, som var vækket, hvilket som udgangspunkt måtte bero på forsikringstagers egne oplysninger (til mægleren).
Højesteret fandt ikke, at FT af forsikringsmægleren var blevet opfordret til at læse forsikringsbetingelserne igennem. Dette kunne ikke udledes af den følgemail, som af mægler var sendt til FT, hvor der alene var opfordring til at ”vilkår af sikkerhedsforskrifter” relaterende sig til forsikringstagers forpligtelser under forsikringen.
Højesteret lagde endvidere vægt på, at der var personsammenfald mellem ejerkredsen hos FT og udlejeren af produktionslokalerne, og at begge virksomheder havde samme forsikringsselskab og brugte samme forsikringsmægler, Pareto. Som følge heraf burde FT have en ”berettiget forventning om, at Pareto vurderede den samlede dækning af bygningen og maskiner, inventar og løsøre”. Under hensyntagen hertil fandtes FT ikke at have haft nogen konkret opfordring til at gennemlæse forsikringsbetingelserne og nogen konkret mistanke om underdækning. Højesteret henviste i den forbindelse til, at forsikringsbetingelserne var omfattende, og at det ikke var klart, hvor grænsen mellem bygningsforsikringen (for udlejer) og at FT’s forsikring gik. Herefter blev der lagt vægt på rollefordelingen mellem parterne, og at FT ved at indgå aftale med en professionel forsikringsmægler havde valgt at betale en professionel opdragstager til at udføre opgaver, som selskabet ellers selv måtte udføre.
I afslutningen af præmisserne angav Højesteret, at præventionshensyn kunne tilsige, at der stilledes krav til forsikringstager om at gennemgå vilkårene, og at dette udgangspunkt også måtte gælde, selvom forsikringstager havde overladt opgaven til en forsikringsmægler. Samtidig måtte provisionshensynet i særlig grad begrunde et strengt ansvar for den part som sad med den største kompetence og derfor havde størst mulighed for at forebygge fejl, som i dette tilfælde var forsikringsmægleren, Pareto.
Uanset, at FT var en mellemstor virksomhed, som måtte regnes som professionel part, så havde virksomheden ikke nogen særlig kompetence indenfor forsikring i modsætning til forsikringsmægleren, der havde flere års samarbejde og godt kendskab til FT’s virksomhed. Under hensyntagen hertil fandtes FT ikke at kunne bebrejdes for underdækningen i forsikringen, hvilket ville have krævet en omfattende gennemgang af vilkårene for at afdække, og dette kunne ikke i rimelig udstrækning forventes af FT, når henses til den aftale, der var indgået med Pareto som forsikringsmægler.
Kommentarer
Dommen forekommer – som udgangspunkt – ganske vidtgående i forhold til vurderingen af, at FT som professionel part og produktionsvirksomhed ikke havde særlig anledning til at læse forsikringsbetingelserne, og at der som følge heraf ikke skulle kunne ske afkortning af erstatningen som følge af egen skyld.
Når det så er sagt, så forekommer dommen dog tillige ganske konkret begrundet og med angivelse af en række konkrete momenter, som netop tæller for, at der ikke skulle ske reduktion som følge af egen skyld. Dette særligt under hensyntagen til det mangeårige samarbejde med forsikringsmægleren, overlappet mellem ejerkredsen for bygningen og produktionsvirksomheden samt det forhold, at begge benyttede samme forsikringsmægler og havde placeret forsikringerne i samme selskab, hvor der var et vist overlap mellem forsikringsprodukterne.
Spørgsmål til dommen kan rettes til advokat Jesper Ravn.
