Siden EU-Domstolens dom fra 2014 i den såkaldte Vnuk-sag (C 162/13 af 14. september 2014) vedrørende udstrækningen af, hvilke skader en lovpligtig motoransvarsforsikring for motorkøretøjer skal dække efter artikel 3 i 5. motorkøretøjsdirektiv, har der i flere lande været tvivl om, i hvilket omfang hidtidig national praksis har kunnet opretholdes.
Dette skyldes særligt EU-Domstolens fortolkning af begrebet ”færdsel med køretøjer” i artikel 3, hvorefter enhver skade udspringende af den naturlige brug af et motorkøretøj efter sit formål skal omfattes af den lovpligtige motoransvarsforsikring, uanset hvor skaden indtræder.
I EU-Domstolens efterfølgende praksis fandt domstolen i De Andrade-dommen (C 516/16 af 28. november 2017), hvor EU-Domstolen ikke fandt, at en ulykke forvoldt af en stillestående traktor med tændt motor, der brugtes til udpumpning af ukrudtsmiddel, skete mens traktoren var i brug som ”færdsel med køretøjer”. Efterfølgende fastslog domstolen i Torreiro-dommen (C-334/16 af 20. december 2017), at en skade indtrådt under kørsel på en ATV uden for færdselslovens område skulle dækkes under ATV’ens motoransvarsforsikring. Tilsvarende fastslog domstolen i Linea Directa-dommen (C-100/18 af 20. juni 2019), at begrebet ”færdsel med køretøjer” omfattede en situation, hvor en parkeret bil brød i brand pga. kortslutning og forvoldte skade på en bygning. Da branden udsprang af bilens naturlige brug som motorkøretøj (uanset at bilen havde været parkeret i mere end 24 timer, da branden indtraf), skulle skaden omfattes under motoransvarsforsikringen.
Norges Høyesteret har i forbindelse hermed afsagt en principiel dom om bl.a. EU-domstolens praksis og betydning af fortolkningen af artikel 3 havde for norsk ret.
Sagen udsprang af en bilbrand den 26. januar 2015. Her opstod der en kortslutningsskade i en bil parkeret i en carport. Branden bredte sig til de to boliger, der lå ved carporten og medførte skader for ca. kr. 4,7 mio.
Ejendommens forsikringsselskab rejste regreskrav mod bilens motoransvarsforsikring med henvisning til, at bilen var parkeret udenfor den norske færdselslovs område, hvorfor der ikke gjaldt objektivt ansvar for den indtrufne skade, efter den norske bilansvarslovs § 4, hvorefter der er objektivt ansvar ”gjer ei motorvugn skade” (forvolder et motorkøretøj skade). Dermed omfatter den norske færdselslovs § 4 et bredere spektrum af skader underlagt det objektive ansvar end den danske færdselslovs § 101 og retspraksis herom.
Bilens motoransvarsforsikring gjorde gældende, at skaden var undtaget fra loven som følge af en bestemmelse i § 2, litra b, hvorefter der ikke er objektivt ansvar for skader forvoldt af biler, som var forsvarligt parkeret/henstillet på privat område, hvor almenheden ikke kan færdes.
Motoransvarsforsikringen blev dømt til at honorere regreskravet ved den norske tingsret og lagmannsret. Både tings- og lagmannsretten lagde vægt på en fortolkning af undtagelsesbestemmelsen i § 2, som man ikke fandt opfyldt.
Den første voterende dommer i Norges Høyesteret lagde indledningsvis vægt på, at fortolkningen af undtagelsen i § 2 beroede på ret ufuldstændige retskilder og fortolkningsgrundlag i forarbejderne. Dette gjaldt særligt i forhold til vurderingen af, hvad der skulle forstås ved afgrænsningen af, at bilen skulle være placeret på et sted, hvor almenheden ikke kan færdes. Dommeren angav, at da bilansvarslovens hovedregel var, at beskyttelseshensynet i lovens § 4 var bredt, og da det var uklart, hvorledes afgrænsningen af undtagelsesbestemmelsen i § 2, første led skulle foretages, måtte undtagelsen anses for at have et meget begrænset område. Dette indebar, at ansvar forårsaget af parkerede biler i vid udstrækning måtte omfattes af det objektive ansvar efter lovens § 4 (dommens afsnit 70-72).
Herefter adresserede den første voterende dommer betydningen af motorkøretøjsdirektivets § 3 og (særligt) EU-domstolens dom i Linea Directa-sagen. Efter direktivets artikel 3 skal ”færdsel med køretøjer” (”use of vehicles”) være dækket under bilens motoransvarsforsikring. Dommeren inddrog herefter Linea Directa dommen (C-100/18 af 20. juni 2019) og fandt herefter, at EU-Domstolens fortolkning af direktivet fandt direkte anvendelse på og skulle indgå i fortolkningen af den norske færdselslov. Dommeren konkluderede herefter bl.a. følgende:
”(91) Endelig vil en løsning på linje med Línea Directa-dommen være i samsvar med det jeg har sagt om sammenhengen mellom dekningen etter den norske loven og dekningsområdet for motorvognforsikringsdirektivet.
(92) Min konklusjon er etter dette at unntaksregelen i bilansvarsloven § 2 første ledd bokstav b må tolkes slik at den ikke omfatter ordinær parkering av biler som er i regelmessig bruk. ”
På dette grundlag ville den førstevoterende dommer stadfæste tingsrettens og lagmannsrettens dom, hvilket 3 ud af 4 af Høyesterets øvrige dommere tilsluttede sig. Der bemærkes, at den dissentierende dommers votum tillige er værd at læse.
Kommentar:
I Danmark har spørgsmålet om EU-Domstolens praksis vedrørende artikel 3 og betydningen heraf for fortolkningen af skadebegrebet efter færdselslovens § 101 tillige med betydningen for dækningsomfanget under den lovpligtige motoransvarsforsikring kun fået begrænset opmærksomhed.
Advokat Nicolai Clan, NC Law og advokat Jesper Ravn, ARK, hovedforhandlede ved Østre Landsret (som første instans) den 19. april 2021 den – så vidt vides – første sag i Danmark om betydningen af EU-domstolens praksis og konsekvenser. Østre Landsret afsiger dom i sagen den 18. juni 2021.
