top of page
Søg
  • ARK Advokatpartnerselskab

Norsk Høyesteretsdom fastsætter erstatning efter patientskade på basis af behandlingsudgifter i USA

Den norske Høyesteret afsagde den 8. juni 2022 en bemærkelsesværdig og principiel dom vedrørende grundlaget for personskadeerstatning efter en patientskade, når skadelidte flytter til USA efter skaden.


I forlængelse af Høyesterets dom har Lagmannsretten netop afsagt dom om erstatningsudmålingen.


Sagens faktum


Sagen omhandler en skadelidt – et nu 10-årigt barn – som ved fødslen tilbage i 2012 på sygehuset i Bergen pådrog sig en hjerneskade som følge af iltmangel under en forsinket forløsning. Skadelidte, som efterfølgende er blevet erklæret 100 % invalid, idet hun bl.a. hverken kan tale eller gå, har et omfattende behov for pleje, og vil resten af livet have behov for tilsyn døgnet rundt.


Skadelidte flyttede kort efter fødslen med sin familie til USA, og har sidenhen haft fast bopæl her. Familien forventes som udgangspunkt at blive boende i USA resten af skadelidtes liv.


Efter norsk retspraksis ydes der erstatning ud fra de faktiske forhold. En udenlandsk statsborger, som kommer til skade ved et uheld i Norge, vil fx have krav på erstatning på baggrund af sine faktiske udgifter i hjemlandet relateret til pleje og behandling som følge af personskaden pådraget i Norge.


Modsat følger det af norsk retspraksis og et princip om tabsbegrænsning, at en skadelidt med berettigelse til norske velfærdsydelser ikke vil opnå ret til en højere erstatning, hvis vedkommende vælger at flytte til fx England eller USA, hvor udgifterne til pasning og behandling er væsentligt højere.


Den norske Lagmannsret vurderede som Tingsretten, at skadelidte skulle ydes erstatning for patientskaden på baggrund af erstatningsniveauet i Norge, og erstatningen blev på denne baggrund i Lagmannsretten fastsat til NOK 200.000 årligt som estimeret merudgift til særlige pasningsbehov udover de velfærdsydelser, som til dels ville have dækket behovet for tilsyn døgnet rundt med videre. Med en række andre erstatningsposter lød den samlede erstatning for Lagmannsretten på godt NOK 10 mio.


Lagmannsretten var dermed enig i den norske stats synspunkt, om den i norsk ret gældende generelle tabsbegrænsningspligt ligeledes skulle gælde i den pågældende sag. Statens argument var således, at familien ikke var berettiget til patientskadeerstatning baseret på de løbende udgifter resten af livet i USA, når familien valgte at flytte retur til USA.


Dommen blev anket af skadelidte, som påstod sig tilkendt erstatning på baggrund af de faktiske udgifter, som familien har afholdt og skal afholde i USA. Et væsentligt omdrejningspunkt i sagen, som tillægges betydelig vægt af den norske Høyesteret, var familiens tilknytning til USA. Familien havde kort før fødslen boet i USA, skadelidtes far er amerikansk statsborger (skadelidte ligeså), og familiens flytning tilbage til USA skete på et tidspunkt, hvor det ikke var endelig afklaret, om der var tale om en erstatningsberettigende skade.


Høyesteret kom på denne baggrund frem til, at skadelidte ikke skulle ”nøjes” med erstatning i et niveau, som svarede til, at familien havde bopæl i Norge, uanset at flytningen skete efter skaden, når behandlingsudgifterne i USA langt oversteg den til skadelidte udmålte erstatning.


Høyesteret pointerede, at en skadelidt som altovervejende udgangspunkt ikke ved fraflytning fra Norge kunne opnå ret til erstatning baseret på pleje- og behandlingsudgifterne i det nye hjemland. Dette som følge af princippet om den skadelidtes tabsbegrænsningspligt. Grundet den stærke tilknytning til USA, og den faktiske bopæl i USA, hvormed skadelidtes behandlingsbehov nu og fremadrettet er i USA, forhøjede Høyesteret erstatningsudmålingen betragteligt.


I bopælslandet USA modtager skadelidte ikke de omfattende velfærdsydelser, som indgik i Lagmannsrettens begrundelse for fastsættelse af erstatningen, og Høyesteret tilsidesatte derfor Lagmannsrettens dom, idet Høyesteret fandt, at skadelidte i det specifikke tilfælde skulle tilkendes en erstatning, som dækker udgiftsniveauet til pleje og behandling i USA. Der blev herved lagt vægt på, at foruden tilknytningen til USA, var familiens flytning tilbage til USA sket uden tanke på de erstatningsretlige konsekvenser.


Sagen blev derfor behandlet på ny ved Lagmannsretten i december 2022 for så vidt angår erstatningsudmålingen. Lagmannsretten skulle tage stilling til størrelsen af erstatningen, samt om denne skulle ske ved udbetalinger i rater eller ved et engangsbeløb. Skadelidte blev herefter - godt 10 år efter sagens tragiske udgangspunkt – i Lagmannsrettens dom af 30. december 2022 tilkendt en samlet erstatning på NOK 71 mio. (godt kr. 49 mio.), der endvidere skulle udbetales som et samlet beløb.


ARK’s bemærkninger


Den norske Høyesterets dom er usædvanlig (hvilket også gælder den efter skandinaviske forhold helt exceptionelt høje erstatning), men de helt særligt forhold for så vidt angår skadelidtes families tilknytning til USA, som blev tillagt afgørende vægt af Høyesteret, må anses for en enkeltstående vurdering. Det er i den forbindelse særligt værd at bemærke Høyesterets vurdering og vægtning af, hvordan familiens flytning retur til USA skete kort efter fødslen, og at dette vurderes at være sket uden skelen til erstatningsudmåling i det ene land frem for det andet.


Uddybende spørgsmål til dommen kan rettes til advokat Joakim Bondesen.


Læs dommen her



bottom of page