Sagen udsprang af en voldsdom mod en skadevolder, som var dømt efter straffelovens § 245 for bl.a. at have tildelt den skadelidte et slag i hovedet med et ølglas, hvorved skadelidte bl.a. mistede synet på det ene øje.
Erstatningsnævnet havde som følge af en vurdering fra Arbejdsmarkedets Erhvervssikring (AES) fastsat skadelidtes varige mén efter voldsepisoden til 55 %, hvoraf de 35 % vedrørte de fysiske gener, mens de resterende 20 % varigt mén vedrørte psykiske gener.
Skadevolder havde anerkendt politiets regresadgang for det udbetalte varigt mén, men kun i et samlet omfang af 33 % mén, hvormed der ikke var enighed om de resterende 22 %. Skadevolder gjorde dog principalt gældende, at Erstatningsnævnets behandling af sagen var ugyldig, idet sagen var behandlet til trods for en fristoverskridelse fra skadelidtes side, hvorfor skadevolder påstod sig frifundet.
Sagen for Højesteret vedrørte derfor bl.a. om skadevolder kunne gøre indsigelse vedrørende Erstatningsnævnets behandling af skadelidtes krav, herunder om Erstatningsnævnet fejlagtigt havde behandlet et for sent fremsat krav om yderligere erstatning fra skadelidtes side. Skadevolder påstod, at Erstatningsnævnet burde have afvist dette for sent fremsatte krav.
Højesteret fandt ikke, at skadevolder under regressagen efter offererstatningsloven kunne få prøvet sine indsigelser mod Erstatningsnævnets påståede fejlagtige behandling af skadelidtes krav (nævnets manglende overholdelse af gældende fristregler), og staten var dermed ikke afskåret fra at gøre regres gældende mod skadevolderen. Det følger herefter af dommen, at når staten efter offererstatningslovens § 17 indtræder i skadelidtes krav mod en ansvarlig skadevolder for den udbetalte erstatning og/eller godtgørelse, vil skadevolder alene kunne gøre indsigelser i det omfang, som ville have været muligt i en erstatningssag mod skadelidte (årsagssammenhæng mv.). Der gælder dog en bevisformodning for årsagssammenhæng, når skaden er forvoldt med forsæt (vold), jf. U 2020.1496 Ø.
AES havde i en erklæring i sagen (efter revurdering) fastholdt vurderingen af et samlet varigt mén på 55 %, idet der efter AES’ lægelige vurdering ikke var indtrådt nævneværdig forværring af skadelidtes psykiske gener som følge af tre senere voldsepisoder.
Der var under byretssagen indhentet en skønserklæring vedrørende årsagen til skadelidtes psykiske gener, og denne lå til grund for samtlige instansers vurdering vedrørende det psykiske varige mén efter den konkrete hændelse. Højesteret fandt herefter - i modsætning til AES - at skadelidtes psykiske varige mén efter den konkrete voldsepisode alene udgjorde 10 %, idet skadelidtes øvrige psykiske gener skulle tilskrives de tre andre voldsepisoder, som skadelidte havde været involveret i efterfølgende denne voldsepisode.
Dommen var i overensstemmelse med såvel byrettens som landsrettens domme.
Kommentar:
Højesterets dom er interessant derved, at dommen fastsætter rammerne for muligheden for indsigelse mod en myndighedsbehandling under en sag, hvor staten er indtrådt med et lovfæstet regreskrav. Muligheden for fremsættelse af sådanne indsigelser er ifølge dommen begrænset til de muligheder, som en part ville have i en sag om det samme krav, hvor staten ikke var indtrådt med et regreskrav for udbetalt erstatning.
Det er ligeledes interessant, at der i tre instanser fandtes tilstrækkeligt sikkert grundlag for at tilsidesætte AES’ fastsættelse af det varige mén på trods af præmisserne i U 1999.1565 H. Dommen illustrerer imidlertid, at hvis der er tilstrækkeligt og sagligt grundlag tilstede, så sker der fuld prøvelse af fastsættelsen af det varige mén.
Spørgsmål vedrørende Højesterets dom kan rettes til advokat Joakim Bondesen.
