Ved Højesterets dom af 9. september 2019 har Højesteret taget principiel stilling til fortolkningen af lempelsesbestemmelsen for et uforsikret skadeforvoldende barn efter erstatningsansvarslovens § 24a, jf. § 24.
I dommen er Højesteret samtidig kommet med en række interessante præmisser i relation til det generelle spørgsmål om ansvar for undladelser.
Sagens baggrund
Drengene A og B (hhv. 14 og 13 år) befandt sig ca. kl. 18 den 2. juli 2012 (i skolernes sommerferie) på en skole.
Mens B cyklede rundt i skolegården, gik A hen til en container, som stod op ad en bygning og tændte ild i noget papir i containeren, hvorefter han lukkede låget, jf. overvågningsvideoer fra skolen. Containerbranden udviklede sig til omfattende brandskade på skolebygningen til et beløb på i alt kr. 7,4 mio.
Skolens bygningsforsikrer, Gjensidige, anlagde herefter sag mod både A og B med påstand om regres for den udbetalte erstatning. A havde ikke ansvarsforsikring, medens B havde ansvarsforsikring. Forsikringsselskabet begrænsede kravet mod A og B til 3 mio. svarende til forsikringssummen hos B's ansvarsforsikring.
By- og landsrettens domme
Både by- og landsret tilsidesatte A's forklaring om, at han alene skulle have kastet et cigaretskod ned i containeren, og fandt, at A havde forvoldt skaden ved grov uagtsomhed. Samtidig frifandt både by- og landsret B med henvisning til, at B hverken havde medvirket ved planlægningen eller gennemførelsen af A's ildspåsættelse.
Ved byretten blev den uforsikrede A's erstatningsansvar lempet til kr. 500.000, jf. EAL § 24a, jf. § 24. Forrentning af erstatningen blev udskudt, til A fyldte 24 år i 2022. Landsretten forhøjede A's erstatningspligt til kr. 1 mio. (med udskudt forretning til 2022) "under hensyn til forholdets alvorlige karakter, herunder at der er tale om et forhold af grov uagtsomhed på grænsen til det forsætlige, som har medført et meget betydeligt tab".
Højesterets dom
Både A og Gjensidige indankede dommen for Højesteret, hvor der i pådømmelsen deltog ni dommere.
Højesteret fandt, på linje med by- og landsretten, at A var erstatningsansvarlig, og at skaden var forvoldt ved grov uagtsomhed.
Endvidere stadfæstede Højesteret frifindelsen af B. Højesteret angav, at B "ikke alene ved sin tilstedeværelse i skolegården har fået en sådan tilknytning til ildspåsættelsen, at han ved at forholde sig passivt kan anses for at have medvirket til denne." Herefter anførte Højesteret, at det forhold, at B ikke havde forsøgt at forhindre ildspåsættelsen eller forhindre, at ilden bredte sig i containeren, ikke i sig selv kunne føre til et erstatningsansvar.
Højesteret udtalte herom, "at en person som udgangspunkt ikke bliver erstatningsansvarlig ved at undlade at foretage en handling, som kunne have forhindret eller begrænset en skade, som er forvoldt af en anden."Højesteret fandt ikke, at der i den foreliggende sag var "sådanne omstændigheder, at det nævnte udgangspunkt undtagelsesvis skal fraviges". Det gjaldt, uanset om B eventuelt måtte have overtrådt beredskabslovens § 39, hvorefter enhver, der opdager en brand, skal forsøge at afværge faren, "eventuelt tilkalde brandvæsen".
Herefter delte Højesteret sig med dommerstemmerne 5-4 i forhold til spørgsmålet om, i hvilket omfang A's erstatningsansvar skulle lempes.
Højesterets flertal lagde vægt på, at der på den ene side var foretaget en groft uagtsom handling, og at A skulle "stå tilbage med et meget føleligt erstatningsansvar". På den anden side anførte flertallet - ved at fremhæve, at A, der nu var 21 år gammel og uden erhvervsrelevant uddannelse og uden formue - skulle have lempet erstatningspligten i et omfang, der gav grundlag for, "at han realistisk kan indpasse gælden i en rimelig livsførelse og herunder afvikle den inden for en overskuelig årrække med den indtægt, han må forventes at få efter endt uddannelse".
Efter en samlet vurdering lempede Højesterets flertal herefter erstatningspligten til kr. 250.000 med forrentning fra 2022. Flertallet anførte, at der ved den samlede vurdering i sagen, "hvor skadevolder som nævnt ikke har forvoldt de betydelige skader på skolen forsætligt, og hvor disse er dækket af en forsikring {har) tillagt det relative forhold mellem skadens størrelse og erstatningsbeløbet mindre vægt".
Højesterets mindretal på fire dommere fandt, at der i overensstemmelse med "lovens ordlyd og forarbejder må foretages en mere samlet vurdering af de anførte hensyn, fremfor en vurdering som flertallets, hvor der navnlig lægges vægt på, hvilket beløb A må anses at kunne betale inden for en overskuelig årrække, medens skadens størrelse tillægges mindre vægt". Mindretallet påpegede herefter, at der ikke for Højesteret var frembragt oplysninger om A's nuværende beskæftigelsesmæssige situation eller indkomst- og formueforhold.
Herefter fandt mindretallet under hensyntagen til A's alder, handlingens farlighed og graden af den udviste skyld, at erstatningen skulle fastsættes til kr. 500.000 som for byretten.
Kommentar
Udfaldet at Højesterets dom er ikke overraskende, for så vidt angår bedømmelsen af hverken grov uagtsomhed hos A eller frifindelsen af B.
Selvom der foreligger en del retspraksis i relation til børns medvirken ved brandskader, så er det imidlertid sjældent, at Højesteret får mulighed for så udtrykkeligt som i denne sag at udtale sig om dansk rets absolutte hovedregel om, at man – som udgangspunkt - ikke kan blive erstatningsansvarlig uden for kontrakt for en undladelse. Det gælder uanset overtrædelsen af en offentligretlig regulering som beredskabsloven.
Dommen er derimod i det væsentligste særdeles interessant i relation til den vægtning, som Højesterets flertal vælger at foretage i relation til lempelsen af den uforsikrede A's erstatningspligt.
Lempelsen må, som også angivet af Højesterets mindretal, betegnes som særdeles lempelig. Det er således interessant, når Højesterets flertal udtrykkeligt angiver, at der i mindre omfang er lagt vægt på "det relative forhold mellem skadens størrelse og erstatningsbeløbet", medens der i videre omfang er lagt vægt på, at A "realistisk kan indpasse gælden i en rimelig livsførelse og herunder afvikle den inden for en overskuelig årrække med den indtægt, som han forventes at få efter endt uddannelse".
Flertallets bemærkninger bliver ikke mindre interessante af, at der ikke for Højesteret - som også fremhævet af mindretallet - var fremlagt oplysninger om A's aktuelle indtægt og formueforhold, og at Højesteret dermed alene støttede sig på oplysningerne fra landsretten fra december 2017.
Konklusivt synes Højesteret herved at have udstukket retningslinjer for vurdering af kriterierne for lempelse efter EAL § 24 (og § 24a), hvor der i videre omfang end hidtil skal lægges vægt på skadevolders individuelle forhold og udsigten til, at skadevolder (realistisk) har mulighed for at betale af på sin gæld, end erstatningskravets størrelse og graden af den udviste skyld.
Det gælder uanset, at Højesterets flertal henviser til, at skaden alene er forvoldt ved grov uagtsomhed og ikke forsæt, idet bemærkes, at såvel landsretten som Højesterets mindretal lægger vægt på, at skaden var forvoldt ved en grov uagtsomhed i den høje ende (tenderende til forsæt).
Spørgsmål om dommen kan rettes til advokat Jesper Ravn.
Comments