Østre Landsret afsagde den 30. september 2020 en spændende dom vedrørende beviset for årsagssammenhæng samt betydningen af Arbejdsmarkedets Erhvervssikrings (AES) vurdering i forhold til skadelidtes bevis for yderligere erhvervsevnetab (EET).
Sagen er for landsretten ført af advokat Mikkel Bruun Larsen, Codan Forsikring.
Sagens faktum
Skadelidte var impliceret i et færdselsuheld den 2. juni 2008. Codan Forsikring havde som ansvarsforsikringsselskab for modparten i uheldet udbetalt erstatning for 35 % EET for nakke- og skuldergener samt hovedpine, hvilket var i overensstemmelse med AES’ udtalelse i sagen.
Skadelidte anlagde sag og fremsatte krav om erstatning for et EET på samlet 80 %, bl.a. pga. en kronisk smertetilstand, som hun angav som en følge af uheldet. Parternes tvist angik i den henseende bl.a., om der var fornødent sikkert grundlag for at tilsidesætte AES’ vejledende udtalelser.
Under byretssagen blev sagen forelagt for Retslægerådet, som vurderede, at der var årsagssammenhæng mellem skadelidtes nakke- og skuldergener samt hovedpine. Derimod kunne der ikke angives nogen sikker sammenhæng mellem færdselsuheldet og skadelidtes ryggener, psykiske gener, kognitive gener og hendes kroniske smertetilstand.
AES angav herefter i en senere udtalelse fra januar 2018, at skadelidtes ryggener og psykiske problematikker ikke kunne henføres til færdselsuheldet.
Retten i Odense gav i dom af 23. november 2018 skadelidte medhold i, at der var årsagssammenhæng mellem færdselsuheldet og skadelidtes ryggener, kognitive gener samt de tilkomne psykiske problemstillinger. Byretten tilsidesatte således AES’ vurdering, og fandt i forlængelse heraf, at skadelidte skønsmæssigt havde pådraget sig et EET på 50 % som følge af uheldet, og dermed tilkendtes skadelidte erstatning for yderligere 15 % EET.
Sagen blev anket af Codan med påstand om frifindelse, mens skadelidte for landsretten nedlagde principal påstand om erstatning for et EET på 85 %.
Landsretten vurderede i modsætning til byretten, at skadelidte ikke havde løftet bevisbyrden for årsagssammenhæng mellem uheldet og hendes gener udover de anerkendte nakke- og skuldergener samt hovedpine. Landsretten påpegede i den henseende, at det er skadelidte, der – med krav om mere end overvejende sandsynlighed – bærer bevisbyrden for årsagssammenhæng, og at usikkerhed om årsagssammenhængen kommer skadelidte bevismæssigt til skade, jf. U.2011.128H og efterfølgende retspraksis.
Endvidere fastslog landsretten, at det er skadelidte, som skal bevise, at et varigt tab – i det omfang der kan føres bevis herfor – skyldes færdselsuheldet alene, således at skadelidte er berettiget til (yderligere) erstatning for EET.
I præmisserne lagde landsretten afgørende vægt på AES’ vejledende udtalelse i forhold til udmålingen af selve procenten for EET’et på basis af Retslægerådets erklæring.
ARK’s bemærkninger
Dommens præmisser er en meget metodisk gennemgang af de beviskrav, der i retspraksis er opstillet i forhold til beviset for årsagssammenhæng i personskadesager, jf. herved bl.a. U2011.128H og U2010.2897H.
Det er skadelidte som kravstiller, der bærer bevisbyrden for den fornødne sikre årsagssammenhæng mellem det konkrete uheld og de omtvistede gener. Det kommer herefter skadelidte bevismæssigt til skade, når Retslægerådet ikke kan angive nogen nærmere procentsats for sandsynlig årsagssammenhæng mellem færdselsuheldet og skadelidtes tilkomne gener samt den kroniske smertetilstand.
Ved vurdering af bevis for selve tabets størrelse tillægges en vejledende udtalelse fra AES stor betydning iht. EAL § 10, idet AES har særlig faglig kompetence til at udmåle erhvervsevnetab. Der kræves et ”fornødent sikkert grundlag” for at få vejledende udtalelser fra AES tilsidesat, jf. bl.a. U2010.2897H og FED2011.1V.
Dommens vurdering af beviskravene for årsagssammenhæng giver endvidere perspektiv i forhold til rækkevidden af Højesterets dom i U2020.3515H, der i væsentlig omfang vedrører problemstillingen, om forudbestående gener og ADHD påvirkede skadelidtes erhvervsevne før ulykken, samt spørgsmålet om psykiske gener var opstået som en følge af ulykken, hvilket Højesteret fandt godtgjort bl.a. som følge af, at Retslægerådet angav, at skadelidtes kroniske smerter efter ulykken havde bidraget hertil.
For uddybende spørgsmål til rækkevidden og fortolkningen af landsrettens dom kan der rettes henvendelse til advokat Joakim Bondesen.
Comments