Vestre Landsret afsagde den 31. januar 2020 dom vedrørende tidspunktet, hvor en skadelidtes krav om erstatning for tabt arbejdsfortjeneste ophører, samt spørgsmålet om bagatelgrænsen for berettigelse til erstatning for erhvervsevnetab.
Sagen er ført af Alm. Brand Forsikring, der i begge instanser var repræsenteret af advokat Niels Hjortnæs.
Sagens faktum
Skadelidte beskadigede sin primære hånd ved en motorcykelulykke i juli 2014. Arbejdsmarkedets Erhvervssikring (AES) fastsatte efterfølgende skadelidtes varige mén som følge af håndskaden til 15 %.
Skadelidte var efter ulykken igennem et længere afklaringsforløb, men blev raskmeldt i juni 2016, hvorefter han havde flere midlertidige ansættelser i fuldtidsstillinger. Mellem ansættelserne modtog han i perioder arbejdsløshedsunderstøttelse.
AES vurderede i en vejledende udtalelse i januar 2018 skadelidtes erhvervsevnetab til 15 %. AES henviste til, at skadelidtes varige funktionsbegrænsninger sammenholdt med hans forudgående manuelle arbejde på sigt måtte antages, at ville medføre en indtægtsnedgang.
Alm. Brand lagde modsat AES’ synspunkt til grund, at der skal være realiseret et tab af såvel nutidig som varig karakter, før skadelidte ville være berettiget til erhvervsevnetabs-erstatning. I den forbindelse henviste Alm. Brand til, at forskellen i indkomst før og efter ulykken skulle vurderes på baggrund af den konkrete forskel mellem årsindtægten før uheldet efter opregulering og årsindtægten efter uheldet, og ikke som påstået af skadelidte ved anvendelse af principperne for beregning af TAF-krav.
Dette var relevant for vurderingen i forhold til bagatelgrænsen vedrørende EET, idet Alm. Brands beregninger efter omtalte metode alene viste en faktisk lønnedgang på under 10 %, ligesom det var afgørende for ophør af berettigelsen til TAF, idet EAL § 2, stk. 1, 1. pkt. skal fortolkes i overensstemmelse med EAL § 5, stk. 3 og den heri fastsatte minimumsgrænse for erstatning for EET på 15 %.
Byretten fandt, at skadelidte havde krav på TAF frem til han genoptog arbejdet i væsentligt samme omfang ultimo juni 2016. Skadelidtes krav om TAF herefter, samt de øvrige krav herunder om erstatning for EET, blev afvist.
Ankesagen angik reelt set kun et krav om erstatning for tabt arbejdsfortjeneste fra juni 2016 til AES’ vejledende udtalelse forelå i januar 2018, men landsretten fremkom dette til trods med bemærkninger til AES’ vurdering af, at skadelidte havde et EET på 15 %, hvilket skyldtes den naturlige sammenhæng mellem TAF og EET.
Landsretten angav således, at skadelidte ikke har krav på erstatning for erhvervsevnetab, når skadelidte er eller burde være i stand til at arbejde i væsentlig samme omfang som før skaden. Både by- og landsretten var dermed uenige i AES’ vejledende udtalelse om en formodet indtægtsnedgang på sigt, og en deraf afledt berettigelse til EET-erstatning.
Landsretten lagde som byretten vægt på, at skadelidte genoptog arbejdet på noget nær fuld tid, og at han i den forbindelse alene oplevede en nedgang i sin lønindtægt på ca. 10 %.
Som følge af skadelidtes mulige arbejdstid på ca. fuld tid vurderede landsretten ikke, at skadelidte havde krav på erstatning for tabt arbejdsfortjeneste efter juni 2016. Skadelidte havde dermed hverken ført fornødent bevis for, at han som følge af ulykken havde lidt et EET på 15 % eller at han efter raskmeldingen i juni 2016 ikke begyndte at arbejde på noget nær fuld tid.
ARK’s bemærkninger
Såvel byrettens som landsrettens dom må anses for korrekt i forhold til gældende praksis vedrørende EAL §§ 2 og 5.
For berettigelse til EET-erstatning kræves således, at der foreligger bevis for en indtægtsnedgang, der overstiger en ”bagatelgrænse” såvel på vurderingstidspunktet som i fremtiden.
Retten til TAF-erstatning ophører endvidere på det tidspunkt, hvor den skadelidte er i stand til at opnå mere eller mindre den samme indtægt, som før sin tilskadekomst, også uanset at skadelidte måtte kunne påvise et konkret (mindre) løbende indtægtstab herefter.
I den forbindelse fremhæves det, at skadelidte vil kunne begære sin sag genoptaget efter bestemmelsen i EAL § 11, hvis et faktisk erstatningsberettigende erhvervsevnetab måtte manifestere sig på et senere tidspunkt.
For uddybende spørgsmål til rækkevidden og fortolkningen af landsrettens dom kan der rettes henvendelse til advokat Joakim Bondesen.
