Søg
  • ARK Advokatpartnerselskab

Ny tysk Højesteretsdom fastslår: Ikke dækning for driftstab pga. COVID-19-lockdown

Det forsikringsretlige ”opgør” i relation til, om tvangslukning af virksomheder på grund af COVID-19 er dækket under en driftstabsforsikring, har ført til retsopgør i en lang række lande. Resultaterne har været forskellige ofte afhængigt af den ”retstradition”, der har bestået i de enkelte lande for dækningsomfang og opbygning af forsikringsbetingelser samt fortolkningen heraf.


Vi har tidligere omtalt blandt andet den principielle Højesteretsdom fra Storbritannien af 15. januar 2021, der i det væsentligste fandt nedlukning på grund af COVID-19 dækket under britiske forsikringer med såkaldte ”decease clauses” og ”prevention of access” klausuler. Efterfølgende har vi omtalt den første dom fra Sverige, hvor byretten i Stockholm afviste dækning for driftstab i anledning af nedlukningen af en natklub (læs omtalen her). Tingsretten i Oslo nåede frem til et tilsvarende resultat i den såkaldte Stordalen-sagen.


Som omtalt i vores nyhed af 15. januar 2021 (læs omtalen her), var der på daværende tidspunkt afsagt en række tyske landsretsafgørelser som afviste dækning af driftstab under almindelige all risk dækninger.


Den tyske Højesteret (Bundesgerichtshof) har imidlertid nu endegyldigt fastslået, at nedlukning på grund af COVID-19 ikke medførte ret til dækning af driftstab, uanset, at forsikringstager (en restaurant) blandt andet havde dækning for nedlukning på grund af ”infektionskrankheiten beim Menschen”.


Bundesgerichtshof fandt, at ider der i forsikringsbetingelserne var henvist direkte til den tyske epidemilovs §§ 6 og 7 og de heri angivne sygdomme som værende grundlaget for dækning under driftstabsforsikringen, opfyldte nedlukningen ikke disse kriterier, idet COVID-19 ikke var oplistet blandt de angivne sygdomme, hvilket heller ikke var tilfældet for SARS-CoV-2.


Bundesgerichtshof fandt ikke grundlag for at foretage en udvidet fortolkning af de sygdomme, der var oplistet i ”kataloget” i forsikringsbetingelserne, endsige i §§ 6 og 7 i den tyske epidemilovgivning. Bundesgerichtshof lagde herved på den ene side vægt på, at den gennemsnitlige forsikringstager nok på den ene side ville have en interesse i så omfattende forsikringsdækning som muligt, men at forsikringstager på den anden side ikke kunne gå ud fra, at forsikringsselskabet ville være villig til at overtage risikoen for sygdomme, der ikke fremgik af ”kataloget”, særligt når der - som her – er tale om en sygdom som først opstår flere år efter indgåelsen af forsikringsatalen, og ikke er muligt at indregne i kalkulationen af præmien.


Bundesgerichtshof fandt endelig, at klausulen ikke stred mod det tyske forbud mod uklare betingelser (Transparenzgebot), når henses, at oplistningen af dækkede sygdomme i ”kataloget” fremstod klart i forsikringsbetingelserne. Forsikringstageren kunne således ikke have en forventning om, at enhver beslutning om nedlukning efter den tyske epidemilov ville være omfattet af driftstabsdækningen.


Kommentarer


Uanset, at Bundesgerichtshof fandt, at nedlukningen af forsikredes restaurant i sig selv kunne konstituere en forsikringsbegivenhed, selvom der ikke var konkret smitte på forsikringsstedet, så anlagde retten i overensstemmelse med de fleste tyske underretsafgørelser en stringent fortolkning af policens og betingelsernes ordlyd, hvor dækning for driftstab på grund af infektion, som udgangspunkt er afgrænset til en række specifikt oplistede sygdomme.


Selvom der i standardbetingelser for tyske ejendomsforsikringer også kan være tilknyttet dækning for driftstab som følge af nedlukning af forsikringsstedet på grund af sygdom, så vil disse som oftest fordre, at der har været konkret sygdom på forsikringsstedet, hvilket som alt overvejende hovedregel ikke vil føre til dækning for en generel COVID-19 betinget nedlukning.


Det forventes, at afgørelsen fra Bundesgerichtshof vil føre til generel klarhed i forhold til retsopgøret om driftstab på grund af COVID-19 nedlukninger i Tyskland, idet betingelserne, der var til prøvelse, var udformet i overensstemmelse med en tysk markedsstandard.


Læs Bundesgerichtshof dom her


Ved kommentarer til dommen kan der rettes henvendelse til advokat Jesper Ravn.