Beskæftigelsesministeriet har den 21. april 2020 udsendt en vejledning med beskrivelse af betingelserne for behandling af COVID-19 som en arbejdsskade henholdsvis erhvervssygdom.
Ifølge vejledningen kan en person få anerkendt smitte med COVID-19 som en arbejdsskade, hvis det kan sandsynliggøres, at sygdomsramte har været udsat for en konkret smitte i forbindelse med arbejdet og efterfølgende er blevet syg, eller hvis vedkommende har været udsat for risiko for smitte over en periode i forbindelse med sit arbejde og efterfølgende er blevet syg.
Arbejdsskademyndighederne skal som udgangspunkt behandle sagerne som en erhvervssygdom, medmindre sygdomsramte oplyser om én konkret hændelse eller konkretiseret påvirkning af ikke udover 5 dages varighed.
ANERKENDELSE SOM EN ERHVERVSSYGDOM
Det angives i vejledningen, at COVID-19 er omfattet af erhvervssygdomsfortegnelsens pkt. H.2, hvilket betyder, at AES kan behandle anmeldelsen af sygdommen uden forelæggelse for erhvervssygdomsudvalget, hvis påvirkningen som anført i fortegnelsen er opfyldt. Afgørelsen af om COVID-19 relateret sygdom kan anerkendes som en erhvervssygdom beror på en samlet, konkret vurdering, hvor sygdom, påvirkning og årsagssammenhæng indgår.
Der er tre betingelser for anerkendelse som en erhvervssygdom:
1) Sygdommen skal kunne konstateres
Det er ikke tilstrækkeligt, at der er mistanke om sygdommen. Hvis der ikke er foretaget en test, vil arbejdsskademyndighederne foretage en konkret vurdering af de symptomer, der er beskrevet. Ved svære tilfælde af sygdom med COVID-19 er symptomerne meget karakteristiske, og rent lægeligt vil man kunne sandsynliggøre diagnosen uden en test. I sådanne tilfælde vil det blive lagt til grund for sagen, at sygdomsramte har været syg med COVID-19. Ved milde symptomer er det en sværere vurdering. I de tilfælde, hvor der ikke er foretaget en test, foretager arbejdsskademyndighederne en skønsmæssig vurdering af, om det er sandsynliggjort, at sygdommen skyldtes COVID-19.
2) Sandsynliggørelse af påvirkning (smitte med COVID-19)
Sygdomsramte skal kunne sandsynliggøre, at vedkommende har været i kontakt med personer, der har været smittet med COVID-19 i forbindelse med sit arbejde.
Der er fire elementer, der indgår i vurderingen af, om sygdomsramte har været udsat for en påvirkning som led i arbejdet:
a) Karakteren af sygdomsramtes arbejde
b) Sygdomsramtes og eventuelle andres forklaring omkring personkontakt med smittede og potentielt smittede personer
c) Betydningen af adfærdsmæssige tiltag og muligheden for anvendelse af værnemidler
d) Arbejdsgivers udtalelse om påvirkningen.
For så vidt angår pkt. a lægges det til grund i vejledningen, at arbejdets karakter i sig selv kan sandsynliggøre smitte i forbindelse med arbejdet, herunder ansatte i sundheds- og socialsektoren, som i kraft af udførelse af opgaver med kontakt til patienter og personer, der drages omsorg for, har stor risiko for at blive udsat for smitte ved kontakt med personer, som kan være smittet med COVID-19. Det kan for eksempel være ansatte på sygehuse, lægekonsultationer, plejesektorer mv. Det kan også være en praktiserende læge, der har behandlet og tilset patienter ift. andre sygdomme end sygdom med COVID-19 i sin konsultation.
For så vidt angår andre medarbejdergruppe afhænger den samlede vurdering i høj grad af de øvrige tre punkter. Såfremt en arbejdstager bliver syg med COVID-19 i periode med hjemmearbejde, vil der være en stærk formodning for, at sygdomsramte er blevet syg som følge af private forhold.
For så vidt angår pkt. d vil det være relevant at indhente oplysninger fra arbejdsgiver og andre, eksempelvis kollegaer, vidner mv.
3) Årsagssammenhæng mellem påvirkningen på arbejdet og sygdommen med COVID-19
Hvor der er tvivl om årsagssammenhæng anvendes arbejdsskadesikringslovens §8, stk. 1, hvoraf fremgår, at såfremt en person har pådraget sig en sygdom, som er optaget i fortegnelsen over erhvervssygdomme, har man krav på ydelser efter loven, medmindre det må anses for overvejende sandsynligt, at sygdommen skyldes andre forhold end de erhvervsmæssige. Bestemmelsen opstiller således en omvendt bevisbyrde for arbejdsskademyndighederne.
ANERKENDELSE SOM EN ULYKKE
Kan der påvises én konkret hændelse, hvor sygdomsramte har været udsat for smitterisiko, eller har sygdomsramte været kortvarigt beskæftiget (op til 5 dage) med et arbejde, hvor pågældende har været udsat for smitterisiko, og er sygdomsramte efterfølgende blevet syg, kan sagen anerkendes som en arbejdsulykke.
Det kan f.eks. være en læge/sygeplejerske, som i 3 dage arbejder på en afdeling med COVID-19 patienter, og som normalt ikke er udsat for særlig risiko i det daglige arbejde. Det kan også være en politibetjent, der er blevet hostet i ansigtet af en person, der påstår, at vedkommende er smittet med COVID-19, eller en pædagog, der har arbejdet i en vuggestue i 4 dage, hvor det efterfølgende viser sig, at pædagogen har været i kontakt med en person smittet med COVID-19.
Ifølge vejledningen er det altid en konkret vurdering, om en arbejdsulykke kan anerkendes som en arbejdsskade. Det vil bero på en konkret vurdering af, om den erhvervsmæssige påvirkning er den mest sandsynlige årsag til sygdommen, eller om det mest sandsynligt er en følge af andre forhold.
Betingelserne for anerkendelse af sygdom med COVID-19 som en arbejdsulykke er følgende (kumulative):
diagnosen COVID-19 er stillet,
der har været tale om en konkret hændelse eller påvirkning indenfor 5 dage i form af en påviselig smitterisiko på arbejdet, og
der er sandsynliggjort årsagssammenhæng mellem denne smitterisiko og pådragelse af sygdommen.
Ved vurderingen af årsagssammenhæng foretages en samlet vurdering af den tidsmæssige sammenhæng og vurdering af smitten i forbindelse med arbejdet overfor mulig smitte i fritiden, herunder sygdomsramtes adfærd.
Det betyder samtidig, at arbejdsmyndighederne kan indhente oplysninger om sygdomsramtes aktiviteter, herunder om bl.a. andre i familie og/eller omgangskreds er smittet, deltagelse i sociale sammenkomster og rejser mv.
VURDERING AF ERSTATNING
Ved vurdering af retten til erstatning mv. som følge af COVID-19 gælder lovens almindelige regler om vurdering af erstatning, herunder reglen om konkurrerende skadesårsager og formodningsreglen i §12.
Ved vurdering af erstatningsspørgsmålet vil arbejdsskademyndighederne foretage en samlet bedømmelse af sygdommen med COVID-19 og følgerne heraf, herunder en konkret bedømmelse af følgernes årsager, hvor tilstedeværelse af forudbestående sygdomme kan medføre, at erstatning kan nedsættes eller eventuelt bortfalde i medfør af §12, hvis den de helbredsmæssige følger ikke udelukkende kan henføres til den anerkendte sygdom med COVID-19. Det kan eksempelvis være en person, som lider af en funktionsnedsættelse grundet en svær lungesygdom, men som fortsat arbejder.
ANMELDELSE OG BEHANDLING AF SAGER MED COVID-19
Arbejdsgiver skal anmelde sygdomstilfælde med COVID-19, når følgende tre kriterier er opfyldt:
en medarbejder er blevet syg med COVID-19,
der er mistanke om, at medarbejderen kan være blevet smittet i forbindelse med en konkret hændelse eller kortvarig udsættelse for smitte i forbindelse med arbejdet, samt
en af følgende kriterier:
- Medarbejderen kan have krav på ydelser efter arbejdsskadesikringsloven eller
- Medarbejderen har været sygemeldt (helt eller delvist) i mere end 5 uger.
I de tilfælde, hvor AES modtager en anmeldelse af en sag, hvor sygdomsramte er alvorligt syg med COVID-19, behandles anerkendelsesspørgsmålet efter en særlig hasteprocedure.
Kommentarer
Som vi tidligere har beskrevet i nyhedsopdatering af 20. marts 2020, så måtte det forventes, at den oprindelige udmelding fra arbejdsskademyndighederne af 4. marts 2020 med bl.a. krav om bevis i form af en test, ikke ville kunne opretholdes. Denne forudsigelse holdt stik, som den nu udsendte vejledning viser. Lempelsen af bevisreglen er en naturlig og forståelig måde at tilgodese særligt sundheds- og plejepersonale, der er i forhøjet risiko for at komme i kontakt med personer smittet med COVID-19.
Det er værd at notere sig, at arbejdsskademyndighederne som udgangspunkt skal behandle sagerne som erhvervssygdomme, hvor der foreligger omvendt bevisbyrde i forhold til spørgsmålet om årsagssammenhæng. For så vidt angår anerkendelse som en ulykke, består der fortsat en direkte bevisbyrde for den sygdomsramte. Vejledningen lægger umiddelbart op til, at der kan indhentes supplerende oplysninger hos arbejdsgiver og vidner m.fl., ligesom arbejdsmyndighederne kan spørge ind til den sygdomsramtes aktiviteter og omgangskreds.
Vejledningen er i øvrigt udsendt samme dag, som Elmer & Partnere i en interessant artikel foreslår en særordning/særregel under ASL, hvorefter bevisbyrden vendes, således at COVID-19 relateret sygdom som udgangspunkt anses for en arbejdsskade. Konkret foreslår Elmer & Partnere følgende formulering af bestemmelsen: ”Enhver, der er sikret efter denne lov, har ret til erstatning for følgerne af COVID-19, medmindre overvejende sandsynlighed taler imod.”
Artiklen – der kan ses her - er skrevet før vejledningen blev offentliggjort, og det kan konstateres, at AES ændrede retningslinjer kommer Elmer & Partneres argumentation en smule i møde, men langt fra hele vejen.
Eventuelle spørgsmål til vejledningen kan stilles til advokat Anne Mette Myrup Opstrup.
