Den 24. november 2021 blev der ved direktiv 221/2118 gennemført en længe varslet ændring af 5. motorkøretøjsdirektiv. Direktivændringerne skal implementeres i national lovgivning senest den 23. december 2023.
Ændringsdirektivet indeholder nogle få ændringer i forhold til definitionen af køretøjer bl.a. under hensyntagen til introduktionen af flere og flere elektriske køretøjer. Således ændres 5. motorkøretøjsdirektivs artikel 1 således, at køretøjer defineres som følger:
a) ethvert motordrevet køretøj, der udelukkende drives frem ved mekanisk kraft på land,
men som ikke kører på skinner, med:
en konstruktivt bestemt maksimalhastighed på mere end 25 km/t eller
en maksimalvægt på over 25 kg og en konstruktivt bestemt maksimalhastighed på mere end 14 km/t
Henvisningen til, at køretøjet udelukkende skal drives frem ved mekanisk kraft vil undtage elcykler, som de kendes i dag, men kan f.eks. omfatte kraftige løbehjul mv. Sådanne løbehjul vil således være omfattet af forpligtelsen til at tegne lovpligtig ansvarsforsikring. Det er i øvrigt udtrykkeligt i direktivet angivet, at direktivet ikke er til hindring/ hinder for, at der nationalt indføres krav om ansvarsforsikring for køretøjer, der ikke er omfattet af direktivet.
I tillæg hertil udvides definitionen af køretøj til at omfatte: ”ethvert påhængskøretøj, der skal anvendes sammen med et køretøj som omhandlet i litra a), uanset om det er tilkoblet eller afkoblet.”
Dette indebærer, at trailere (som hidtil) som udgangspunkt anses som et køretøj, men der indføres ikke en forpligtelse til selvstændig motoransvarsforsikring på EU-niveau for trailere. Derimod angives det i præamblen (betragtning 20), at i de lande, hvor der kræves selvstændig ansvarsforsikring for påhængskøretøjer, kan skadelidte kræve erstatning direkte fra påhængskøretøjets forsikringsselskab, hvis dette er fastsat i national ret.
Ændringen fremgår af art. 1, litra b, hvorefter der i 5. motorkøretøjsdirektiv skal indføres et pkt. 1a med følgende ordlyd:
”Færdsels med køretøj: Færdsel med køretøj på en måde, der er i overensstemmelse med køretøjets funktion som transportmiddel på ulykkestidspunktet, uanset køretøjets karakteristika og uanset det terræn, hvorpå motorkøretøjet anvendes og om det er stationært eller i bevægelse.”
Det fremgår direkte af betragtning 5 i præamblen for direktivet, at formålet med denne bestemmelse er at bringe direktivet i overensstemmelse med EU-domstolens praksis bl.a. Vnuk, Rodrigues De Andrade og Torreiro dommene i forhold til begrebet ”færdsel med køretøjer”, herunder at definere, at en motoransvarsforsikring skal yde dækning uanset det terræn, hvorpå motorkøretøjet anvendes, og uanset om det er stationært eller i bevægelse.
Det følges i øvrigt op af betragtning 7 i præamblen, hvor det angives, at en motorkøretøjsforsikring principielt skal dække alle ulykker over alt i medlemsstaterne, men dog således, at det kan tillades medlemsstaterne at have få undtagelser fra det geografiske dækningsområde for motorkøretøjsforsikringen, f.eks. i specifikke områder så som havne og lufthavne (hvor andre ikke kan få adgang). Tilsvarende gælder for så vidt angår motorkøretøjer, som ikke er tilladt i brug på offentlig vej, jf. betragtning 8 i præamblen.
Her angives det, at medlemsstaterne skal træffe passende foranstaltninger til at sikre, at der også ydes erstatning for skadeforvoldende motorkøretøjer, som ikke omfattes at pligten til at tegne motoransvarsforsikring efter den ændrede (udvidede) definition af artikel 3, medmindre der vedtages en undtagelse herfra i henhold til direktivets art. 10.
Videre angives det så i afsnit 10 i præamblen, at direktivet ikke bør finde anvendelse på motorsportsbegivenheder m.v., hvor det dog bør sikres, at der foreligger forsikring, som dækker på linje med en motoransvarsforsikring, og som dækker alle andre end selve deltagerne i motorløbet.
I tillæg hertil angiver præamblens betragtning 14, at det pålægges medlemsstaterne at sikre erstatning for den skade ikke-indregistrerede køretøjer forvolder. Det kan f.eks. være skader forvoldt af et køretøj, der oplader på et museum eller er under istandsættelse. Dette må tillige antages at være en klar udvidelse af forpligtelserne efter dansk ret, når man med direktivet lægger op til en forsikringspligt af en eller anden karakter (som alternativ til en motoransvarsforsikring) for uindregistrerede køretøjer
Konkret har disse ændringer udmøntet sig således, at det i art. 5 angives, at det er muligt at undtage køretøjer, ”der midlertidigt eller permanent er taget ud af brug og forbudt at anvende” forudsat, at der er indført en ”formel administrativ procedure eller anden verificerbar foranstaltning i overensstemmelse med national ret”. Det er imidlertid samtidig angivet, at de medlemsstater, der tillader denne undtagelse, skal sikre, at køretøjerne behandles ”på samme måde som køretøjer fra hvilke den i art. 3 omhandlede lovpligtige forsikring ikke er tegnet”.
Det er så videre i den nye art. 5, stk. 4 angivet, at medlemsstaten i overensstemmelse med national ret kan fravige art. 3 (om færdsel med motorkøretøjer) for så vidt angår køretøjer, der udelukkende anvendes på områder med begrænset adgang. Det skal dog igen sikres, at køretøjer, som er undtaget, skal behandles på samme måde som køretøjer omfattet af art. 3. Endelig tilføjes den ovenfor angivne undtagelse for køretøjer der ikke er tilladt til brug for offentlig vej i art. 5, stk. 5.
Endelig indfører direktivet en bedre sikring for skadelidte mv. ved forsikringsselskabers konkurs mv. samt forhøjelse af mindstesummerne for ansvarsforsikringer, fælles regler for dokumentation for skadehistorik over landegrænser samt en række bestemmelser om bedre beskyttelse ved uforsikrede køretøjers skader.
Direktivet kan ses her
Betydningen af ændringerne
Ændringen indebærer – i overensstemmelse med præamblen – at kommissionen med direktivet har stadfæstet og implementeret EU-domstolens praksis, således at direktivet art. 3, stk. 1 (udtrykkeligt) ændres til at omfatte enhver færdsel med enhver form for motorkøretøj, uanset det geografiske område, hvor denne færdsel finder sted, uanset karakteren og arten af køretøjet, og uanset hvilken funktion køretøjet har på skadetidspunktet (så længe der er tale om ”færdsel med køretøj”).
I så fald skal alle skader, der forvoldes af køretøjet være dækket af en motorkøretøjsforsikring (uanset om ansvarsgrundlaget i national ret er culpa eller objektivt ansvar).
Alene, hvis et køretøj falder indenfor en af undtagelsesbestemmelserne, der indføres i direktivet (f.eks. køretøjer der anvendes til motorsport m.v.), er køretøjet ikke omfattet af forpligtelsen til at være omfattet af den lovpligtige motorkøretøjsforsikring som bestemt i art. 3. Samtidig indføres der imidlertid forpligtelser til tegning af forsikring eller etablering af garantiordninger, som reelt skal sikre skadelidte på tilsvarende vis, som var skaden omfattet af en lovpligtig motoransvarsforsikring.
Det er umiddelbart svært at se, at grundreglen om objektivt ansvar i færdselslovens § 101, stk. 1 sammenholdt med culpareglen i § 102 kan bestå i sin nuværende form, når henses til den definition af færdsel med køretøjer, der er angivet i direktivet samt ikke mindst angivelsen af, at motoransvarsforsikringen skal dække (reelt næsten) alle skader, uanset det terræn, hvor skaden er indtrådt og så længe skaden sker i overensstemmelse med køretøjets funktion som transportmiddel, hvilket er en definition, der efter EU-domstolens praksis rækker langt videre end dækningsområdet for det objektive ansvar for motorkøretøjer efter færdselslovens § 101, stk. 1.
Dette vil tillige medføre, at dækningsomfanget under lovpligtige motoransvarsforsikringer skal udvides udtrykkeligt, ligesom direktivet vil medføre ændringer i erhvervsansvarsforsikringers (subsidiære) dækning for skader forvoldt af køretøjer.
Der foreligger så vidt vides endnu ikke initiativ fra Justitsministeriet til implementering af direktivet i dansk ret.
