top of page
Søg
  • Forfatters billedeARK Advokatpartnerselskab

Præjudiciel forelæggelse for EU-Domstolen - Sociale sikringsinstitutioners regresret

Retten i Svendborg har ved forelæggelseskendelse af 2. januar 2024 anmodet EU-Domstolen om en præjudiciel afgørelse vedrørende fortolkningen af artikel 85, stk. 1 i forordning af 883/2004 om koordinering af sociale sikringsordninger.


Forelæggelsen sker i to sambehandlede sager anlagt mod et dansk firma, som under sagen bliver repræsenteret af firmaets ansvarsforsikringsselskab.


Sagen udspringer af en tysk statsborger, X, der på tragisk vis døde efter en arbejdsulykke i Danmark den 15. juli 2015. Arbejdsmarkedets Erhvervssikring (AES) traf efterfølgende afgørelse om, at X’s enke, Y, ikke havde krav på ydelser efter arbejdsskadesikringsloven, idet hun var omfattet af socialsikringsordninger i Tyskland.


To tyske sikringsordninger, S1 og S2, udbetalte herefter løbende ydelser til enken i Tyskland (en art løbende enkepension).


Herefter rejste enkens advokat krav om differenceerstatning i anledning af dødsfaldet mod ansvarsforsikringsselskabet, der anerkendte ansvaret i anledning af uheldet. Før udbetalingen af forsørgertabserstatning fandt sted, rejste S1 og S2 regreskrav for de løbende udbetalinger i Tyskland baseret på forordning 883/2204.


Forsikringsselskabet udbetalte forsørgertabserstatning opgjort efter dansk ret til enken og afviste kravene fra S1 og S2 med henvisning til, at der efter dansk ret ikke var regresret for løbende enkepensionsydelser idet sådanne ydelser ikke kan kræves erstattet efter dansk erstatningsret, og at enken i øvrigt ville have krav på ydelserne, uanset om dødsfaldet var forvoldt ved en ansvarspådragende adfærd. Herefter anlagde S1 og S2 sager mod virksomheden og ansvarsforsikringsselskabet med påstand om regres for de efter tysk ret udbetalte ydelser.


Sagen blev udsat i længere periode som følge af Østre Landsrets dom af 2. marts 2020 (FED2020.31), hvor landsretten afviste et tilsvarende regreskrav på blandt andet enkepension opgjort efter tysk ret mod et dansk motoransvarsforsikringsselskab (Codan Forsikring). Landsretten angav – for det første – at den tyske sikringsinstitutions regres krav ikke kunne overstige det krav, som skadelidte ville kunne gøre gældende i henhold til dansk ret, hvor skaden var indtruffet. For det andet angav landsretten, at en forudsætning for regresretten måtte være, at de var identitet mellem de ydelser, der var betalt til skadelidte af sikringsinstitutionen i Tyskland, og det krav, som skadelidte kunne kræve erstattet efter lovgivningen på skadesstedet (det vil sige forsørgertabserstatning opgjort efter dansk ret). Da der ikke bestod en sådan identitet imellem de løbende enkepensionsydelser og den kapitaliserede forsørgertabserstatning efter dansk ret, blev motoransvarsforsikringsselskabet frifundet.


Dommen blev anket til Højesteret, der afsagde dom den 8. december 2021 (U2022.1033H). Dommen frifandt Codan Forsikring for denne del af kravet allerede som følge af, at selskabet havde været i god tro, da man med frigørende virkning udbetalte forsørgertabserstatning opgjort efter dansk ret til enken. Dermed tog Højesteret ikke stilling til, om det var en betingelse for regreskravet, at der var identitet imellem ydelserne afholdt af sikringsinstitutionen i Tyskland (enkepension og såkaldt ”Sterbegeld”) og den ydelse, som enken havde krav på efter dansk ret (kapitaliseret forsørgertabserstatning).


Som følge af, at Højesteret ikke fandt anledning til at tage stilling til spørgsmålet om identitet imellem ydelser, og idet nærværende sager adskiller sig fra problemstillingen i Højesterets sag derved, at ansvarsforsikringsselskabet var bekendt med sikringsinstitutionernes regreskrav, da man betalte til enken, argumenterede sikringsinstitutionerne for, at der skulle ske præjudiciel forelæggelse af spørgsmålet for EU-Domstolen. Ansvarsforsikringsselskabet protesterede herimod, men retten valgte at afsige kendelse om præjudiciel forelæggelse for EU-Domstolen, hvilken kendelse ikke kan kræves til højere retsinstans.


Dette indebærer, at sagen nu forelægges EU-Domstolen med spørgsmålet, om ”det er en forudsætning for den forpligtede institutions regreskrav efter bestemmelsen, at der i medlemsstaten, hvor skaden er sket, er hjemmel til den type erstatning eller godtgørelse, som der fremsættes regreskrav for, eller tilsvarende ydelse, som en følge af den hændelse som skadevolder er erstatningsansvarlig for efter skadestedets lov”.


Kommentarer


Spørgsmålet om udenlandske sikringsinstitutioners adgang til regresret uanset regresforbuddet i erstatningsansvarslovens § 17 har gennem årene givet anledning til en række sager, herunder den såkaldte DAK-sag, der blev afgjort ved Østre Landsrets dom U1995.341Ø. Ved dommen blev regresretten efter danske ret fastslået efter forudgående præjudiciel forelæggelse for EU-Domstolen (C-428/92). Efterfølgende afviste Højesteret ved kendelse gengivet i U1999.773H, at foretage præjudiciel forelæggelse for EU-Domstolen med henvisning til, at det utvetydigt af dagældende rådsforordning fremgik, at en sikringsinstitutions regreskrav mod en skadevolder ikke kunne overstige det krav, som skadelidte selv kunne gøre gældende mod skadevolder.


Der er herefter ikke tvivl om, at der består en regresret for udenlandske sikringsinstitutioner, men at størrelsen af kravet er begrænset af det krav, som skadelidte selv vil kunne gøre gældende mod en skadevolder. Imidlertid er det ikke endelig afklaret, om der kræves identitet imellem de ydelser, der fremsættes regreskrav, og de ydelser, som skadelidte ville kunne gøre gældende efter dansk ret i denne sag kapitaliseret forsørgertabserstatning. Dette blev – som anført – klart afvist af en enstemmig landsret i FED2020.31Ø, men Højesteret tog ikke stilling hertil.


Skulle EU-Domstolen nå frem til, at der ikke fordres en sådan identitet imellem ydelserne ydet af sikringsinstitutionen og opgørelsen af erstatningen efter national (dansk) ret, må det antages at føre til en række tvivlstilfælde i forhold til, hvad den af sikringsinstitutionen udbetalte ydelse egentlig dækker over. Endvidere vil der – f.eks. – bestå udfordringer i forhold til en situation, hvor sikringsinstitutionen foretager løbende udbetalinger, som der er regresret for, men hvor de akkumulerede ydelser ikke er af en størrelse, der tilsvarer den kapitaliserede forsørgertabserstatning opgjort efter national ret. Skal ansvarsselskabet i et sådan tilfælde deponere differencen på afventen af, om de løbende ydelser til enken når et beløb svarende til den kapitaliserede erstatning, eller skal differencen betales til enken?


Dette må vi foreløbigt afvente nærmere svar på, når EU-Domstolens afgørelse forventeligt forelægger i løbet af 2025.


Sagen føres for ansvarsforsikringsselskabet af advokat Jesper Ravn.




Comments


bottom of page