Principiel dom fra Højesteret om fortolkning af EAL § 23, stk. 3
Søg
  • ARK Advokatpartnerselskab

Principiel dom fra Højesteret om fortolkning af EAL § 23, stk. 3

Højesteret har ved dom af 22. oktober 2019 taget principiel stilling til udstrækningen af bestemmelsen i EAL § 23, stk. 3, der regulerer spørgsmålet om og i hvilket omfang en arbejdsgiver kan fremsætte erstatningskrav mod en ansat, der forvolder skade på arbejdsgiverens ting eller påfører arbejdsgiveren et formuetab i forbindelse med ansættelsen.


Bestemmelsen henviser til § 23, stk. 1, hvorefter der alene af arbejdsgiver kan kræves erstatning af den ansatte, i det omfang ”det findes rimeligt under hensyntagen til den udviste skyld, arbejdstagerens stilling og omstændighederne i øvrigt”.


Uanset, at det ikke klart fremgår af forarbejderne til § 23, stk. 3, så har det i teorien været antaget, at en arbejdsgiver var afskåret fra at fremsætte krav mod den ansatte for tingskade eller formuetab, med mindre skaden er forvoldt ved grov uagtsomhed eller forsæt. Dette understøttes i den trykte retspraksis fra landsretterne. Imidlertid har der ikke foreligget en stillingtagen fra Højesteret før nu.


Sagens omstændigheder


En ansat, A, i X Kommune sygemeldte sig i november 2015 på grund af stress. Efter at have anmodet om udsættelse af en sygesamtale med kommunen den 16. december 2015, modtog A dagen efter i sin e-boks et brev om, at hun skulle anvende selvbetjeningsløsningen ”Mit sygefravær” og senest den 25. december 2015 indberette sit sygefravær. A udfyldte ikke skemaet, hvorefter dagpengekontoret i X Kommune i januar 2016 orienterede X Kommune som arbejdsgiver for A om, at kommunens ret til refusion for sygedagpenge under A’s sygdom risikerede at bortfalde som følge af A’s manglende indberetning.


X Kommunes dagpengekontor traf herefter den 13. januar 2016 afgørelse om, at A ikke var berettiget til sygedagpenge på grund af undladelse af medvirken til kommunens opfølgning, og at X Kommunes ret til dagpengerefusion derfor bortfaldt. A angav herefter, at hun den 13. januar 2016 skulle have udfyldt to underretningsbreve men fortsat ikke havde udfyldt oplysningsskemaet.


Ved brev af 21. januar 2016 foretog X Kommune partshøring af A og meddelte, at man ville foretage modregning af den manglende dagpengerefusion i A’s løn som følge af, at hun ikke havde medvirket til kommunens opfølgning.


Kommunen foretog herefter den varslede modregning, hvorefter A’s fagforening anlagde sag mod kommunen med påstand om betaling af den manglende løn.


By- og landsrettens domme


Byretten dømte kommunen med henvisning til, at kommunens modregning i lønkravet ikke kunne anses for konneks i forhold til kommunens mistede adgang/mistede krav på sygedagpengerefusion. Kommunen kunne efter almindelige obligationsretlige principper derfor ikke modregne.


Landsretten stadfæstede (med dommerstemmerne 2-1) byrettens dom. Landsrettens flertal lagde vægt på, at funktionærlovens § 5, hvorefter en funktionær har krav på løn under sygdom medførte, at almindelige obligationsretlige regler om konneksitet ved modregning ikke blot ”blankt” kunne finde anvendelse. Uden udtrykkelig hjemmel i loven eller aftalt overenskomstgrundlag kunne kommunen derfor ikke søge sig fyldestgjort ved modregning i A’s løn.


Den dissentierende dommer udtalte, at A havde forsømt sin almindelige loyalitetspligt i ansættelsesforholdet overfor arbejdsgiveren, og da der forelå ansvarsgrundlag og tab samt tilstrækkelig konneksitet mellem lønkravet og kravet på dagpengeregres fandt den dissentierende dommer, at der kunne finde modregning sted.


Højesterets afgørelse


For Højesteret fokuserede sagen i langt videre omfang end for by- og landsretten på spørgsmålet om fortolkningen af EAL § 23, stk. 3, altså om og i hvilket omfang, der overhovedet kunne rettes et erstatningskrav mod den ansatte for kommunens tab af sygedagpengerefusion.


Højesteret fandt, at A - i henhold til den loyalitetspligt som hun havde overfor sin arbejdsgiver - havde pligt til at opfylde de krav, som X Kommune stillede til hende efter sygedagpengeloven og sikre, at arbejdsgiver modtog refusion af sygedagpenge. Højesteret fandt endvidere, at kommunens tab af retten til refusion (alene) skyldtes A’s manglende opfyldelse af loyalitetspligten.


Herefter angav Højesteret, at der ved vurderingen af, om X Kommune som arbejdsgiver kunne fremsætte krav mod A i anledning af det tab, som kommunen var påført, måtte der navnlig ”lægges vægt på, om arbejdsgiveren havde handlet forsætligt eller groft uagtsomt”. Det blev endvidere angivet, at der måtte lægges vægt på om evnen hos arbejdsgiver henholdsvis arbejdstager til at bære tabet, og om der var givet rimelig vejledning til at opfylde arbejdsgivers eller kommunens krav.


Under hensyntagen til en vurdering af det konkrete hændelsesforløb fandt Højesteret ikke, at A forsætligt havde tilsidesat sin pligt til at medvirke til kommunens opfølgning efter sygedagpengeloven. Derimod var det på trods af A’s sygdom uagtsomt, at hun ikke havde opdaget kommunens høringsbrev i sin e-boks og reageret herpå. Uagtsomheden kunne imidlertid ikke karakteriseres som grov efter de konkrete omstændigheder. I den forbindelse lagde Højesteret vægt på, at kommunen som arbejdsgiver ”ikke vejledte A eller tilbød hende hjælp til at leve op til de krav, som blev stillet efter sygedagpengeloven til indberetning”.


På grundlag heraf var der ikke grundlag for, at A skulle erstatte X Kommunes tab, og allerede af den grund kunne der ikke ske modregning i A’s løn.


Som et interessant ”obiter dictum” afsluttede Højesteret imidlertid præmisserne med at angive, at hvis en ansat efter § 23, stk. 3 kan pålægges ansvar for ikke at have opfyldt kravene efter sygedagpengeloven og derved have påført sin arbejdsgiver et tab, så er der tilstrækkelig konneksitet mellem tabet og ansættelsesforholdet til, at modregning ville kunne have fundet sted. Altså det modsatte resultat, som byretten og landsrettens flertal nåede til.


Kommentarer


Som angivet indledningsvis er dette den første dom, hvor Højesteret udtrykkeligt får lejlighed til at udtale sig om grundlaget for en arbejdsgivers krav mod en ansat i anledning af en skade/tab som den ansatte påfører arbejdsgiver, jf. EAL § 23, stk. 3.


Højesterets angivelse af, at dette som udgangspunkt fordrer (mindst) grov uagtsomhed fra den ansattes side er i overensstemmelse med den foreliggende landsretspraksis og teorien. Imidlertid er det interessant, at Højesteret anfører, at der ”navnlig” må lægges vægt på uagtsomhedsvurderingen, og i tillæg hertil anfører, at der derudover må foretages en rimelighedsvurdering, når det skal fastslås, om arbejdsgiver kan fremsætte kravet. Dette kunne tyde på, at Højesteret ikke herved udelukker, at der i helt konkrete tilfælde vil kunne gøres regres mod en ansat, der ikke har handlet groft uagtsomt, hvis dette i øvrigt anses for ”rimeligt” i §23, stk. 3’s forstand. Dette må dog nok forudsætte en betydelig grad af simpel uagtsomhed.


Nærmere spørgsmål til dommen kan rettes til advokat Ida Lundell Stausholm eller advokat Jesper Ravn.


Læs dommene her




© 2020 ARK Advokatpartnerselskab. Alle rettigheder forbeholdes.