COVID-19 krisen og ”nedlukningen” af det meste af verden i marts 2020 udgør uden sammenligning den største udfordring, som rejsebranchen og rejseforsikringsselskaberne (i Danmark og for den sags skyld i resten af verden) har været stillet overfor.
Særligt i marts 2020 medførte COVID-19 afbestillinger og afbrydelse af titusindvis af rejser, og dermed også et helt ekstremt arbejdspres hos rejsebureauer og rejseforsikringsselskaberne i relation til afbestilling, afbrydelse af rejser mv. Dette førte tillige til et meget stort antal problemstillinger i forhold til såvel fortolkningen af betingelserne for de individuelle rejseforsikringer som i forhold til vurderingen af forbrugeres rettigheder efter pakkerejseloven.
ARK rådgav særligt intensivt i perioden fra marts til maj 2020 en række danske rejseforsikringsselskaber i den forbindelse, og herunder i forhold til samspillet mellem pakkerejseloven og rejseforsikringernes betingelser samt fortolkning og betydning af de hjælpepakker, der blev vedtaget til rejsebranchen.
Særligt hjælpepakkerne, implementeringen og fortolkningen heraf kan der skrives en selvstændig artikel om. Det gør vi på et senere tidspunkt!
Pakkerejse-Ankenævnets kendelser
De første kendelser vedrørende COVID-19 afbestillinger og afbrydelser af rejser er nu truffet af Ankenævnet for Forsikring og Pakkerejse-Ankenævnet. Kendelserne vedrører tolkningen af centrale spørgsmål i relation til betydningen af myndighedernes udmeldinger i perioden fra den 11. – 13. marts 2020 for så vidt angår krav mod henholdsvis pakkerejsearrangører og rejseforsikringsselskaber.
Pakkerejse-Ankenævnet (PRAN) afsagde således den 26. august 2020 tre principielle kendelser, hvoraf to vedrørte spørgsmålet om afbestilling af rejser før Udenrigsministeriet (UM) ændrede rejsevejledningen den 13. marts 2020 kl. 16, mens én kendelse vedrører spørgsmålet om begrebet ”evakuering”.
Kendelse 20-1414 vedrører en situation, hvor en kunde den 13. marts 2020 kl. 9.14 afbestilte sin skirejse til Frankrig, det vil sige små syv timer før UM’s rejsevejledning blev ændret. Rejsen skulle have fundet sted fra den 14. til den 21. marts 2020.
PRAN’s flertal fandt, at betingelserne i § 15, stk. 2 i Lov om pakkerejser (hvorefter forbrugeren kan afbestille en pakkerejse, hvis der på rejsedestinationen eller i umiddelbar nærhed heraf indtræffer ”uundgåelige og ekstraordinære omstændigheder, som væsentligt berører leveringen af pakkerejsen”) var opfyldt. Selvom UM’s rejsevejledning først blev ændret efter afbestillingen fandt flertallet, at ”der på afrejsetidspunktet anses for at have været en til vished grænsende sandsynlighed for, at situationen på rejsemålet, var den samme også tidligere på dagen før udsendelsen af UM’s rejsevejledning”, hvorfor forbrugeren fandtes berettiget til afbestillingen efter lovens § 15, stk. 2.
Mindretallet lagde vægt på, at betingelserne ikke var opfyldt på afbestillingstidspunktet, idet rejsevejledningen først blev ændret senere på dagen den 13. marts 2020, og at man måtte kigge isoleret på situationen på selve afbestillingstidspunktet om morgenen den 13. marts 2020, og ikke den efterfølgende udvikling af situationen, herunder særligt UM’s ændrede vejledning kl. 16 samme dag.
PRAN’s flertal nåede det samme resultat i kendelse 20-898, hvor forbrugeren den 12. marts 2020 (sen aften) afbestilte en rejse til Spanien med udrejse den 13. marts 2020 kl. 8. og hjemrejse den 20. marts 2020.
I kendelse 20-748 havde forbrugeren været på en måned lang rejse til Spanien (planlagt fra 25. februar til 24. marts 2020), men valgte at afbryde rejsen den 17. marts 2020 og krævede meromkostningerne til køb af ny hjemrejse dækket af rejsebureauet.
Det afgørende spørgsmål var, om UM’s ændrede rejsevejledning den 13. marts 2020 måtte anses som en evakuering, og her fandt PRAN’s flertal, at opfordringen fra UM til rejsende om at komme hjem med det samme ”må sidestilles med et krav om evakuering af rejsende fra rejsemålet”.
Mindretallet fandt, at opfordringen fra UM til at ”komme hjem” ikke kunne anses som et krav om evakuering, hvorfor der ikke var en mangel ved rejsen/en væsentlig misligholdelse fra rejsearrangørens side, der kunne medføre en pligt for rejsebureauet til at betale erstatning for den førtidige hjemrejse.
Ankenævnet for Forsikrings kendelser
Ankenævnet for Forsikring (AFF) må formodes at have været bekendt med kendelse 20-748, da man traf afgørelse i to sager den 30. september 2020 (sagerne 95.131 og 95.485).
Sag 95.131 vedrørte spørgsmålet, om forsikringstager (FT) havde krav på erstatningsrejse, efter at en rejse til Vietnam den 11. marts 2020 om aftenen blev afbrudt under en mellemlanding i Tyrkiet, idet UM’s rejsevejledning vedrørende Vietnam samme aften havde ændret sig fra gul til orange.
FT havde i henhold til forsikringen krav på erstatningsrejse, hvis FT var blevet evakueret, men AFF fandt ikke, at UM’s ændring af rejsevejledningen for så vidt angår Vietnam den 11. marts 2020 udgjorde en evakuering men derimod en anbefaling, hvorfor FT ikke havde krav på erstatningsrejse.
I sag 95.485 nåede AFF et tilsvarende resultat. Her var FT undervejs på en længere rejse, der startede den 4. februar 2020, hvorefter FT rejste rundt på New Zealand indtil den 18. marts 2020, hvor FT afbrød rejsen og vendte retur til Danmark. FT krævede herefter erstatningsrejse for så vidt angår den resterende del af den planlagte rejse til henholdsvis Fransk Polynesien og USA, hvis grænser i mellemtiden var blevet lukket for indrejse.
Ankenævnets flertal lagde vægt på at afbrydelsen af rejsen fra New Zealand ikke kunne ligestilles med en evakuering, og at der ikke i UM’s rejsevejledning af 13. marts 2020 kunne indlægges et krav om et påbud eller lignende, som kunne ligestilles med begrebet evakuering.
Kommentarer
Uanset, at der er forskel på, den fortolkning, der skal foretages af ordet ”evakuering” i forsikringsbetingelserne kontra kriterierne efter pakkerejseloven, så må det konstateres, at der består en hel afgørende forskel mellem PRAN’s og AFF’s tolkninger af UM’s ændring af rejsevejledningerne den 13. marts 2020, hvorved hele verden blev sat i ”orange zone”. PRAN anlægger således, hvad man må forstå som en ”formålsfortolkning” af den ændrede rejsevejledning, hvorimod AFF anvender en ”ordlydsfortolkning” af rejsevejledningen, der faktuelt ikke var en evakuering.
Når henses til, at den ændrede rejsevejledning faktuelt ikke var en evakuering eller indeholdt ordet evakuering, fremstår AFF’s tolkning klart mest korrekt, men det må forventes, at der over de kommende år vil ske domstolsprøvelse heraf.
Tilsvarende er det bemærkelsesværdigt, at PRAN’s flertal i kendelserne vedrørende afbestilling har valgt at lægge vægt på en anticiperet/forudset misligholdelse/umulighed i relation til gennemførelse af rejsen som grundlag for forbrugeres krav på refusion af rejsens pris ved afbestilling forud for ændringen af rejsevejledningerne den 13. marts 2020 kl. 16. Det er umiddelbart vores vurdering, at AFF ikke vil nå til et tilsvarende resultat i relation til spørgsmålet om dækning af omkostninger til afbestilling af en rejse, hvis rejsen er afbestilt før den 13. marts 2020 kl. 16.
Som angivet ovenfor må det forventes, at der vil komme en række yderligere afgørelser om afklaringer af de mange problemstillinger, som COVID-19 har udløst, og ARK vil løbende orientere herom.
