Søg
  • ARK Advokatpartnerselskab

Retten i Aalborg’s dom af 4/11/2021 – kommune havde ikke krav på renter af DP-regreskrav

Sagen drejede sig om, hvorvidt en kommune havde ret til renter af et regreskrav fremsat overfor et forsikringsselskab for udbetalte sygedagpenge til en skadelidt efter et færdselsuheld.


Forsikringsselskabet havde som ansvarsforsikrer for det skadevoldende køretøj anerkendt erstatningsansvaret overfor skadelidte og havde løbende håndteret skadebehandlingen i anledning af skadelidtes erstatningskrav. Der havde dog i en periode været forskellige skadebehandlere på hhv. sagen med skadelidte og regressagen.


Den 13. november 2017 rejste kommunen krav om sygedagpengeregres for udbetalte sygedagpenge for perioden den 19. april - 22. oktober 2017. Den 20. januar 2020 fremsatte kommunen yderligere krav om betaling af regres for en periode frem til 26. januar 2019. Forsikringsselskabet bad kommunen om at dokumentere kravet, hvorefter kommunens advokat ved brev af 25. marts 2020 fremsendte en redegørelse sammen med kommunale sagsakter. Selskabet betalte herefter det samlede regreskrav.


Der opstod herefter tvist mellem parterne om, hvorvidt kommunens krav skulle forrentes tilbage fra én måned efter kommunens fremsættelse af kravene i henholdsvis 2017 og 2020.


Kommunen gjorde gældende, at kravene skulle forrentes tilbage i tid, eftersom forsikringsselskabet allerede havde fået fremsendt nogle akter løbende fra skadelidtes advokat (der var fra samme kontor som kommunens advokat) og dermed, at kravet i henhold til EAL §16 skulle forrentes fra dette tidspunkt, da forsikringsselskabet allerede var i besiddelse af tilstrækkelige oplysninger.


Forsikringsselskabet gjorde gældende, at det ikke var muligt at vurdere om kommunens krav var berettiget, herunder både i forhold til spørgsmålet om årsagssammenhæng og tabsbegrænsningsforpligtelse, før forsikringsselskabet modtog kommunens advokats brev af 25. marts 2020. Kommunen havde ikke løftet bevisbyrden for, at selskabet var i besiddelse af alle relevante oplysninger på de tidspunkter, hvor kravene krævedes forrentet fra.


Uanset om forsikringsselskabet havde modtaget drypvise akter fra skadelidte hen over årene, var det ikke dermed givet, at forsikringsselskabet havde modtaget alle akter i den kommunale sag, ligesom det ville være tidskrævende og byrdefuldt, såfremt forsikringsselskabet skulle ”krydstjekke” mellem to sager og på tværs af sagsbehandlere, om der i de omfattende akter i sagen med skadelidte forelå tilstrækkelige oplysninger til, at kommunen kunne løfte bevisbyrden for årsagssammenhæng og overholdelse af tabsbegrænsningsforpligtelsen. Det forekommer således, at der er overlap og/eller manglende oplysninger i de akter, som fremsendes af skadelidtes advokat, og kommunen kunne meget nemt og hurtigt have ”trykket på knappen” og sendt akterne til forsikringsselskabet på et tidligere tidspunkt, hvorefter forsikringsselskabet kunne have vurderet de fremsatte regreskrav og foretaget udbetaling.


Byretten var enig med forsikringsselskabet og udtalte bl.a. følgende:


”Det lægges til grund, at skadelidte i sagen var repræsenteret af advokat, og at denne flere gange under sagen fremsendte journaloplysninger. Journaloplysningerne sendes til forsikringsselskabets skadesnummer og i flere af fremsendelsesbrevene henviser den pågældende advokat til personskadesagen.


Som sagen er forelagt for retten, er det dermed ikke en rimelig forudsætning for forsikringsselskabet at skulle vide, at disse oplysninger ligeledes skulle indgå i regressagen. Da forsikringsselskabet både ved brev af 20. juni 2018 og 2. marts 2020 har henvist til, at man manglede oplysninger for at vurdere regreskravets berettigelse, kan det ikke lægges til grund, at hverken forfaldsdato eller tidspunktet, hvor forsikringsselskabet var i stand til at hende de oplysninger, der var nødvendige for at bedømme kravets berettigelse og størrelse var til stede allerede ved kommunens fremsendelse af regreskrav den 13. november 2017.


Da det påhviler kommune A at oplyse og dokumentere sit krav, og det derfor er uden betydning, at forsikringsselskaber har været i besiddelse af oplysningerne i forbindelse med behandlingen af en personskadesag, kan det derfor lægges til grund, at kravet først er endelig opgjort overfor forsikringsselskabet ved kommune As brev af 25. marts 2020. ”


Dommen er af kommunen blevet anket til Vestre Landsret.


Bemærkninger


Sagen indeholder en række spændende problemstillinger, herunder spørgsmålet om den rette hjemmel for forrentning af kommunens krav er RL § 3 eller EAL § 16 (hvilket ikke er helt afklaret i retspraksis, jf. bl.a. U2006.2721V, U2016.1787Ø og U2018.348V (i sidstnævnte dom var parterne dog principalt enige om, at EAL § 16 fandt anvendelse)).


Hvis det lægges til grund, at kommunen (der afleder sin ret af skadelidte) kan støtte ret på EAL § 16, er spørgsmålet, om det så var hensigten med bestemmelsen, at kommunen skal kunne ”læne sig tilbage”, og lade forsikringsselskabet om at oplyse sagen samt løfte kommunens bevisbyrde for årsagssammenhæng og tabsbegrænsning.


Det kan næppe være tilfældet, og det fremgår da også af retspraksis, at det i overensstemmelse med sædvanlige bevisbyrderegler påhviler kravstiller at føre bevis for sit krav og i den forbindelse selvstændigt at redegøre for og dokumentere sit krav på behørig vis. Dette gælder ikke mindst i en sag, hvor kravstiller er kommune og agerer som professionel part, jf. bl.a. FED2007.76V og FED2006.134V. Dommen U2016.1787H illustrerer da også, at selvom kommunens krav er afledt af skadelidtes krav, så er der tale om et selvstændigt krav, der ”lever sit eget liv”.


Sagen er for forsikringsselskabet ført af advokat Anne Mette Myrup Opstrup, hvortil eventuelle spørgsmål til dommen kan rettes.


Læs dommen her