Sagen vedrørte, om en hesteejer, der udbød bondegårdsferier med adgang til at ride på ejendommens heste, var ansvarlig over for en gæst på ejendommen, for en ulykke under en ridetur.
Ulykken skete, da skadelidte lånte en hest og red ud på en offentlig og smal landevej med en hastighedsbegrænsning på 80 km/t. Her blev hun blev passeret af en lastbil, der – efter skadelidtes forklaring – undlod at sænke hastigheden ved forbikørslen. Hesten blev herved ifølge skadelidte forskrækket, stejlede og kastede skadelidte af, hvorved hun brækkede en ryghvirvel.
Hesteejerens ansvarsforsikringsselskab afviste ansvar i anledning af skaden, og skadelidte – der var en erfaren rytter – udtog herefter stævning mod hestens ejer samt mod Dansk Forening for International Motorkøretøjsforsikring (DFIM), idet lastbilen var ukendt. Skadelidte gjorde under retssagen gældende, at hesten ikke var trafiksikker, hvorfor ejeren burde have oplyst herom eller sikret sig, at hesten ikke blev benyttet i trafikken. Overfor DFIM gjorde skadelidte gældende, at der påhvilede den ukendte lastbils chauffør et ansvar efter færdselsloven.
Spørgsmålet om ansvar blev udskilt til delhovedforhandling, og under retssagen bestod vidneførslen alene i forklaringer fra skadelidte selv, skadelidtes datter, som var med på rideturen, samt fra et vidne, der ikke havde overværet ulykken. Der var ikke under sagen foranstaltet bevisførelse i forhold til hestens egnethed i trafikken eller lastbilens kørsel.
Over for forklaringerne stod hesteejerens og en række medhjælperes forklaringer om, at den pågældende hest havde været anvendt i trafikken i mange år uden forudgående ulykker.
DFIM – der tillige afviste ansvar – gjorde under sagen gældende, at det objektive ansvar i færdselslovens § 101 ikke siden 1980’erne havde omfattet den situation, at heste blev forskrækket ved forbikørende køretøjer, hvorfor chaufføren – og dermed DFIM – alene kunne ifalde ansvar, hvis det var sandsynliggjort, at chaufføren havde handlet culpøst.
Retten frifandt hesteejeren, da skadelidte ikke havde godtgjort, at hesten ikke var trafikvant, ligesom retten lagde vægt på, at skadelidte var en erfaren rytter, hvorfor der ikke var et behov for yderligere instruktion ved udlån af hesten (hvilket konkret heller ikke var sket).
Retten pålagde imidlertid DFIM at hæfte for lastbilens/chaufførens ansvar. Selvom det ikke direkte fremgår af dommens præmisser, må domfældelsen forudsætte, at chaufføren fandtes at have handlet culpøst ved ikke at have afpasset hastigheden til forholdene, jf. færdselsloven § 41.
Sagen fortsætter derfor mod DFIM for så vidt angår spørgsmålet om årsagssammenhæng og de af skadelidte opgjorde krav, idet DFIM ikke har ansøgt om tilladelse til at indbringe kendelsen for landsretten.
Kommentar
Dommen er i overensstemmelse med praksis – i såvel hestesager som i alle andre ansvarssager - om, at skadelidte skal bevise, at den potentielle skadevolder har handlet ansvarspådragende. I den forbindelse er det en forudsætning, at skadelidte rent faktisk dokumenterer, hvorved det ansvarspådragende forhold består. Skadelidtes bevis for, at hesten ikke var egnet til benyttelse i trafikken, fandtes i den forbindelse ikke sandsynliggjort alene ved skadelidtes og datterens forklaring herom, hvilke forklaringer blev bestridt af hesteejeren og medhjælperes udsagn. Dette er ikke overraskende.
Mere overraskende er, at dommen er et af de sjældne eksempler på domfældelse pga. at culpaansvar efter færdselsloven. Da der i sagens natur ikke var konkrete oplysninger om lastbilens hastighed eller chaufførens viden (herunder hvordan han havde opfattet situationen, da han passerede hestene), forekommer dommen at være udtryk for en streng vurdering af ansvaret og/eller en mild bevisbedømmelse.
Denne – umiddelbart – milde bevisvurdering skal nok ses i lyset af, at skadelidte og datterens forklaringer om lastbilens kørsel fremstod sikre og troværdige.
Eventuelle spørgsmål om sagen kan rettes til advokat Marcus Wils Lorenzen, der repræsenterede hesteejerens ansvarsforsikringsselskab.
Commentaires