Søg
  • ARK Advokatpartnerselskab

Retten i Horsens dom af 24. august 2021 - forældelse af krav efter FAL § 29 m.v.

Retten i Horsens har den 24. august 2021 frifundet et forsikringsselskab, A i en sag, hvor skadelidte krævede yderligere erstatning og godtgørelse efter et færdselsuheld.


Sagen kort


Skadelidte var selvstændig tandlæge og kom til skade ved et færdselsuheld den 29. november 2016.


A anerkendte erstatningspligten for uheldet og udbetalte godtgørelse for svie og smerte for skadelidtes sygemeldingsperiode samt 5% varigt mén. A afviste i brev af 19. marts 2018 at dække skadelidtes indtægtstab og henviste bl.a. skadelidte til at benytte sin sygedriftstabsforsikring, som var tegnet i et andet selskab, B men tillige med henvisning til manglende bevis for årsagssammenhæng. Under en efterfølgende korrespondance mellem parterne afviste A, at der pågik forhandlinger mellem parterne efter forældelsesloven §21, stk. 5.


I brev af 15. august 2019 oplyste skadelidtes daværende advokat, at der var ved at blive udarbejdet stævning overfor B, og advokaten anmodede samtidig om, at A suspenderede forældelse af alle poster til 12 måneder efter endelig dom i sagen mod B. Hertil svarede A, at selskabet var indforstået med at suspendere forældelsesfristen indtil tre måneder efter endelig dom i retssagen imod B under forudsætning af, at skadelidte ikke forinden udtog stævning imod A.


I mail af 4. marts 2020 skrev skadelidtes daværende advokat til A med oplysning om, at sagen mod B var ved at være færdig, hvorfor advokaten ønskede at få oplyst, om sagen kunne forelægges AES, eller om A ønskede, at der blev udtaget stævning, så sagen kunne forelægges Retslægerådet. A svarede, at sagen ønskedes forelagt Retslægerådet og anmodede samtidig om at få tilsendt kopi af dommen i forbindelse med driftstabssagen. Skadelidte skiftede herefter advokat, og der blev udtaget stævning mod A den 13. november 2020.


Under retssagen gjorde A gældende, at kravet var forældet bl.a. med henvisning til, at sagen mod B var blevet forligt den 5. marts 2020, hvorfor der i henhold til suspensionsaftalen indtrådte forældelse i sagen den 5. juni 2020. Endvidere gjorde A gældende, at der under alle omstændigheder var indtrådt forældelse efter de almindelige forældelsesregler, og at den indgåede suspensionsaftale ikke derved fraveg lovens regler eller forringede sagsøgers ret efter loven. Tværtimod var der tale om et tilbud om forlængelse af forældelsesfristen til fordel for skadelidte.


Byrettens dom


Retten i Horsens gav A medhold i samtlige punkter vedrørende forældelse.


Retten fandt, at eventuelle forligsforhandlinger mellem parterne blev afsluttet på et tidligere tidspunkt end den 29. november 2018 og ikke efterfølgende blev indledt på ny. Retten fandt endvidere, at skadelidte efter indholdet af korrespondancen ikke havde haft føje til at antage, at parterne kunne opnå en forligsmæssig løsning uden sagsanlæg selv efter endelig afgørelse i sagen mod B.


For så vidt angår forsikringsaftalelovens §29, stk. 5 anførte retten, at A ved meddelelse af 20. januar 2017 havde anerkendt, at der forelå en dækningsberettiget skade men anmodede om yderligere oplysninger, hvorfor kravet som udgangspunkt forældede tre år herefter, dvs. den 20. januar 2020. Imidlertid havde A afvist yderligere krav i 2018, hvorfor fristen i medfør af forsikringsaftalelovens §29, stk. 5, 1. pkt. forkortedes, således at forældelse tidligst ville indtræde ét år efter A’s meddelelse om, at kravet helt eller delvist blev afvist.


Endelig fandt retten, at den indgåede suspensionsaftale måtte forstås således, at ”endelig dom i sagen” måtte sidestilles med en ”endelig afgørelse i sagen”, hvormed forældelse ifølge den mulige suspensionsaftale ville indtræde den 5. juni 2020.


Bemærkninger


Byrettens præmisser er meget klare og udførlige og underbygger bl.a., at den 3-årige frist i forsikringsaftalelovens §29, stk. 5, 2. pkt. kan forkortes og erstattes af den 1-årige frist i forsikringsaftalelovens §29, stk. 5, 1. pkt., såfremt forsikringsselskabet afviser yderligere krav i sagen, inden den 3-årige frist er udløbet. Dette synes tillige at være i overensstemmelse med lovforarbejderne til forældelsesloven, hvorefter lovgiver har fundet det tilstrækkeligt med en frist på 12 måneder for udtagelse af stævning eller indgåelse af suspensionsaftale, såfremt den skadelidte er bekendt med sit krav og bekendt med, at kravet er blevet afvist.


Sagen er for forsikringsselskabet før af advokat Anne Mette Myrup Opstrup.


Læs dommen her