Sagens omstændigheder
Skadelidte, der var kommunalt ansat, var den 5. marts 2013 på skitur i Norge i arbejdsmæssig sammenhæng med en gruppe unge. Han faldt og slog sig på ski, men besøgte dog ikke skadestuen i Norge, ligesom han heller ikke gjorde det ved hjemkomsten til Danmark få dage efter. Han besøgte derimod først egen læge ni dage efter – den 14. marts 2013 - hvor han oplyste, at han var faldet på ski og klagede over symptomer fra ribbenene, hvorfor han fik recept på et svagt, smertestillende præparat. Der blev i lægejournalen ikke omtalt en påvirkning af eller skade på nakken.
Den 5. april 2013 gik skadelidte til lægen igen, hvor han klagede over vedvarende symptomer fra to fingre, som viste sig at være brækket.
Da der var gået omtrent 2,5 måneder – den 21. maj 2013 - gik skadelidte igen til lægen og klagede nu også over nakkesmerter, ligesom han angav, at han havde slået nakken ved hændelsen den 5. marts 2013.
Efter yderligere godt 6 måneder indtrådte en voldsom forværring af nakkesmerterne under (fritids)træning. Forværringen var af en sådan karakter, at skadelidte måtte fuldtidssygemelde sig – han blev efter nogle år visiteret til fleksjob.
Forløb ved myndighederne
AES og Ankestyrelsen afviste i første omgang at anerkende skadelidtes nakkesmerter som en arbejdsskade, da der ikke fandtes at være årsagssammenhæng, ligesom det blev lagt til grund, at symptomerne ikke var værre end de omfattende nakkesmerter, skadelidte havde haft nogle år forinden. Der var således dokumentation for betydelige, forudbestående nakkesymptomer, men disse havde dog ikke givet anledning til egentlige lægehenvendelser i et par år op til skaden.
Skadelidte udtog herefter stævning mod Ankestyrelsen, og der var til brug for stævningen indhentet en række vidneudtalelser fra kolleger, som var med på skituren, og som (3,5 år senere) kunne huske, at skadelidte havde klaget over nakkesmerter på skituren.
Ligeledes blev det af skadelidte gjort gældende, at nakkesmerterne ikke blev noteret ved den første lægehenvendelse, da undersøgelsen den pågældende dag blev udført af en ung reservelæge, som ikke fik noteret nakkesmerterne.
Ankestyrelsen genoptog herefter afgørelsen om anerkendelse og anerkendte en forværring af nakkesmerter, som i sidste ende førte til et kapitaliseret tab af erhvervsevne på 50 %, svarende til en erstatning på godt 2,3 mio. kr.
Retssagen
ARK udtog herefter stævning mod Ankestyrelsen på vegne af kommunen, og sagen blev forelagt for Retslægerådet, som meget klart afviste årsagssammenhæng til nakkesmerterne – primært grundet den tidsmæssige faktor. Herudover blev det af Retslægerådet anført, at der tidligere havde været tilsvarende symptomer.
Uanset Retslægerådets udtalelse fandt Ankestyrelsen ikke grundlag for at genoptage sagen, idet Ankestyrelsen var af den opfattelse, at udtalelsen fra Retslægerådet kunne tilsidesættes bevismæssigt, som det eksempelvis skete i FED2003.1806 V, U.2011.2046 H og FED 2014.32 V.
Under hovedforhandlingen afgav både skadelidte og Ankestyrelsens ortopædkirurgiske lægekonsulent forklaring.
Retten i Kolding fandt efter en samlet vurdering, at der var tilvejebragt det fornødne, sikre grundlag for at tilsidesætte Ankestyrelsens anerkendelse af nakkeskaden. Retten lagde ved denne vurdering afgørende vægt på Retslægerådets erklæring, som talte imod en årsagssammenhæng, ligesom retten i dommens præmisser – noget usædvanligt – foretog en detaljeret gennemgang af skadelidtes medicinkort, hvorefter retten konkluderede, at hovedparten af skadelidtes ordinationer på smertestillende medicin lå efter forværringen i oktober/november 2013.
De foreliggende, skriftlige vidneerklæringer kunne ikke tillægges afgørende bevismæssig værdi, ligesom forklaringen fra Ankestyrelsens lægekonsulent ikke kunne føre til et ændret resultat.
Kommentar
Det er fortsat Retslægerådet, som har det sidste ord i sager, hvor der er tvivl om den medicinske årsagssammenhæng, som det var tilfældet i nærværende sag.
Der skal tungtvejende grunde til, hvis en erklæring skal kunne tilsidesættes bevismæssigt. Dette må særdeleshed gælde, når det drejer sig om dokumentation for strakssymptomer, som ofte er et helt afgørende element i Rådets vurdering af årsagssammenhæng.
Der er, som Ankestyrelsen da også påpegede, flere eksempler fra praksis, hvor domstolene har tilsidesat Retslægerådets erklæringer i arbejdsskadesager, men der er ofte meget konkrete forhold, som har begrundet disse tilsidesættelser. Rådet forholder sig som altovervejende udgangspunkt alene til lægelige akter, hvorimod domstolene foretager en samlet vurdering af alle sagens akter.
Er der eksempelvis troværdige oplysninger om relevante symptomer i tidsnær sammenhæng med et givent traume, kan dette efter omstændighederne godt ”udfylde” eventuelle huller i en lægejournal. Efterfølgende vidneforklaringer fra venner, familie, kolleger og lignende, tillægges efter fast praksis, jf. herved bl.a. FED2013.37,derimod meget begrænset vægt. Ligeledes må synspunkter om, at den undersøgende læge ikke har fået noteret symptomer fra en påstået, traumatisk nakkeskade, ned, understøttes af øvrige beviser i sagen.
Det er interessant, at retten har tillagt medicinkortet i sagen betydelig vægt. Rettens begrundelse indeholder således en længere gennemgang af skadelidtes receptindløsninger over tid. Sådanne oplysninger bør selvsagt tillægges mere vægt end efterfølgende forklaringer/efterrationaliseringer. Dette gælder i særdeleshed, når disse forklaringer afgives efter, at en given myndighed har truffet afgørelse om afslag.
Endelig er det interessant, at dommen igen er eksempel på, at Ankestyrelsen afviser genoptagelse efter en klar erklæring fra Retslægerådet, hvorefter Ankestyrelsen domfældes ved byretten, som adskillige domme gennem 2024 har vist.
Sagen er for byretten ført af advokat Thomas Leth Pedersen, hvortil spørgsmål om sagen kan rettes.
Comments